6

Morgenen var helt særlig og dejlig sommerlig

Oskar og jeg startede dagen med en tur ud i haven. Der er skønt derude og det er ganske vist tæt på at være overskyet i en grad, der ikke levner meget sol, men morgenen var altså helt særlig og dejlig sommerlig. Måske vi kunne bruge, at der var lidt varmere. Det skal jeg ikke nægte, men der er dejligt derude uanset og jeg havde morgenkaffen med, så vi kunne begge nyde starten på dagen på hver vores foretrukne måde. Oskar med snuden i jorden og jeg med kaffekoppen i hånden.

En skidt start

Først vendte vi haven. Ned ad stien og til højre, for lige at beundre det hjørne, som om lidt forvandles med drivhus om alt går vel, for det er ikke mere end ti minutter siden chaufføren, der skulle levere selv samme drivhus, er kørt og vi stod tilbage med kun en brøkdel af det. Vi har ringet til firmaet. Han er helt ny i jobbet og har muligvis kun taget tre af mange kasser med fra Sønderjylland til Tjørnevang. Det er synd. Både for os og ikke mindst for ham. Sådan noget er en skidt start på et nyt job, tænker jeg.

morgenen var altså helt særlig og dejlig sommerlig

Drivhuset skal stå på hjørnet nede for enden af stien, så der bliver udsigt til det oppe fra terrassen og ikke mindst bliver der udgang til det direkte fra soveværelset, som ligger i den ende af huset. Det bliver fantastisk at starte morgenen med en tur ud i drivhuset og hente tomater til omeletten. Jo, jeg glæder mig.

Indenfor på Feddet, er der også sommer

Der er en helt særlig varme derinde nu, hvor vi har lagt nyt gulv. Det trækker ikke længere konstant fra det åbne brædde-gulv og vi nyder, at der altid er lunt og godt. Også om morgenen. Jeg må indenom og se til krydderurterne og i det hele taget lige starte dagen med at glædes over det skønne uderum.

Vi trak tiden med kaffe og snak

Vi nød livet derude i går, Annemette og jeg. Kenneth var indenfor. Han fulgte med i Tour de France. Vi snakkede, drak kaffe og trak tiden, inden Annemette skulle retur til Sjælland. I dag skal jeg prøve at få indrettet mig med de sidste detaljer derude. Jeg mangler stadig at få båret de sidste kelim-puder derud, men uanset elsker jeg altså den stemning, der er derude, men først trænger det hele indenfor til en kærlig hånd.

Jeg må vel i gang …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide