3

F R E D A G S L I S T E N

Denne uge er forsvundet mellem fingrene på os, men heldigvis er fredag her og dermed tid til F R E D A G S L I S T E N.

Ugen har været travl og spækket med aftaler, så det er meget begrænset tid, jeg har brugt på andet end virkeligheden, men det er vel også den, vi skal bevæge os mest i. Jeg har i hvert fald nydt det, selvom ugen har været travl.

Jeg har været til kontrol med det hudkræft, vi fandt for tre måneder siden. Jeg har egentlig haft det rigtig fornuftigt i de mellemliggende måneder, men virkeligheden er en anden, når jeg sidder i venteværelset, kan jeg konstatere. Jeg havde ikke overskud til nogen eller noget, men skulle bare have det overstået. Heldigvis så det fint ud og jeg fik en god snak med lægen om, hvordan jeg selv kan holde øje med forandringer i fremtiden.

Jeg har nok været lidt paranoid, men hvem bliver ikke det? Jeg tror, at jeg lander i noget fornuftigt, når først jeg er færdig med at være forskrækket, for det er jeg ærlig talt stadig. Jeg kommer i hvert fald til at tære på lagrene af solcreme fremover – også selvom jeg mest af alt opholder mig i skyggen hele sommeren.

Jeg er for øvrigt så “heldig”, at jeg har raget mig en eller anden virus til, så jeg har ondt i halsen og hoster og pudser næse, så det er en lyst. Måske er det bare Nemesis, fordi jeg højt undrede mig over, at Kenneth blev syg, da vi var i Toscana – og jeg gik helt og aldeles fri. Det er aldrig sket før, men så vokser træerne altså heller ikke ind i himlen … og så er det da ærlig talt et skidt tidspunkt for en forkølelse, hvis jeg må klage lidt. Det er jo forår for pokker. Forår!

Fredag er her. Jeg har glædet mig, skal jeg gerne indrømme. Jeg trænger lidt til at holde fri og weekenden bliver hyggelig med en skøn aftale med Oline på søndag. Hun er jo flyttet og overraskende nok – for mig selv i hvert fald – er det gået rigtig fint med at holde ud, at jeg ikke længere skal holde øje. Lidt mor er man vel altid, så ind imellem har det krævet viljestyrke ikke at ringe eller skrive, men jeg er sikker på, at Oline er tilfreds med hendes mors indsats ;-)

Denne uge er forsvundet mellem fingrene på os, men heldigvis er fredag her og dermed tid til F R E D A G S L I S T E N.

Som sagt har ugen været travl og det er derfor ikke meget, der er kommet på F R E D A G S L I S T E N, men ikke desto mindre skal vi have den. Selvfølgelig skal vi da det :-)

  1. Jeg faldt i her: Fotograf Nadir Bucan har brugt seks år på at dokumentere livet i en lille landsby i den Tyrkiske region Van. Projektet, Under the Shadow of the Sun, er et forsøg på at vise det simple liv, der leves i isolerede områder overalt på kloden, hvor menneskets overlevelse er afhængig af deres dyr. Billederne er både smukke og poetiske samtidig med, at de dokumenterer de barske vilkår og jeg er altid optaget af livet andre steder på kloden, så jeg er selvfølgelig også vild med dette projekt.
  2. Jeg er for tiden vild med store statement-øreringe og det er ellers ikke noget, jeg tidligere har gjort i, men faktisk synes jeg, at de sagtens kan afløse de ellers store statement-smykker, jeg har i min højt skattede samling af smukke smykker. Jeg kunne sagtens se mig selv med disse.
  3. Vi er i gang med en tiltrængt renovering af Tjørnevang. Vi er nået til stue/køkken/alrum og jeg drømmer om nogle nye stole til vores langbord. Jeg ville blive virkelig glad for J81 af Jørgen Bækmark. Jeg har en svaghed for de der gamle 50’er-60’er-møbler. Denne stol er utrolig smuk og så sidder man godt i den. Det sidste er vigtigt for mig, for vi har tradition for at sidde virkelig længe ved bordet. Ofte en hel aften.
  4. Jeg overvejer at investere i Sigma AF 17-70mm f/2,8-4, men jeg mangler at læse grundigere på egenskaberne. Lige nu elsker jeg for øvrigt at øve mig i at bruge min 50 mm, som tegner knivskarpt, men udfordrer mig med den faste brændvidde. Jeg elsker de fotos, der kommer ud af det objektiv, men jeg skal lige vænne mig til beskæringen.

Jeg vil med denne uges beskedne fredagsliste ønske dig en rigtig dejlig forårs-fredag :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide