Vi hørte ikke mere til dem i et par timer

Det hele startede i går. Kenneth og Annemette forsvandt ned bag huset og vi hørte ikke mere til dem i et par timer. Så blev det tid til at opklare, hvad der optog dem så meget, at de helt glemte både vådt og tørt.

Det var naturligvis drivhuset, de var gået i gang med at samle. Kenneth arbejdede på at nivellere soklen og Annemette var gået i gang med at samle gavlene til huset.

Vejret var heldigvis med dem, for solen skinnede det meste af eftermiddagen og de gav den gas, men ting tager tid og da eftermiddagen langsomt fyldtes af gæster, slap tid dedikeret drivhus op og de måtte lægge tingene fra sig. I stedet hyggede vi allesammen resten af dagen og det var dejligt.

Måske vi skulle gå i seng tidligere, men …

Det blev sen nat inden Annemette, Kenneth og jeg fandt vores senge, men ingen af os sov længe. Jeg vågnede, som jeg plejer, ved sekstiden og stod op.

Jeg forsøgte ikke at vække Annemette, men der gik alligevel ikke mange halve timer, før hun var i gang med at brygge dagens første kop kaffe og siden gik hun igen ned bagerst i haven og jeg så ikke noget til hende en times tid. Så vækkede jeg Kenneth, for lidt hjælp skulle hun have og jeg kan desværre ikke rigtigt holde for i øjeblikket, hvor min ryg og lænd driller gevaldigt, så jeg klarede oprydningen efter nattens udskejelser, glattede alle overflader og bryggede en kop kaffe, mens Kenneth fik øjne.

Og der var det jo pludseligt; det nye drivhus.

Ikke lang tid efter han var gået ud i haven, kom jeg ud til dette syn. Jeg kunne pludselig ane konturerne af de kommende somre. Drivhusliv. Tomater i massevis …

En lidt mindre model til gengæld for den helt rigtige farve.

Med det samme kunne jeg se, at jeg er virkelig glad for, at jeg endte med at vælge en lidt mindre model uden cresting (tagudsmykning) til gengæld for at få det i farven Antracit. Det bliver nemlig lige akkurat det smukke kig, jeg hele tiden drømte om, jeg nu får med denne farve, som falder smukt ind i resten af omgivelserne.

Jeg gik ned til det arbejdende folk. De var rigtig godt i gang. De er bare mega-seje.

Et samarbejde, der bare altid har fungeret.

De er hamrende gode til at arbejde sammen. Det har de altid været. De får noget fra hånden. Annemettes strukturelle tilgang til den slags, hjælper den spontane Kenneth, som til gengæld aldrig nogensinde er bakket væk fra en udfordring hvad enten det har handlet om evner eller styrke. Han tager bare fat og han lykkes med det meste.

I går lå haven badet i solskin.

Da jeg gik op mod huset igen, skinnede solen ikke det mindste. Her er gråt i dag. Det regner. Ind imellem er der voldsomme byger, som tvinger drivhus-samlerne indenfor. Da det skete sidste gang, kidnappede jeg Annemette og så kørte vi til Gug Planteskole. Bagefter handlede vi ind til en sen frokost, vi skal nyde sammen med mor og Oline.

Sidst på eftermiddagen kører Annemette og mor til København. Vi smider os sikkert i sofaen. Søndag er jo hviledag …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.