Lørdag er løbet godt i gang og det er jeg vel også. Om lidt tager jeg til byen, for jeg skal ind og have reguleret lidt i en julegave fra Kenneth. Som sædvanlig var det en fantastisk julegave og denne gang – som altid – rammer han plet.
Vi havde været i Athena Smykker og kigge inden jul. Vi skulle finde en julegave til mor og det lykkedes. En smuk ring med brillant og perle, som vakte stor lykke hos modtageren. Mor bruger den flittigt og det gør mig glad, for så har vi ramt plet.
Under træet lå altså ikke kun én, men to pakker inde fra Athena Smykker. Den anden var til mig. En stor, fantastisk ring. Kenneth ved, at jeg elsker STORE smykker. De må gerne larme. Jeg bruger som regel kun ét smykke ad gangen, så derfor er der plads til noget, der er farverigt og gerne lidt over-the-top. Jeg gider godt larme.
Måske jeg bare skal få tykkere fingre
Ringen er en anelse for stor – altså omkredsen – ikke udtrykket, for jeg elsker den allerede og kunne såmænd finde på at kombinere den med andre ringe på samme finger, for at gøre en endnu mere voldsom, men så heller ikke andet af den slags den dag. Ét sted ad gangen. Sådan gør jeg.
Jeg kan lige nå en tur ind til midtbyen, inden butikken lukker og det passer mig fint, at jeg kommer lidt sent, for så er der måske en lille chance for, at jeg ikke skal kæmpe mig frem.
Hov, jeg smuttede lige ud et øjeblik
UPDATE – jeg er hjemme igen og har endelig… fået monteret lys på mit værelse, så jeg ikke længere skal nøjes med tusmørke. I går kørte vi i IKEA og derude fandt jeg lige præcis de lamper, jeg vidste, ville passe smukt ind i rummet her. Jeg er meget tilfreds med resultatet og tænker, at IKEA kan noget ganske særligt, når lamperne her kan sælges for 149.95 pr. styk. Jeg er svært tilfreds.
Jeg har fået arbejdslys, som er behageligt at arbejde ved og jeg nyder, at jeg ikke længere skal føle mig frem. Det bliver godt, når mørket falder på.
Jeg HADER at sy knapper i
Formiddagen er gået med at sy knapper i, mens jeg har lyttet til (og ind imellem set) nogle af mine yndlinge indenfor strikkepodcast. Jeg har syet OTTE knapper i en lillebitte udgave af Ankers Heldragt og mig som HADER at sy knapper i!
Den kommer i Mormor-Kassen
Dragten skal lige vaskes og tørres, men så bliver den efterfølgende lagt i Mormor-Kassen, som faktisk er blevet lidt slunken, fordi jeg har foræret en del væk til nye verdensborgere sidste år. Nu skal der fyldes op og jeg elsker at strikke de små ting, men jeg bliver bare aldrig lige så vild med merino, som jeg er med lammeuld. Heller ikke til de små. Oline til gengæld; hun elsker merinoen, så jeg prøver at dele sol og vind lige.
Ankers Heldragt er strikket i den nye og meget lækre Blackhill Merino Pure (Kenneth lister den vist snart i butikken) og den er virkelig lækker og blød som smør, så der er ingen grund til klage. Jeg tror bare, at vi er nogen, der elsker merinoen og nogen, som elsker lammeulden. Jeg hører til de sidste.
Jeg elsker rustik, naturlig uld. Jeg tiltrækkes altid af naturfarver og jeg kan ikke se lammeuld i grå, hvide og brune farver, uden at ønske at eje det. Mit foretrukne garn til babyer og børn er og bliver Blackhill Højlandsuld. Jeg har noget at sammenligne med, nu hvor jeg er færdig med den lille dragt i merino.
Jo, vel er den blød, men …
Jeg kan sagtens mærke, at den er blød som smør, men det er de andre ting, jeg har strikket til Mormor-Kassen i højlandsulden, også. De er lette og føles varme, så snart man rører dem. Sådan er det ikke med merinoen. Den er kølig at røre ved og det tager lige nogle sekunder, inden den begynder at varme. Jeg er bare en uld-elsker om en hals.
