Jeg er aldrig hoppet med på Stephen West-bølgen. Ikke sådan for alvor. Jeg har snuset, men …
Det er vist bare lidt for vildt; lidt for skørt og lidt for in-kompatibelt med min smag, men hans sans for drama, farver og i det hele taget hans tag på strik ELSKER jeg! Han er hamrende dygtig, anarkistisk og helt sin egen og den slags er jeg klart tilhænger af, ligesom jeg beundrer hans tekniske kunnen, når han designer. Hans designs er finurlige, anderledes og altid sjove at strikke.
Så faldt jeg i gryden.
Jeg har lige strikket to af hans sjaler. Et tredje er næsten færdigt. Man skal aldrig sige aldrig og nu er jeg altså faldet i gryden, men i den afdæmpede version, for det passer nu engang bedst til mig, at jeg får lov til at være mestendels ensfarvet. Farveforskrækket synes jeg egentlig ikke, at jeg er, men når det kommer til min personlige garderobe, så er jeg meget sikker på egen stil og smag og skal der være spas, er det gjort med en enkelt farveklat.
Jeg har strikket farveklatter. Først Dotted Rays, som var utrolig sjovt og monster-kedeligt at strikke. Først sjovt. Så kedeligt.
Jeg holdt ud, fordi jeg var vild med farven og allerede kunne se, at her var en farveklat, der ville live gevaldigt op på alt det sorte.
Så er jeg med på bølgen …
Dotted Rays er grønt. Meget grønt. Helt vildt grønt. Det er fedt og jeg er vild med det. Det bliver brugt. Jeg overrasker mig selv, for det bliver det og nu er jeg med på bølgen. Eller noget.
Fakta:
Opskrift: Dotted Rays af Stephen West.
Garn: Sjalet er strikket i Merino Singles fra Handdyed.dk i farve #11.
Pind: 3½
Garnforbrug: I alt 265 gram.
Ny teknik: Ingen.
Bemærkninger: Et herligt strikketøj, som alligevel til sidst kom til at kede mig en smule, men resultatet er det hele værd. Jeg synes virkelig, at det er et både smukt og sjovt sjal/tørklæde, som sagtens kunne finde vej til mine pinde endnu en gang på et senere tidspunkt. Opskriften er også med dansk oversættelse.
Du kan se mere her.
Så skulle jeg vælge bilstrik.
Da jeg pakkede til vores tur til Tyskland i sidste uge, skulle jeg finde et egnet projekt til turens bilstrik og der faldt valget på endnu et sjal af Stephen West, nemlig Holey Chevrons.
Jeg blev ved min læst …
Igen er Stephen noget vildere, end jeg er, så jeg blev ved min læst og strikkede ensfarvet. Jeg valgte en smuk, pink farve, som tidligere har været en af mine yndlingsfarver. Det er mange år siden, jeg sidst har ejet noget i den farve, så det var vel på tide at genopfriske bekendtskabet.
Jeg glæder mig til at lade det lyse op på min noget kedelige, sorte garderobe.
Fakta:
Opskrift: Holey Chevrons af Stephen West.
Garn: Sjalet er strikket i Merino Singles fra Handdyed.dk i farve #26.
Pind: 4
Garnforbrug: I alt 145 gram.
Ny teknik: Ingen.
Bemærkninger: Jeg elsker det. Jeg elsker farven. Jeg er stadig pink. Sådan!
Du kan se mere her.
16 kommentarer
Dotted Rays #2 af Slagt en hellig ko
30. januar 2019 at 16:25[…] strikker Stephen West’s Dotted Rays for anden gang. Jeg nød det stort første gang, men fordi jeg valgte en vældig frisk grøn farve, er det ikke […]
Ingrid
3. august 2017 at 10:01Prøv exploration station sjalet.
Der er flere forskellige teknikker i.
Og sjovt at strikke.
Kh Ingrid
Britta
1. august 2017 at 22:49Hej Liselotte. Ja, jeg er også begejstret Men men…. Du skriver at der er en dansk oversættelse på dit grønne sjal. Hvordan finder jeg denne? Er der mon noget, jeg har overset? I øvrigt er jeg vild med den smukke grønne farve… Wauuw!
På forhånd tak også for at dele ud af dine ting
Liselotte
1. august 2017 at 23:34Hvis du kigger under opskriften ude på ravelry, kan du i højre margen se, hvilke sprog opskriften kommer i :-)
frnielsen
1. august 2017 at 11:36Hvis jeg strikkede sjaler, ville jeg vælge et af hans sjaler i de “rigtige” farver, de er nemlig lige mig ;) dine sjaler er nu også flotte og pink er min yndlingsfarve.
Liselotte
1. august 2017 at 11:55Det er nemlig lige dig med alle de skønne farver, Helle – og pink og dig… jeg si’r ikke mere :-)
jette
1. august 2017 at 11:02Jeg kunne ikke poste hele min kommentar i et svar. Det sidste vigtige blev væk forneden. Så her er resten af mine udgydelser.
Men når det er sagt, så synes jeg da bestemt også, at han er nærmest genial og god til at få nye idéer. Jeg har strikket Vertices Unite (færdig, for jeg er begyndt på et par ting, som jeg ikke har gjort færdig, bl.a. Dotted Rays) og det er jeg meget glad for. Det var både interessant og kedeligt at strikke, men jeg lærte noget nyt og det færdige resultat er bare flot. Hvis jeg gad, ville jeg gerne strikke et til i lidt mere Stephen West’ske farver. :-)
Begge dine udgaver er rigtigt flotte, særligt det grønne!
jette
1. august 2017 at 11:00Jeg har “altid” været begejstret for Stephen West. Men på det sidste er han blevet en tand for dramatisk og poppet for min smag. Jeg synes, at det er svært at “se” designet bag alle de vilde farvevalg. At han også selv skal klædes ud gør ikke sagen bedre. :-D
Men heldigvis kan man jo få inspiration ved at kigge på de versioner af hans ting, som andre har strikket. F.eks. sjalet Swish Swoosh, som jeg synes er direkte grimt i hans egen version, men som til gengæld er SÅ fin i denne version: http://www.ravelry.com/project.....ish-swoosh.
Liselotte
1. august 2017 at 11:54Jeg er i hvert fald i gang med at udforske hans sjals-design og jeg hygger mig lige nu :-)
Maj-Britt
1. august 2017 at 08:39Ja, han er ufattelig dygtig, ham spradebassen West – og det gode ved hans designs er jo, at de fungerer godt uanset om det er ensfarvet eller blandede farver :-) Super smukke udgaver, du har fået lavet :-) (er det meningen, at dine links til ravelry, hvor man kan se mere, begge går til dit grå pepple beach sjal???)
Lene Balch Olsen
1. august 2017 at 09:13Ja og Stephen West linket går hen til en anden designer ;) Men man kan jo bare søge på hans navn. Jeg er vild med det lyngfarvede det er en smuk farve.
Liselotte
1. august 2017 at 09:19Han er meget talentfuld og nytænkende. Hans anarkistiske tilgang til udvikling af strik-design kan jeg genkende, så jeg er selvfølgelig fuld af beundring over det, han skaber. Tak for at gøre mig opmærksom på links – de er rettet nu :-)
Annie hartvig
31. juli 2017 at 22:39Hvor er det nogle flotte sjaler du har fået strikket. Og jeg elsker dit farvevalg
Liselotte
1. august 2017 at 09:18Tak, Annie :-)
Tina Nymann
31. juli 2017 at 20:12Hold da fast, en vild type, ham Stephen! Men nogle smukke ting han laver, må jeg sige:-)
Liselotte
1. august 2017 at 09:16Det er nogle fantastiske og nyskabende ting, han laver. Han er skøn. Jeg er vild med hans tilgang til strik :-)