Jeg har været syg i mere end en uge. Det eneste jeg har haft lyst til, har været min dyne og et mørklagt soveværelse. Jeg har sovet, men mest af alt har jeg hostet. Det føles, som alle mine ribben er forstuvet. Efter en uges hoste, er der snart ikke flere kræfter tilbage, men det går heldigvis fremad.
I går aftes, efter vi havde spist, trængte jeg så frygteligt til at se noget andet end soveværelsets fire vægge og vi endte med en aftentur allesammen. Oskar var svært glad, for det er sjældent, at vi alle tre stævner ud sammen, men han skulle blive skuffet, for jeg har bare ingen kræfter og det med at trække vejret, er jeg heller ikke rigtigt god til endnu, så turen ned i Ådalen – som han med sikkerhed havde glædet sig til – blev byttet for en kort tur på småvejene lige omkring Tjørnevang.
Lidt er bedre end ingenting …
Vi bor i verdens hyggeligste kvarter, hvis du spørger mig. Det er et af de ældste områder af Gug og de fleste af husene, der ligger omkring os, ligger på jord, der tidligere har tilhørt Tjørnevang. Gården er udstykket for mange år siden og på jorden er opstået et klassisk villakvarter med små huse på parceller, der på ingen måde er prangende, men heller ikke så frimærke-små, som mange af grundene i København, hvor vi også har boet i mange år. Her er luft og de fineste små huse, som lige nu befinder sig i en tid, hvor generationerne skifter.
Fra at være det, vi kalder et sølvbryllupskvarter, skifter det nu til primært at være småbørnsfamilier, der bebor de hyggelige huse. Her renoveres, pudses, skiftes vinduer og døre. Her bygges til, skiftes ud, leges, mures og komposteres. Her lægges fliser, anlægges haver, males facader og parkeres biler. Her er liv og glade dage og jeg har opdaget, at jeg synes, at vi trængte til lidt unger, der legede på vejen i den tidlige sommeraften. Lyden af glade børn, der leger og hygger sig, er den skønneste i verden.
Vi har dog stadig enkelte huse, hvor de holder stand lidt endnu, de som efterhånden har boet her en menneskealder. Man er ikke i tvivl, når man passerer et af de steder. De skiller sig ud. Gamle, smukt tilgroede og sirligt passede haver møder øjet. Der er god tid til den slags. I haven ovenfor, som er en af mine yndlinge, fordi den minder mig om barndom og mine bedsteforældre, står en mølle og vingerne drejer livligt i stort set alt slags vejr. Jeg bliver glad, hver gang jeg passerer.
Hjemme igen efter en meget kort tur
Hjemme på gårdspladsen står kastanjen med lys, da vi drejer ned ad Rødtjørnevej. Smuk og statelig og et dejligt minde om en skøn eftermiddag, hvor Kenneth og børnene gik ned bagerst i haven og udvalgte netop den spirende kastanje, de ville plante på gårdspladsen. Træet minder mig om, at der var en tid, hvor vi var en familie på fire.
Når naboen spørger, om ikke vi skal have kastanjen fældet, fordi det sviner så frygteligt, forstår han jo slet ikke, at det træ betyder alverden for mig. Det bliver ikke os, der fælder det. Så meget er sikkert.
Lysene på kastanjen er altid et mirakel at nyde, så jeg husker at stoppe op og lade være med at irriteres over, at min bil ligner noget, der er drysset med gurkemeje og hvide blomsterblade. Det er prisen for et smukt træ, som dette.
Vi glæder os sammen over den blå farve, vi valgte at give Tjørnevang. Vi er så glade for den. Vi synes, at den passer smukt til huset og vi enes om, at vi elsker den meget højere, end den røde farve, vi overtog for tyve år siden.
Vi har ikke gået mere end tyve minutter i langsomt tempo, men det går mod levesiden
Jeg er allerede træt. Vi har gået en meget kort tur, men mine kræfter rækker ikke til mere. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så syg, som i denne omgang, men at komme ud og trække en smule frisk luft gjorde underværker. Bagefter ser vi lidt tv og så går jeg tidligt i seng. Jeg restituerer.
I dag har jeg så drukket den første kop kaffe siden fredag. Det går så bestemt mod levesiden.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
14 kommentarer
conny
29. maj 2017 at 12:33Forståeligt at I ikke får træet fældet! Hvad ville et villakvarter være uden træer! Og når I selv har plantet det alle 4, så er det da slet ikke jer, der skal fælde det.
Og så god bedring – det lyder til at være en slem omgang. Måske jeg alligevel skulle blive ved med at tage de C-vitaminpiller …
Liselotte
29. maj 2017 at 13:28Jeg er stadig ikke rask, så snup endelig C-vitaminer en tid endnu, Conny :-)
Liselotte
28. maj 2017 at 17:58Jeg skal da hilse og sige, at denne virus er mere end almindelig sejlivet. Jeg hoster stadig og jeg er tydeligt træt og ikke samme energiske Liselotte, som jeg plejer at være. Med tid bliver det godt igen, men det kræver sørme lidt tålmodighed :-)
Pernille
26. maj 2017 at 23:15Dejligt at bedringen er på vej, og godt du husker at lytte til krop og sjæl – komme ud og ind igen.
God bedring :)
Jette nielsen
26. maj 2017 at 20:46Jeg fejler det samme som dig- træt træt hoste ondt i halsen- voldsom hovedpine- jeg er også på levesiden- jeg mente jeg kunne slå græs idag-totalt flad igen!
Og så i den varme!
Hanne Knudsen
25. maj 2017 at 19:12jeg kan huske da det blev plantet – wow!
VenterPaaVinBlog
24. maj 2017 at 17:49Lidt har også ret, med så skønt vejr som vi har pt, er jeg sikker på lidt luft gør godt (:
God bedring.
A
Vibeke
24. maj 2017 at 17:05Lange sommeraftner, koldskål med kammerjunker, bare tæer i græsset, kys og kram, de første jordbær, musik, strikketøj, gode historier, et godt grin og god bedring. Det ønsker jeg dig ❤️
Signe
24. maj 2017 at 17:01Godt, du kan drikke kaffe. Det er et sikkert tegn på, man bevæger sig væk fra afgrunden :) Og selvfølgelig skal den ikke fældes, den smukke kastanje. Vel sviner det, men til gengæld giver den så meget smukt til os. Sine lys nu, og sine fine kastanjer, når sommeren er ovre. God, lang weekend (?), så blev du jo frisk(ere) til det smukke vejr, vi får!
Catarina
24. maj 2017 at 13:09Puha det var da noget af en træls omgang du der har raget til dig. Jeg håber du snart kommer på højkant igen og kan nyde foråret og de sommerlige temperature som kommer til at præge de næste dage.
Inge
24. maj 2017 at 12:07Fortsat god bedring!
Jeg elsker kastanielys, og jeg elsker dette digt:
Der brænder bløde Regnvejrslys,
men vi har haarde Hænder,
og vi tager ikke imod
Kastanjelys, som brænder,
for vi har prøvet en Gang til
– og ved hvordan det ender.
Da vore Sind for anden Gang
Let gik hinanden nær,
da var det hele blevet ord,
som ingenting var værd.
Du gaar vej siden af mig nu
og gaar alene dér.
For der er ingenting igen,
som vi har lov at gi.
Der brænder bløde Regnvejrslys,
men det er snart forbi.
Og det er samme Tomhed,
vore Øjne gløder i.
For du er dér og jeg er her.
Og det er altings Smerte:
I Regnen aabner jordens stumt
sit grønne, dybe Hjerte,
men vi kan ikke finde ind
– og det er altings smerte.
– Morten Nielsen, efterladte digte.
Anita
24. maj 2017 at 11:13Håber at du snart bliver rask. Det er som om at det føles lidt værre når man får raget sygdom til sig i foråret. Du er forhåbentlig check`et for lungebetændelse?
Randi Borup Jensen
24. maj 2017 at 11:05Dejlige kastanjetræ, der giver skønne minder, skidt da med at det griser lidt – vi har kastanjetræer ned af vores vej, de er beskåret mindre kønt, fordi skraldebilen skal kan køre herned, men fældet det bliver de ikke, for min morfar har fremdyrket dem, fra det træ, som stod i haven på hans ejendom.
Rigtig god bedring
www.randiglensbo.dk
24. maj 2017 at 10:50Naturligvis skal det smukke kastanjetræ blive stående. Med den historie, det har, er det meget mere end et træ.
Fortsat rigtig god bedring :-)