25

Ingen Dikkedarer i 100% Cashmere

Årets første stykke strik er af pindene; Ingen Dikkedarer i 100% cashmere. Aldrig nogensinde havde jeg drømt om, at noget kunne være så blødt, som denne sweater er blevet og sikke en farve! Musegrå, som bare er helt igennem fantastisk og smuk og noget, jeg altid har elsket og er ret sikker på, at modtageren også vil elske.

Jeg har flere sweatre og cardigans i 100% cashmere, men kvaliteten på det cashmere vi køber i butikkerne er jo slet ikke den bedste. Selvom alle mine strik i cashmere er bløde og lækre, så tåler de absolut ingen sammenligning med denne sky af blød- og lækkerhed. Ingen sammenligning.

Ingen Dikkedarer i 100% Cashmere

Det går jo slet ikke med en datter, som ikke bærer strik

Jeg har en datter, som ikke ønsker strik. Jeg har også en datter, som over det sidste halve år – fra mors hænder – har modtaget to sjaler/tørklæder og et par lange, fingerløse vanter. Jeg ser hende bruge det hele.

Jeg tænker, at det handler om, at Oline ER utroligt sensitiv og derfor også er meget, meget forstyrret af de eventuelle sensoriske input, hun får fra alt, hun bærer på huden. Jeg prøver derfor at minimere dem til noget, hun ikke lægger mærke til og i denne sweater, tror jeg, at det er lykkes.

Jeg er altså vild med resultatet

[metaslider id=50102]

Jeg har valgt at strikke Ingen Dikkedarer til hende. Jeg synes, at modellen er klassisk og helt uden falbelader og det ved jeg, at hun godt kan lide. Opskriften købte jeg for lang tid siden og det har hele tiden været planen, at den skulle bruges til sweatre til Oline, men eftersom hun er så kradse-følsom og jeg har et bevægeapparat, som ikke kan strikke med rigide fibre, har det ikke været nogen let opgave at finde det rigtige garn, før jeg endte med at beslutte, at jeg nu ville prøve at kombinere cashmere med cashmere.

Garnvalget skulle vise sig at være let

Vi har fået en ny, tynd følgetråd i 100% cashmere – Cashmere 28/2 – og den lagt sammen med vores überbløde og lækre Pure Cashmere Once gør det! Aldrig nogensinde har jeg mærket noget så blødt. Fornemmelsen minder mig om det blødeste ruskind, jeg kan komme i tanke om. Helt uimodståelig blød er den, nu den er vasket.

Fakta:

OpskriftIngen Dikkedarer

Garn: Ingen Dikkedarer er blandt andet strikket i et nyt, lækkert garn fra Garnudsalg.dk. Det består af 100% cashmere og er en ganske tynd følgetråd, som gør den helt store forskel, når den giver følgeskab til stort set alle garner; Cashmere 28/2 samt en tråd Pure Cashmere Once.

Pind: 3½ og 4 mm

Forbrug: I alt efter vask 227gram.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Jeg har strikket en størrelse S men med ærmer, der svarer til en str. M, da Oline har lange arme.

Garnalternativer: Et billigere garnalternativ kunne være at skifte Pure Cashmere Once ud med f.eks. Blackhill Højlandsuld eller Blackhill CottonWool og du kan naturligvis også skifte Cashmere 28/2 ud med f.eks. Blackhill Kid Silk Mohair eller det kunne være en tråd Blackhill Superfine Alpaca, blot for at give dig idéer til alternative følgetråde :-)

Du kan se det fulde forbrug her.

Du vil sikkert også kunne lide