Jeg ville se Døden fra Lübeck

Jeg havde et mål, da vi besøgte Hansestaden Lübeck i sidste uge. Jeg ville se Døden fra Lübeck.  Der måtte være en historie at lære at kende bag udtrykket “du ligner jo døden fra Lübeck”, så jeg søgte med Google og blev meget klogere. Vi skulle besøge Marienkirche midt i den gamle del af byen, så vi startede dagen med en kop kaffe på en fin café på Markt, hvorfra vi havde udsigt til kirken.

Efter kaffen tog vi genvejen ind under søjlegangen under det gamle rådhus og ud på Breite Strasse. Vi beundrede de smukke detaljer og ikke mindst den pompøst dekorerede karnap, der vakte opsigt og derfor også var et yndet motiv for alle os amatør-fotografer.

Huset minder mig om vores eget smukke Jens Bangs Stenhus på Østerågade her i Aalborg. Stilen er den samme og det er ikke svært at synes, at det er bygget for at imponere.

Vi gik gennem en lille, smal passage, der pegede i retning af Marienkirche og ganske rigtigt; kirken tårnede sig op foran os, så snart vi var nået gennem søjlegangen. Kirkebyggeriet er imponerende. Kæmpestor står kirken og knejser og i kraft af kirkens placering, blandt små, lave huse i den gamle bydel, er det ikke svært at forestille sig, at den har givet mennesker følelsen af at være små og ubetydelige i forhold til Gud og kirken.

Vi blev mødt af Fanden selv.

Udenfor kirken sidder Fanden selv. Historien går, at Fanden passerede byggepladsen, da kirken var under opførelse. Han spurgte ind til, hvad man byggede og byggearbejderne svarede, for at undgå hans vrede, at det var en beværtning, de var i gang med. Det passede Fanden godt, at de opførte et sted til synd, så da han endelig opdagede, at det var en kirke, blev han så vred, at han tog en sten for at kaste den og ødelægge kirken, men arbejderne lovede ham, at de efterfølgende ville bygge en kro og slap altså for, at Fanden jævnede Marienkirche med jord.

Marienkirche er et imponerende bygningsværk.

Marienkirche imponerer med sine 38½ meter til loftet. Søjler og buer gør svimmel, når man kigger opad og det er vel i grunden præcis den effekt, man har ønsket, da kirken blev opført i årene 1250-1350. Siden blev den udsmykket med en imponerende smuk samling kalkmalerier, ligesom detaljer omkring konstruktion og dekoration er så fantastiske, at det er svært ikke at fortabe sig i dem.

Jeg var meget betaget af deres evner. Det er svært ikke at lade sig imponere, hvis man forestiller sig, hvilke forhold arbejderne har haft at arbejde under. Stilladserne har med sikkerhed ikke været specielt stabile og gad vide om mennesket er blevet passet på undervejs i sådan et byggeprojekt.

Mest imponerende var orglet. Det sad oppe under loftet og organisten øvede Bach, da vi var forbi. Det giver genklang i kroppen og jeg røres, når jeg får oplevelser af den slags. Jeg er ikke religiøs og jeg er heller ikke en, der dyrker klassisk musik, men jeg røres og kunne måske bruge tid på i hvert fald musikken, når jeg engang synes, at overskuddet er der, for det gør noget ved mig.

Det er et imponerende instrument, de har bygget ind i toppen af skibet. Kan du læse tysk, kan du få alle de imponerende detaljer lige her.

Så fandt jeg Døden fra Lübeck.

Jeg var nu mere interesseret i at finde Døden fra Lübeck og jeg fandt den i et kapel i kirken. Dødedansen eller Døden fra Lübeck var et 30 meter langt maleri af Døden i kædedans og malet i 1463 formodentlig af Bernt Notke. Det blev ødelagt ved et allieret luftangreb palmesøndag 1942, men der er en fin udstilling af det oprindelige maleri/frisen, som gjorde pædagogisk opmærksom på, at Døden undgår ingen af os. Han byder alle op til dans; høj som lav.

Det var fantastisk at se. Jeg holder af at fordybe mig i den slags, så jeg brugte en rum tid på at se på detaljer på figurerne, men min tid er en hindring og jeg er ikke uddannet og kan derfor ikke genkende de kendetegn, der tydeligvis er strategisk placeret og fremhævet på de enkelte figurer. Jeg er sikker på, at en kirkegænger fra den tid uden problemer ville genkende alle professioner og klasser, men jeg har ikke en chance, for jeg kender f.eks. ikke købmandens særlige kendetegn eller farverens særlige arbejdsredskaber. Jeg kan genkende Kongen og Døden. De fleste andre må blive gætterier fra min side.

Døden klædt i hvidt.

Jeg bemærkede med det samme det sjove i, at vi bruger udtrykket “du ligner jo Døden fra Lübeck” om en person, der oftest er bleg og syg at se på, men Døden er jo nærmest mørk på gengivelsen af frisen/maleriet og iklædt hvidt, hvor vi normalt ser Døden skildret, som et skelet iklædt en sort kappe med hætte.

Efter kirken gik vi en tur gennem byen, spiste frokost og tog så benene på nakken. Jeg havde lagt en plan for eftermiddagen, så der var ikke tid til nøl, men Lübeck fortjener meget mere tid, så vi må gentage turen en anden gang.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.