16

Mere end en uge komprimeret til lidt ord og et par fotos

For en uges tid siden fik jeg chancen for at komme ud i marken i mere end én forstand, skulle det vise sig. Vi skulle nemlig fotografere blandt andet mit nye sjal, Hanami. Sjalet er ude til teststrik, så det var på tide at få taget de billeder, der skal ledsage opskriften.

Vi kørte først til Nøvling. Foran kirken ligger en rapsmark, som ville danne en smuk baggrund for sjalet, som egentlig er opkaldt efter det japanske begreb for det at nyde det flygtige i de blomstrende kirsebærtræer. Vi vidste, at der senere ville blive lejlighed til at fotografere under blomstrende kirsebærtræer, men en gul rapsmark  gråvejr er simpelthen en fabelagtig mulighed for at gengive et af de sikreste tegn på forår, vi finder i Danmark.

Mere end en uge komprimeret til lidt ord og et par fotos

Det blev nogle virkelig fine billeder, som lige nu ligger og venter på, at jeg bestemmer mig for, hvilke der skal ledsage opskriften. Også de fotos, vi tog under kirsebærtræerne, blev skønne. De sjoveste, var dem, Anne-Cathrine ikke vidste, at jeg tog.

Jeg havde travlt den uge og egentlig havde jeg slet ikke tid til at skulle ud, for at tage fotos, men tidspunktet bestemte hverken jeg eller Anne-Cathrine. Det gjorde kirsebærtræerne og det skulle vise sig, at det var rigtig godt for mig, at komme ud og få et lille åndehul, inden jeg igen skulle hjem til sprit-tuscher og gult papir …

Vi havde Åbent Hus i sidste uge. Jeg skrev skilte og gjorde klar til fire dage. Torsdag, fredag, lørdag og søndag var vi alle på arbejde og det var en fest! Vi havde det så sjovt og sikke skønne kunder, vi har. Vi er ekstra taknemmelige efter sådan en weekend, Kenneth og jeg.

Mandag havde vi givet personalet fri. De havde brugt en skøn mulighed for at holde fri med familien på at stå i Garnudsalg, så selvfølgelig skulle de have fri. Kenneth og jeg tog på arbejde og sluttede aftenen i Hadsten, hvor vi skulle fejre en rigtig god ven. Hun blev halvtreds. Den slags skal fejres, så hendes skønne mand havde arrangeret surpriseparty for hende og jeg skal love for, at hun blev overrasket. Vi sad udenfor til ind i aftenen. Det er første gang, vi har prøvet det i år.

Pelle er familiens hund og er han ikke skøn? Han er akkurat lige så god en hund, som Oskar er. Mild og rar og ikke mindst rigtig sjov.

Siden er dagene gået med raske fjed. Jeg har haft aftaler hver eneste dag. I dag var kontrol hos hudlægen. Jeg skulle have kontrolleret stedet, hvor de fjernede kræften, vi fandt for tre måneder siden. Det så heldigvis godt ud, men sikke en forskrækkelse og helt godt havde jeg det ikke, mens jeg sad i venteværelset og ventede på at blive kaldt ind.

Foråret er ankommet og i dag er sommeren endda landet på Tjørnevang for en kort bemærkning. Det er dejligt og det er tiltrængt. Vi har dog ikke tid til at nyde den. Vi er i gang med at renovere, så vi pudser, finpudser og maler. Bagefter skal vi lægge klinker og så fortsætter vi med at pudse, finpudse og male. Ind imellem kommer der håndværkere, som laver det, vi ikke kan, men vi giver os gerne i kast med det meste og Kenneth er for sej.

Måske vi en skønne dag bliver klar til at nyde. Jeg tror det, men indtil da, giver vi den gas :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide