15

Vi er i fuld sving

2018 er i gang. Vi er i fuld sving med at tage hul på endnu et år og var det ikke for Oskar, som igen har spist et eller andet ådsel fundet et sted i haven, var jeg næsten gennem dagens vigtigste opgaver. Nu er jeg halvvejs, for dagen afbrydes jævnt af en lille hund, der stiller sig ved siden af mig og gør opmærksom på, at vi lige skal en tur ud i vejret, som for øvrigt er dejligt.

Andendagen er bedre end den første

Solen skinner i Aalborg. Vejret er helt anderledes, end det regnvejr 2018 indledtes med i går. Det silede ned fra en grå himmel stort set hele dagen og jeg indtog uden brok lænestolen foran tv’et til Nytårskoncert fra Wien, mens jeg nød at strikke på den Ingen Dikkedarer, jeg er i gang med til Oline. 100% ren kashmir kan jo ikke kradse, tænker jeg, når jeg arbejder på den. Den er ment som en overraskelse, for hun siger selv, at hun ikke går i strik, men det skal helst blive løgn …

Vi er i fuld sving

Melankolsk, taknemmelig og fuld af glæde og forventning

Jeg nød Nytårskoncerten i går. Der er en eneste gang på året, hvor jeg bliver lidt melankolsk og det er tiden lige omkring årsskiftet.

Det slår aldrig fejl. Jeg ser tilbage på tiden, der var engang, savner dem, jeg har mistet og jeg undres over, at tiden forsvinder mellem fingrene på mig og så lover jeg mig selv, at jeg skal oppe mig på nærvær og daglig taknemmelighed, for det er sundt at huske, at livet er godt og nemt, når det er det.

Jeg glæder mig altid til den nye begyndelse, års-skift markerer, og jeg tager mod dem med kyshånd. Jeg elsker en ny, jomfrueligt ren kalender. Jeg elsker at se den fyldes med gode aftaler, skønne ferier og små overraskelser. Jeg starter ny strikkejournal (jeg har allerede fyldt et par stykker) og indretter mig i både den og den nye kalender. Jeg elsker i det hele taget chancen for en frisk start.

Alene igen og det er nu heller ikke så ringe endda

I går tog vi afsked med de sidste jule-/nytårsgæster og huset var pludselig stille og lidt tomt, men vi fandt hurtigt rytmen igen og der er også noget dejligt ved at sidde stille med te og hinanden og snakke lidt om, hvor heldige vi er med både familie og venner. Der er meget at være taknemmelige for og vi husker ofte hinanden på det.

Livet er godt og 2018 har jeg store planer for ♥

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide