Mod levesiden

Det går mod levesiden, men lad mig bare sige, at det går ikke stærkt. Hverken Kenneth eller jeg er ovenpå endnu, men vi kan heldigvis grine af det.

Tidligere i dag skulle Kenneth bore et enkelt hul i min bordplade, så jeg kunne få forlængerledningen med stikdåsen, hvorfra der groede en anselig mængde ledninger, væk fra bordpladen og gemt nede bag radiatorskjuleren. Det krævede, at jeg ryddede bordet og pladsen under det. Bagefter skulle jeg kravle lidt på gulvet og Kenneth skulle slå et par søm i og rydde op.

Det krævede en pause. Vi var simpelthen færdige af grin, når Kenneth altså ikke hostede og jeg ikke mistede balancen på grund af den virus, som driller mine ører og dermed min balance. Vi skal vist bare være taknemmelige for, at vi ikke er trukket om bag laden og skudt endnu.

Jeg får da strikket en del

Når det er sagt, så får jeg da strikket en del, fordi jeg egentlig har det bedst med bare at vegetere og restituere. I går strikkede jeg næsten et ærme, to huer (Kobuk af Caitlin Hunter) og startede to gange på et sjal, som siden blev kasseret. Det er ikke det, jeg skal strikke lige nu.

I stedet har jeg kastet mig over Little Cabin af samme designer. Jeg strikker med tre tråde lagt sammen, fordi det betyder, at jeg får præcis den farve, jeg elsker og fordi jeg på den måde får reduceret lageret og det sidste føles altid godt.

Farven er ikke-eksisterende og lige i øjet

Jeg er ikke langt, men jeg er i gang og jeg er svært tilfreds med farven, jeg har fået blandet. Resultatet bliver akkurat, som jeg virkelig godt kan lide det og jeg er og bliver altså til neutrale farver og den mere rustikke uld. Det traditionelle og autentiske tiltaler mig.

Jeg er vild med luksus og blødt, men …

Jeg elsker også bløde kvaliteter som merino, alpaca, silke og så videre, men jeg bruger dem sjældent til de større strikkeprojekter. De fibre gemmer jeg til små, fine projekter som huer, sjaler og andet og lignende. De er nemlig ikke formfaste og mange af dem er heller ikke specielt slidstærke, så jeg overvejer altid mit garnvalg nøje. an bliver vel klog af skade, siger jeg, mens jeg mindes en alpaca-sweater, jeg strikkede for mange år siden. Den voksede nærmest til dobbelt længde i løbet af en dags brug. Blød var den, men pæn var den ikke og jeg ærgrede mig sådan over både at have brugt tid, penge og kræfter på at strikke noget så smukt uden at kende til alpaca-fibrenes egenskaber.

Om lidt vil jeg smide alt ned i min spånkurv fra Dordogne og trække ind i stuen, hvor jeg vil tænde stearinlys og brygge te, inden jeg vil strikke lidt mere.

En vinter i Dordogne ville jeg ikke takke nej til

Jeg elsker den kurv. Den minder mig om en af de mange skønne ferier, vi efterhånden har haft i Dordogne og pludselig længes jeg mod egnen. Jeg kunne tænke mig at opleve en vinter dernede. Jeg forestiller mig, at torvet i Issigeac egner sig fortrinligt til en kop varm chokolade på en søndag som denne, efter en lang spadseretur i en af de hyggelige skove. Hjemme igen ville jeg nyde, at der var tændt op i pejsen, mens jeg fandt en plads foran ilden og fandt strikketøjet frem.

I weekenden kan jeg drømme. I morgen starter hverdagen. Jeg håber, at jeg er klar til den.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.