10

Kan man nogensinde få for mange sjaler?

Jo, jeg hoster stadig og er fortsat ude at pudse næse ind imellem, men det er heldigvis så meget bedre, at jeg er sikker på, at det er helt væk indenfor nogle få dage, men sikke sejlivet det da har været denne gang. Jeg har været heldig og har ikke været ramt af sygdom i meget lang tid, så at der pludselig kom en stædig og insisterende virus forbi, kan jeg vist ikke tillade mig at klage over.

Jeg arbejder hjemmefra i dag. Det betyder, at jeg kan tillade mig at vaske lidt tøj ind imellem. Jeg har også nået at smide et par færdige sjaler i vaskemaskinen, så nu ligger de til tørre ude på Feddets gulv, som er ryddet lige nu, fordi vi skal i gang med at efterisolere, så vi får strukket sæsonen betydeligt derude.

Modellen er den samme; Find Your Fade af Andrea Mowry, men resultaterne er temmelig forskellige. Det er farver, der gør hele dette sjal, så det er sjovt at se to så forskellige resultater ligge side om side. Det blålige er strikket i alverdens rester fra hylden med strømpegarn. Det pink/grønne er strikket i lammeulden, Charlotte har farvet.

Begge sjaler er kæmpestore. KÆMPESTORE. Jeg elsker, at jeg kan gemme mig helt væk i dem og jeg kan i det hele taget ikke få sjaler/tørklæder for store, så jeg er meget tilfreds med begge resultater.

Kan man nogensinde få for mange sjaler?

Jeg strikker stadig sjaler. Jeg har faktisk to andre på pindene nu.

Det ene er et rundt sjal, jeg nyder det meditative i. Det skal være helt enkelt. Jeg er i virkeligheden til det helt enkle. Det rolige. Det traditionelle og jeg glæder mig til at arbejde med det, hver gang jeg tager det frem. Endeløse omgange med ret. Det er verdens bedste tv-strik.

Det andet sjal er fra det nye Laine Magazine og hedder Birds of a Feather. Dette sjal er også af Andrea Mowry. Det er spas og konstrueret fuldstændigt som de to Find Your Fade, jeg lige har strikket. Jeg er ikke træt af det endnu. Jeg holder af den sjal-konstruktion.

Kan man nogensinde få for mange sjaler? Jeg tror det ikke :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide