Stramme og krævende

Hverdagene er stramme og krævende for øjeblikket. De tærer og snærer og insisterer og intrigerer, så jeg slet ikke finder tiden til at pleje ordene, jeg holder så meget af.

I stedet arbejder jeg. Når jeg ikke arbejder, spiser jeg og så sover jeg for resten af døgnregnskabets resterende timer, hvilket ind imellem er for få. Det slider lidt og jeg er træt. Jeg når ikke i mål med hverdagens små gøremål. De må udskydes. Gang på gang må jeg sande, at det heller ikke blev i denne omgang, jeg nåede at støvsuge, vaske tøj o.s.v. I stedet får jeg andre ting fra hånden, for det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke kommer i mål med noget som helst – bare ikke med de ting, der skulle generere overskud.

En tur ud i det blå

I går kunne jeg have valgt at bruge søndagen på rengøring og tøjvask, men Kenneth og jeg enedes hurtigt om, at vi trængte til at komme ud og opleve andet end hjemmets fire vægge.

Vi havde min bil at køre i. Jeg overlod rattet til Kenneth, mens jeg selv fandt ind på passagersædet. Det i sig selv var ikke nemt, men den største udfordring var ikke at kommentere på kørslen. Vi kører meget forskelligt. Meget.

Vi har hver sin kørestil og nu var det jo min bil, vi kørte i, så jeg bed mig i læben mere end en gang. Kenneth vidste det godt og grinte i skægget, når han vidste, at jeg næsten ikke kunne holde min mund. Sådan kan man også bruge søndagen til at drille og udfordre hinanden.

Løkken udenfor turistsæsonen – jeg holder meget af byen

Vi endte – i første omgang – i Løkken. Byen er gået i vinterhi på et par uger. Fra at være en levende, velbesøgt badeby er den nu gået ind i den fase, der kalder på optimisme og troen på, at det hele nok skal gå, når man går gennem den.

Jeg holder personligt meget af byen udenfor turist-sæsonen. Så er den ganske særlig og med en helt unik og næsten urovækkende stille stemning, synes jeg.

Byen er stille. Turisterne er taget hjem. Nu begynder sæsonen, hvor byens foreningsliv tager revanche og underholder med alverdens vinter-aktiviteter. Nogen vil sikkert mene, at byen dør, men tværtimod har jeg fra pålidelig kilde forsikring om, at der leves rige og sjove liv i Løkken hele året rundt. Også når turisterne tager hjem. Naturligvis gør der det. Det ser bare ikke sådan ud, hvis man kun bevæger sig på overfladen.

Vi spiste en sen frokost i byen

Vi valgte at spise på Restaurant Søborg. Vi sad dejligt og nød kigget ud på gaden og byens torv, men jeg fortrød, at vi ikke spiste på Løkken Badehotel overfor. Maden var en skuffelse og betjeningen så ringe og sporadisk, at vi selv måtte gøre opmærksom på, at vi gerne ville have ryddet af bordet og siden have en kop kaffe. Måske den unge mand, der havde gadetjansen, havde været ude hele weekenden. Han virkede i hvert fald ikke rigtigt vågen ;-)

Kenneth spildte ikke tiden

Vi sad med udsigt til Løkken Badehotel. Jeg strikkede og vi nød bare at sidde og gøre ingenting. Vi sad ude. Søndag var mild, lun og god ved os, så vi nød at det var en mulighed. Vi trak tiden, for der var dejligt i det hjørne, vi havde placeret os og ingen af os havde meget lyst til at rejse os, men sidenhen skulle jeg opdage, at Kenneth ikke havde spildt tiden.

Vi gik ned og hentede bilen. Jeg ville ned og soppe i mit elskede Vesterhav, så sådan blev det.

Der var stadig lidt badehuse tilbage på stranden, men de fleste er taget op og må nu bare vente på, at det igen bliver badesæson, så de kan byde op til lune dage ved strand og hav. Måske næste sommer bliver helt igennem fantastisk hvad angår vejret. Måske …

Vandet var iskoldt. Jo, sådan føles det. Jeg har (havde) stadig ikke overgivet mig og bare tæer er standard, men måske kolde tæer i et koldt hav bare ikke er en god kombination, for koldt syntes jeg knageme det var!

I dag har jeg overgivet mig og har iført mig strømper og støvler. Det er tidligt for mig, men jeg fryser, så for tidligt kan det vel næppe kaldes.

De der sommerhuse fylder meget på vores søndagsture for øjeblikket

Kenneth spildte som sagt ikke tiden, da vi sad i Løkken og nød frokost og siden kaffe. Turen hjem gik gennem smukke landskaber og ind imellem ind i tæt skov, hvor Kenneth gik på jagt efter sommerhuse – helst med mig på sidelinjen, men ind imellem nægtede jeg.

Var der naboer tæt ved, var det ikke noget, jeg tog i øjesyn, for skal jeg – ENGANG – være sommerhusejer sammen med Kenneth, skal det være uden synlige naboer. Jeg drømmer om stilhed og det inkluderer også ingen naboer.

Til sidst begyndte det at ligne Aalborg. Vi var endt det rigtige sted …

Mens solen gik ned, kørte vi over Limfjordsbroen i retning af Gug. Det blev en skøn, lang søndag med plads til at slappe af og lave ingenting og Kenneth fik ny næring til sine sommerhusdrømme, mens jeg blev meget klogere på, hvordan og hvornår jeg måske er i stand til at dele dem.

Flere søndage af den slags, tak :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.