22

Morgensol, strik og sommerferie

I dag har jeg sommerferie. I går var vi på arbejde. Vi skulle ned for at få styr på forskellige ting. Jeg skulle afslutte en del ting, jeg aldrig nåede til fredag, fordi vi havde dejligt travlt i butikken. Dem fik jeg lukket i går.

Bagefter var der et nyhedsbrev, der skulle forberedes, for vi er hjemme og ikke ude, så det er oplagt at udsende en hilsen på et senere tidspunkt til både de kunder, som er på ferie og de, som ikke er. Lidt godt til sommeren, tænker vi :-)

I dag har jeg sommerferie og den inkluderer morgensol og strik

Jeg vågner tidligt i sommermånederne og i dag er ingen undtagelse, så allerede ved halv seks-tiden står jeg op. Morgensolen vælter ind af soveværelsesdøren og jeg trækker rullegardinet ned, så Kenneth kan sove videre. Oskar og jeg går ud for at møde verden. Bagefter brygger jeg en kop kaffe og går op, hvor jeg allerede elsker at være.

Solen vælter ind af vinduerne, for værelset vender samme vej, som soveværelset i den anden ende af huset. Her kan jeg lytte musik, radio, se film eller podcast, som det passer mig, for lyden når aldrig ned i den anden ende af huset.

Jeg sætter mig i hjørnet med strikketøjet, men først åbner jeg vinduet, så lyden af fugle og duften af lavendlerne på gårdspladsen, kan finde indenfor.

Jeg er ikke helt på plads, men jeg er flyttet ind. Bum!

Morgensol, strik og sommerferie

Under bordet kommer en radiatorskjuler. På bordet står min gamle laptop.

Den ligner ingenting, men den har kræfter, så det tager pusten fra de fleste. Den er gammel og tastaturet er slidt så meget, at enkelte taster ikke længere bærer deres signatur.

Det er til gengæld en computer, der kan håndtere alt det grafik og det billedredigering, jeg kan komme i tanke om. Den kan også afvikle selv virkeligt krævende spil uden at brokke sig det mindste og måske husker du, at jeg er en af dem, der holder af at spille.

For år tilbage var jeg med i hele det kollektiv, der var omkring AOE (Age of Empires) og jeg spillede turneringer med min tyske partner, André. Vi vandt. Vi var virkeligt seje. Så flyttede de spillet ind i det tyvende århundrede og derfra spillede jeg ikke længere.

Spillet blev uinteressant for mig, men jeg kan stadig længes efter at prøve kræfter med det igen, men for nu arbejder computeren primært med billedbehandling og andet grafisk arbejde og den står faktisk for en udskiftning.

Mit eget lille strikkehjørne

Jeg har etableret et lille strikkehjørne. Her fik morgenen ben at gå på. Jeg strikker på et nyt design. Min strikkeprøve hænger faktisk på kurven ved siden af stolen, for det er rart at have den ved hånden, når jeg strikker.

Da solen ramte, flyttede jeg mig over til bordet. Her sidder jeg nu og strikker, lytter til podcast og blogger. Med andre ord hygger jeg mig, Stort.

Aftalen for i dag

I dag har Kenneth og jeg aftalt, at vi skal gøre Feddet færdigt. Det betyder, at der skal hygges derinde. Jeg skal ud at købe lidt planter, finde nogle pæne potter, hente lanternerne og i gang.

Jeg glæder mig, for jeg elsker de sidste ting, når vi indretter os. Jeg glæder mig også til, at vi indtager det for alvor, for der er simpelthen skønt derovre.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide