Jeg laver ikke mere, end jeg skal. Hellere mindre …

Jeg vegeterer. Jeg laver ikke mere, end jeg skal. Hellere mindre, for jeg er tummelumsk af den virus, der har bidt sig fast. Det ærgrer mig.

I aften er der strikkecafé nede i GARNUDSALG.DK og jeg havde sådan glædet mig til at strikke sammen med en masse, dejlige kvinder, men sådan skal det ikke være. Jeg er ikke rask, så jeg må blive hjemme og i stedet strikke lidt alene eller i godt selskab med nogle af alle de podcasts, jeg mangler at se. Der lå heldigvis en guldgrube af gode, hyggelige og dygtige strikkere og bare ventede på mig, da jeg vendte hjem fra Italien i går.

En strikkepodcast eller to er godt selskab, når man har ondt af sig selv

Mens jeg har set lidt podcast, har jeg strikket lidt på en sweater. Herlig Herresweater er det. Strikket i dobbelt Blackhill Højlandsuld bliver den helt igennem skøn og jeg bliver aldrig træt af den model. Jeg kalder den for Alfreds far, for det er voksenudgaven af den skønne Alfred’s Raglansweater, som efterhånden er gledet gennem mine hænder rigtigt mange gange.

Jeg modificerer den en smule. Jeg strikker en ribkant i halsen og jeg strikker den lidt strammere, end opskriften angiver, for min erfaring er, at den ellers er lidt åben i halsen. Jeg strikker ribben på en pind 3½, så jeg er sikker på, at den sidder pænt til. Jeg elsker at strikke den sweater. Den passer mit temperament på forunderlig vis. Den giver mig ro indeni.

Mens mørket sniger sig ind på mig, tænder jeg et ekstra stearinlys

Den blå time er her om et øjeblik. Mørket kommer snigende, men jeg nyder nu alligevel, at dagen allerede er tiltaget betydeligt. Jeg mærker det sagtens. Klokken er jo næsten 18, før jeg må kapitulere og sige, at nu er der ikke mere lys tilbage. Alligevel kan jeg sagtens strække lyset og jeg sidder gerne i det tiltagende mørke blot med et stearinlys eller to som selskab, indtil jeg ikke kommer udenom det elektriske lys længere, hvis jeg vil foretage mig noget fornuftigt.

At være privilegeret

Jeg nyder, at jeg er så privilegeret, at jeg delvist kan holde fri og har muligheden for at arbejde hjemmefra. Jeg er ikke til pænt brug og derfor har jeg det meget rarere med at sidde og arbejde lidt her på mit hjemmekontor, når der er brug for det, men det meste af tiden er der simpelthen ikke overskud til det og jeg bruger i stedet tiden på varm te, sagte musik eller lidt podcast.

Jeg elsker de to grise

I vinduet står to grise. Jeg elsker dem. De har kostet ingenting, men det er ikke prisen, der gør, at jeg værdsætter dem. De er bare skønne at skue og så elsker jeg deres tyngde, som fortæller historien om to tunge, tykke og trivelige grise, jeg engang delte med min søster, Annemette. Vi passede godt på dem. De boede på gården hos farmor og farfar. En dag var de væk. Vi kunne ikke rigtig få en forklaring på, hvor de var henne.

Under aftensmaden fik vi forklaringen. Vi var vilde med maden, men kun indtil farfar syntes, at det var på tide at indvie os i livets realiteter og meddelte, at vi sørme havde os selv at takke, for det var jo os, der havde opfostret aftenens gris på menuen. Så var vi færdige med at spise!

Den episode minder grisene mig om og hver gang mit blik falder på dem, kommer jeg til at smile ved mindet om de to, små børn, der forfærdede kiggede først på farfar og bagefter hen på farmor, for at se, om han talte sandt. Hendes ansigt afslørede, at det gjorde han. Tak skæbne, det blev en trist aften for både farmor og børnebørn, som græd som piskede. Farfar? Han rystede på hovedet, spyede et par eder og gik udenfor, hvor der var ro ;-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.