Hjemmearbejdsdag

Solen skinner udenfor. Den trænger ind gennem ruder, der trænger til lidt kærlighed, men det er ikke tid for det i dag. Tirsdag er hjemmearbejdsdag.

Jeg havde brug for ro, så jeg sidder i stilhed og arbejder, mens jeg iagttager solens tur rundt om huset. Den er forlængst forsvundet fra mit værelse. Nu er den på den anden side af huset, hvor den indhyller stue og køkken i et indbydende og varmt lys.

Hov, en pause må der til

Jeg har arbejdet uden pauser indtil for en halv time siden, da jeg pludselig huskede, at jeg havde en krop, der ville sætte pris på, at jeg rørte mig en smule. Det blev ikke til mere end en lille runde med kameraet. Vi var ude i haven.

Der er vidunderligt, men koldt og Oskar var straks med på lidt leg. Bagefter fandt han hurtigt yndlingspladsen igen. Jeg har fundet tilbage til pladsen bag skærmen, men ikke for at arbejde, men for lige at lege lidt med at skrive om en ganske almindelig tirsdag i november. November. Tænk engang, det er november. Jeg forstår det vist slet ikke, for det har da lige været sommer. Nu er det november og vi er godt på vej mod december. Julen.

Jeg er slet ikke klar, men jeg bestemmer ikke og følger bare trop. Sådan er det også med november og nætterne fulde af tårer, mareridt og savn.

Vi er ikke gode venner, november og jeg

Jeg er ikke gode venner med november. Jeg sover umanerlig dårligt lige nu. I nat lå jeg vågen fra ved et-tiden til jeg endelig faldt hen igen ved fem-tiden.

Det er mareridt og væmmelige drømme, der vækker mig hele tiden. Ikke længere udelukkende dem, hvor Alexander er med, men også andre, som ikke umiddelbart giver mening. Underbevidstheden skal man ikke underkende. Den bestemmer. Diktatorisk. Hvis ikke, havde jeg sovet otte timer i streg og havde ikke siddet her og længtes efter en hel nats søvn.

Jeg ved, hvad dette handler om. Jeg ved, hvorfor jeg vågner med våde kinder og ondt i hjertet. Jeg ved, at det bliver bedre. Jeg skal bare lige hen forbi den 29. Bare lige …

Jeg har lige genlæst teksten fra indlægget, jeg linker til ovenfor. Det er første gang, siden jeg skrev det. Der skulle gå mere end ti år, før jeg kunne. Sorg kommer man aldrig over. Man lærer at leve med den som en trofast og insisterende ledsager gennem livet. Livet, som er fantastisk og smukt og helt igennem dejligt.

Sorgen er en del af livet. Kontrasten til glæden, som heldigvis fylder det meste hos mig og dem, jeg elsker. Det er jeg dybt taknemmelig for, for det er ikke givet, men det passer så smukt på vores liv med Alexander. Vi insisterede altid på, at glæden skulle fylde mest, for der er grund til at fejre livet hver eneste dag. Vi var gode til glæden. Det er vi heldigvis stadig – der er bare lige nogle dage i november, hvor sorgen også tager sin plads ved siden af og det er faktisk i orden med mig.

Oskar har fundet en solplet. Han husker (måske, for hvad ved jeg?) ikke længere Alexander og er i stedet ikke sen til at udnytte, at solen er fremme. Han ligger og lurpasser den i Kenneths stol. Han ved, at i dag er chancen for uforstyrret at smøre sædet ind i hundehår og den slags chancer skal man ikke forpasse. Nydelsen er tydelig og indlysende. Han ligger blødt, varmt og på forbudt sted. Der er ikke mere at ønske for en aldrende hund. Alexanders aldrende hund for at være helt præcis.

Jeg passer godt på ham, Alexander. Det lover jeg.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.