Der er dage, hvor jeg har svært ved at trække vejret

Der er dage, hvor jeg har svært ved at trække vejret. Dage, hvor jeg tynges af tanker om et liv for længe siden.

I går var det elleve år siden, jeg sad på bænken på Hobrovej og vidste, at om et øjeblik var det slut. Vi skulle slukke for Alexanders respirator.

Jeg trak tiden, for det gør en mor, der er rædselsslagen ved tanken om at skulle miste. Jeg glemte at trække vejret. Jeg kunne ikke spise. Jeg kunne ikke sove. Jeg kunne ingenting og sådan havde det været i alle de døgn, der var gået forud for dette øjeblik, hvor vi skulle sige farvel.

I træet overfor sad en solsort. I slutningen af november sad den på en gren og sang. Den bragte trøst.

Den nat, hvor jeg havde gjort min far i stand og var kørt hjem gennem natten, for at hente hans tømrer-overalls, vi havde aftalt, han skulle begraves i, sad der i den tidlige morgentåge en solsort og sang på en gren i vores have. Nu sad der igen en solsort og sang døden ind i mit nøgne og blotlagte sanseapparat. Da den stoppede, rejste jeg mig. Der var ingen vej udenom, men kun direkte ind i, så sådan blev det.

Alexanders sidste hjerteslag ligger for altid i min højre hånds bløde hulning.

Det er elleve år siden, vi mistede en bror, en søn, en nevø og et barnebarn. Elleve år og alligevel kun 1 sekund. Et blink med et øje og væk var han og med ham hele livet, som vi kendte det.

Vi har fundet vej gennem mørket. Sammen. Jeg er del af en fantastisk familie. Vi er ikke bange for sorg, mørke eller tårer og vi er gode til at rumme hinanden og vores forskellige måder at finde vejen ud i lyset igen.

Vi er her. Ude i lyset står vi, Kenneth og jeg, ved graven og husker. Så prøver jeg at sige noget, men min stemme knækker og med den sorg, der stadig er gemt derinde og nu høres i min grådkvalte hulken, knækker Kenneths stemme også. Man løber aldrig tør for tårer. Troede du det? Det gør man ikke.

Alexander kunne have været næsten 28 år gammel. Da vi havde den alder havde Kenneth og jeg været forældre til Alexander i to år. Vi var gennem de første, lange og seje træk med indlæggelser og den uro, der følger med ikke at vide. Vi havde besluttet os for, at Alexander – uanset hvordan det her måtte lande – skulle have et sjovt, ukompliceret og oplevelsesrigt liv sammen med forældre, der var glade og ikke ville pakke ind i vat.

Det løfte holdt vi. Vi var så utroligt heldige, at vi fik 16 år med Alexander. Langt de fleste af dem var sjove og fyldt med spas, rejser og masser af løgnehistorier, akkurat som Alexander holdt af, at livet var.

Aldrig et kedeligt øjeblik har vi haft med de to skønne og absolut livsglade og nysgerrige børn, der landede i vores liv. Alexander er altid med os i hjertet. Oline elsker vi så højt, at det gør ondt i kernen af det, der er mig, bare jeg skriver det og det er ikke fordi, hun er tilbage. Det er fordi, hun er Oline. Helt særlig.

Hun og hendes storebror er de fineste mennesker, jeg nogensinde kommer til at kende og jeg er dybt taknemmelig for at være deres mor ♥

Livet er både og – sikke et held.

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.