Jeg vil – om noget tid – prøve at strikke dragten op i Blackhill Højlandsuld, for at kunne sammenligne direkte.
Fordi jeg kan
Jeg har syet knapperne i med en gul silk mohair, fordi jeg kunne. Jeg spiser ostemad, fordi jeg kan.
Livet er godt ♥ og det er weekend og jeg elsker den. Jeg håber, at du nyder din også.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
14 kommentarer
Mette
23. januar 2018 at 10:59Ide til din mormorkasse. Strik et par Pixie-huer, du finder nemt opskriften ved at google. Det er bare den bedste hue til babyer og småbørn, den sidder SÅ godt på hovedet. Med din fart tager det ikke mange øjeblikke, så du kan også sagtens vente til der er en at strikke til. Jeg har strikket dem til børnebørnene i mange farver, røde til december og ellers i en farve der ser godt ud til deres overtøj. Den lille på knap 1 har også glæde af den (eller hendes forældre nok nærmest), og dagplejemoren er meget tilfreds.
Liselotte
24. januar 2018 at 14:22Ja, det er skønne huer og jeg har allerede et par stykker liggende, Mette :-) Hvor er det dejligt, når man har nogen at strikke til. Jeg strikker jo på efterbevilling ;-)
Bente
21. januar 2018 at 21:33Jeg har ledt forgæves efter en fingerring i 4 år. Lige indtil jeg, på din opfordring via bloggen, var en tur i Athena smykker. Der forelskede jeg mig hovedkulds. Nu pynter to ringe på min finger. Så tak for den opfordring.
Liselotte
22. januar 2018 at 11:31Selv tak, Bente. De er langtidsholdbare, de smykker fra Niki :-)
Marianne
20. januar 2018 at 21:29Er til enkle smykker. Og merino uld til de små, synes det er blødt. Men sådan er smag forskellig. Endnu engang dejlig skriveri fra dig.
Liselotte
21. januar 2018 at 11:36Merino ER blødt, men jeg er altså til den formfaste lammeuld og heldigvis er der plads til at være forskellige :-)
Søs
20. januar 2018 at 20:14Den ring er virkelig virkelig smuk og sikke en sød ide med en mormor kasse. Den er jeg ret vild med. Lige som jeg er med den gule farve du har syet knapperne i med
Liselotte
21. januar 2018 at 11:34Mormor-Kassen opstod på en ferie med en veninde for år tilbage. Vi havde alle vores børn (4 piger) med på ferien og vi strikkede og strikkede og til sidste manglede vi idéer og lod pigerne vælge 4 forskellige modeller, vi så skulle strikke. Alle 4 endte i Mormor-Kassen, hvor de skulle gemmes, til vi blev mormor. Anne er blevet det, men jeg venter endnu og udbygger derfor samlingen hele tiden ;-)
FRØKEN LARSEN I/S
20. januar 2018 at 18:57TAK Liselotte, fordi du viste mig de lamper, der vil passe perfekt til mit nye hus. Jeg synes, det er møgsvært.
Og så den der ring, uhhh den er fin.
Kh. Lene. ❤️
Liselotte
21. januar 2018 at 11:27Det er MØG-svært at finde lamper. Jeg er enig. Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så disse. De passer som fod i hose ind i mit værelse :-)
Therese Elmkvist
20. januar 2018 at 18:24Den lampe elsker jeg. Vi har den på væggen og som standerlampe. Den gi’r rummet det rigtige lys, og er samtidig pæn. Jeg har en ting med stofledninger.
Rigtig god weekend :-)
Liselotte
21. januar 2018 at 11:21Det er da bare de fineste lamper, Therese. Jeg er vild med dem :-)
Mette
20. januar 2018 at 16:27Den er så fed den ring – ligesom dig bruger jeg kun få smykker og de må gerne larme :)
Liselotte
21. januar 2018 at 11:18Ja, hellere larme end falde i med tapetet, Mette :-)