Jeg er stadig ikke helt rask. Sejlivet er vist den rigtige betegnelse for den virus, der har sneget sig ind på mig. Jeg hoster fortsat og jeg er stadig forkølet. Mavemusklerne trækker sig sammen i kramper og det føles som ribbenene er forstuvet hver gang jeg får endnu et hosteanfald og jeg er træt som et alderdomshjem, men jeg er i bedring. Det går bare alt for langsomt til mit temperament.
Til gengæld for at pudse næse, hoste lungerne løse og i det hele taget hænge lidt i bremsen, har jeg været sammen med skønne mennesker de sidste mange dage. Det startede allerede onsdag med aftensmad oppe hos mor.
Dagen startede med, at jeg blev hentet af Annemette, Heidi og mor. Vi kørte ind til Oline. Vi skulle se hendes nye lejlighed, nu hun er kommet i orden og hvor er den dog skøn! Hun er simpelthen utroligt heldig med beliggenhed og i det hele taget lejligheden og så har hun selv fået indrettet den noget så hyggeligt. Jeg blev virkelig glad for at se, at hun har et virkelig dejligt sted at kalde hjem.
Efter besøget hos Oline, kørte vi ud til mor. Oline skulle til træning. Vi skulle forberede aftensmad. Kenneth ville komme senere og spise med, men vi har gang i mange renoveringsprojekter herhjemme, så han havde lidt malerarbejde, han gerne ville være færdig med.
Vi mødtes alle omkring et skønt bord med salat og skøn, velsmagende lasagne og vi sluttede af med kaffe/te, inden vi godt inde i aftenen måtte bryde op og køre hjemad. Annemette og Heidi skulle til Vorupør, så de havde alligevel et par timers kørsel foran sig, inden de kunne krybe til køjs, men vi både var glade og taknemmelige for og ikke mindst nød, at de orkede turen ind til os, for egentlig var de på ferie med gode venner ude ved vestkysten, men vi fik altså fornøjelsen af nogle timer sammen med dem og Irma alligevel.
Onsdag indledte en perlerække af dage, der nærmest har haft karakter af en lille mini-ferie kun afbrudt af en dejlig fredag i Garnudsalg. Vejret er en medvirkende årsag. Vi har levet ude. Vi har grillet, drukket rosé og bare nydt duften af syrener, maj og solcreme. Mange flere dage af den slags, tak.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
6 kommentarer
Karin
29. maj 2017 at 14:39Nøj hvor er den sød den hund …… Det er da utroligt som du har søde dyr omkring dig også ….
Liselotte
29. maj 2017 at 15:18Ja, hun er skøn :-) Det er min søster og svigerindes sjove, lille Irma og hun er rigtig sød :-)
Lene
28. maj 2017 at 10:54Rigtig god bedring. Hvor lyder det som skønne dage. God søndag til jer. Knus
Liselotte
28. maj 2017 at 17:55Vi har haft en virkelig dejlig weekend – og nu er vi blevet forladt af alle gæster og sidder og taler om, at vi er heldige med de mennesker, vi har i vores liv :-)
Catarina
28. maj 2017 at 10:26Træls med sådan en virus som åbenbart synes at bo mere end behageligt i dig. God bedring.
Men ja, skønt selskab er da noget af det bedste og når man så ikke er sengeliggende, men bare ubærlig brugt – dejligt at have familien samlet.
Liselotte
28. maj 2017 at 16:12Tak og så er det heldigvis familie, jeg har været sammen med. Der er plads til at være brugt :-)