I går var jeg ude at køre med Oline ved rattet. Det sker meget sjældent. Jeg tror, at Oline er bange for, om jeg synes, at hun kører godt nok. Hun kører som en stjerne og jeg har aldrig nogensinde kommenteret på hendes kørsel, for det er ikke nødvendigt, men jeg er bilglad, lidt friskt kørende og måske sådan lidt for meget drengerøv til, at hun synes, det er nemt at putte mig ind på passagersædet. I går fik jeg nu alligevel lov og det er skønt at sidde ved siden af.
Vi kørte ind til midtbyen. Mere midt bliver det næsten ikke. Reberbansgade. Lige ved Læsehesten, som mange aalborgensere kender. Her parkerede vi bilen og endelig skulle jeg se Olines nye lejlighed.
Den er perfekt! Jeg ville elske den. Den passer så godt til Oline. Helt oppe under taget ligger den med den fineste udsigt ud over byen. Fra køkkenet er der kig til Aalborgtårnet.
I det bløde aftenlys tager det tårn sig virkelig godt ud. Hun kigger lige ned i gården til en del af Sygehus Nords bygninger. Det med sygehus lige der er snart en saga blot. Jeg tænker, at med tiden bliver disse smukke, gamle bygninger sikkert forvandlet til hundedyre ejerlejligheder, men jeg kender faktisk ikke lokalplanen for matriklen, når vores nye Supersygehus NAU står klar i 2020.
Oline bar kasser op, mens jeg gik rundt og nød lejligheden. Den er virkelig skøn. Køkken, bad og to stuer. Dybe vindueskarme, hvor hun kan sidde og følge med i livet i kvarteret, synlige hanebjælker og som en ekstra og STOR bonus; en hems så stor, at der faktisk er to ekstra værelser oppe under taget med kig ud i verden i retning af Aalborgtårnet og Kunsten.
Jeg forstår sagtens, at hun har glædet sig den sidste måned.
Kontrasten mellem den livlige Reberbansgade og det stille forstadsliv i Gug er stor. Jeg forstår godt, at hun glæder sig til det liv, der udspiller sig døgnet rundt i en storby, for hun er ung og jeg har ikke glemt, hvordan det er. Jeg glæder mig sådan på hendes vegne.
I morges var vi alle tidligt oppe.
Pailetterne forsvinder ud af mit hverdagsliv. Sammen med Oline flytter de ind til byen, hvor de måske i grunden også passer bedre ind. Alt er, som det skal være.
Jeg griner lidt af hendes plasticposer, IKEA-net og småting i løs vægt, men hendes far er total cool og synes egentlig bare, at det er en fin måde at flytte på. “Det er jo nemt at bære poser op af en trappe”, siger han bare, men han er også den, der selv flyttede hjemmefra i sorte sække, så det …
Jo, jeg græd, da Oline og hendes far trillede ned ad Rødtjørnevej med det første læs for at mødes med hendes søde hjælpere inde på adressen. Jeg græd først, da de var oppe for enden af vejen, så hun opdagede ingenting.
Alt er godt. Startskuddet til livet uden hjemmeboende børn gik i morges klokken 8.30.
48 kommentarer
Getting Warmer - en hurtigt strikket gave af Slagt en hellig ko
17. december 2017 at 19:53[…] har strikket tre. Først en til Oline, fordi hendes lejlighed ligger helt oppe under taget og er kølig i vintersæsonen. Den fik hun i slutningen af november. […]
Catarina
20. maj 2017 at 19:10Aii, Oline er næsten nabo til sønnike og kæresten som bord på den anden side af sygehuset. Sikke en vidunderlig udsigt hun kan vågne op til. Og lyset deroppe er betagende.
Man må godt græde når ens lille store barn flytter. Jeg havde det bestemt heller ikke godt da jeg ”afleverede” sønnike i Aalborg for 3 ½ år siden. Men det så du jo selv. Men de trives de unge og når det er af egen fri vilje de flytter (heldigvis for det) så er alt godt. Men græde må man stadig godt.
Sidsel
6. maj 2017 at 09:43Tillykke med jeres dejlige Oline. Hun skal nok klare sig. Det er bare hårdt når ens børn flyver fra reden. Begge mine gjorde det på samme tid.
Kæft, der blev stille… Og der kom et savn så stort. Men det opvejes af deres glæde og favntag med studier, ny by og venner. Og I bor jo heldigvis ‘lige om hjørnet’.
Så nu er dig og Kenneth blevet “emtynesters”…
Bebiane
5. maj 2017 at 20:43Findes læsehesten endnu?
Fantastisk med minder fra vores barndom, for min søster og jeg var det en festdag, når vi skulle ind til Læsehesten.
Græd du bare, jeg forstår. Jeg græd da min søn startede på efterskole, det var svært.
Liselotte
6. maj 2017 at 08:49Læsehesten eksisterer endnu og det er immervæk fantastisk. Jeg har også glade barndomsminder derinde med byt af bøger og blade :-)
Hanne-Mor
5. maj 2017 at 14:21Ja, jeg kan se jeg ikke er den eneste med våde øjne. Jeg troede bare det var allergi :-) En følgevirkning af at ens barn forlader reden er også, at alle de unge mennesker, der har været en del af hjemmet, dem ser vi så nærmest ikke mere. Og det er også et savn. Tillykke til Oline med den spændende lejlighed og det nye liv.
Liselotte
6. maj 2017 at 08:48Ja, der bliver jo stille… og man skal lige vænne sig, men det er godt på alle måder og hun er bare så glad :-)
Karina Simonsen
4. maj 2017 at 20:10Jeg får en lille klump i halsen, når jeg læser dine ord… Kan godt forstå, det er helt rigtigt OG rigtig mærkeligt. Og meget flot, at du holdt tårerne tilbage! :-D Jeg får det helt sikkert på samme måde. Vores ældste er lige blevet 18, så det sker jo sikkert også lige pludselig, selvom der gerne må gå mange år for min skyld! :-) Stort held og lykke til jer alle med den nye livssituation.
Karina Simonsen
4. maj 2017 at 20:14Og jeg tudede forresten også, da jeg afleverede de to ældste på efterskole med et år imellem… Men vi klarede jo fraværet i hverdagen :-)
Liselotte
6. maj 2017 at 08:48Det går jo sagtens. Det vigtigste er, at alle er glade og trives og det gør vi jo, så ingen klager, men bare en tid, hvor vi lige skal vænne os :-)
Pia
4. maj 2017 at 12:42Det er bare så hårdt når de flytter. Men det bliver så godt, for man bliver vildt stolt når man oplever hvor godt de klarer sig. Min yngste bor på 4. sal i samme kvarter med udsigt til tårnet. Han er så glad for livet i det kvarter, med vennerne og Aalborg C lige i nærheden.
Liselotte
6. maj 2017 at 08:45Jeg er helt sikker på, at Oline også kommer til at elske det sted :-)
Eva
4. maj 2017 at 05:00De der skift i livsfaserne sætter følelser i gang. Helt naturligt er det. Jeg er så heldig at have prøvet det fire gange, og det bliver såmænd ikke nemmere med tiden. Men det hører med, og så kommer der nye faser.
Alt godt til jer.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:41Det skal nok blive godt for os allesammen, men jeg skal da lige vænne mig :-)
Pernille
3. maj 2017 at 22:43Min ældste flyttede hjemmefra i en trækvogn fra avisomdelingen (yngste delte dengang aviser ud). Mere havde han ikke. Det var faktisk så sjovt at jeg nærmere grinede end græd :)
Jeg synes det er fint at flytte med poser og IKEA-net, flankeret af flyttekasser og søde hjælpere. Så kan det næsten ikke blive bedre. Den lejlighed lyder så skøn, at jeg godt kunne gå hen og blive en lille smule misundelig på hende :)
Liselotte
4. maj 2017 at 09:38Oline havde et helt hjem at flytte, men det gik fint – også med plastposer og IKEA-net ;-)
Lisbet
3. maj 2017 at 22:01Lækkert hun har fundet en dejlig lejlighed, men stille bliver der hjemme hos “de gamle” :-)
Liselotte
4. maj 2017 at 09:37Der bliver stille… og det gør jo heller ingenting for en tid :-)
Helle
3. maj 2017 at 21:42Jeg hulkede ind i en stor armhule, tilhørende en 19 årig ung mand, da den yngste flyttede.
Han kiggede lidt uforstående på mig, og gik så med de sidste ting.
Jeg har for længst vænnet mig til det, han er nu 25 år og alt går godt, men vores børn er jo det bedste vi har. Det var også svært da den ældste flyttede, han er nu 30 år.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:36Ja, det er lidt svært at se dem flyve fra reden, men glæden over deres glæde overskygger heldigvis for de fleste af os :-)
Signe
3. maj 2017 at 20:41Uhh, piv og gåsehud. Både for dig og hende. Sikke et fantastisk sted, hun har fået! Jeg havde nok tudet endnu, hvis det var mig ;)
Liselotte
4. maj 2017 at 09:35Heldigvis overskygger Olines glæde ved det nye sted, at jeg lige er lidt ramt af, at hun flytter hjemmefra. Det er godt, at hun gør det. Sådan skal det jo være :-)
conny
3. maj 2017 at 16:01Ja, det bliver en lidt anden tilværelse for begge parter. Så er det godt, at det kun er en cykeltur væk – nja, nu kender jeg jo ikke lige Aalborg og omegn, og jeg er ikke selv for vild med at cykle, men alligevel.
I ønskes alt det bedste – trods de nye omstændigheder.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:33Der er ikke langt til Gug, så jeg er sikker på, at vi får hende at se ind imellem :-)
Camilla
3. maj 2017 at 14:58Nej, nu fik jeg sgu da vand i øjnene……. ;-)
Liselotte
4. maj 2017 at 09:33Me too… ;-)
FRØKEN LARSEN I/S
3. maj 2017 at 14:11Kære Liselotte.
Det kan kun blive godt og positivt og det ved jeg også, at du er helt fortrolig med. Tre gange har jeg prøvet det og hver gang har jeg været med til male inden indflytning og på den måde haft en ‘hyggelig’ overgang.
Glæd dig bare, det er HYGGELIGT at få besøg og omvendt og rart at blive sig selv igen.
Kh. Lene. ☺️
Liselotte
4. maj 2017 at 09:32Jeg tænker også, at jeg ender op med at elske dette nye liv, Lene :-)
marianne bentzen
3. maj 2017 at 13:45Åh som jeg forstår dig, selvom det er mange år siden jeg stod i samme situation. Og såmænd er der kun en af mine sønner, der har hjemmeboende børn, og han frygter når den dag kommer, hvor han skal hjælpe med flytning!!! Jeg er sikker på, at Oline får det skønt og med den opvækst hun har haft, vil hun klare sig superfint. Og der er jo ikke langt til GUG!
Stort held og lykke herfra . Marianne
Liselotte
4. maj 2017 at 09:30Tak, Marianne. Jeg er også sikker på, at hun klarer det fint. Hun hygger sig med at pakke ud og indrette sig lige nu :-)
Pia
3. maj 2017 at 12:50Åhh jeg får helt en klump i halsen. Men jeg græder allerede ved tanken om, at min “den lille” skal på efterskole til august – og hun kommer da forhåbentlig hjem og bor igen i en periode. Men jeg kan huske savnet og den tomhed der var, da den store var afsted – og familien var hverdagsamputeret :) Samtidig prøver jeg så at huske mig selv på, hvor fedt ungerne har det, når de er afsted – og det læser jeg jo også, at du gør :) Det bliver så fedt for hende. :)
Liselotte
4. maj 2017 at 09:29Det bliver så godt for hende og den der særlige glæde ved at være flyttet hjemmefra og ind i sit eget, den er nu fantastisk :-)
Karin
3. maj 2017 at 12:15Jeg græd også da jeg læste …. Min sidste flytter også indenfor en overskuelig tid, men selvom det er godt …. er det også vemodigt.
Man skal lige vænne sig til at der er brug for en på en anden måde og finde sine ben i det.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:28Ja, det er en ny måde at være forældre på og det skal vi lige vænne os til, men det bliver godt, Karin. Det er jeg sikker på :-)
VenterPaaVinBlog
3. maj 2017 at 12:08Det er den lækreste udsigt – og pizza’erne fra Sason er byens bedste (: Håber hun bliver glad for lejligheden.
A
Liselotte
4. maj 2017 at 09:26Jeg er sikker på, at hun kommer til at elske sit lille sted :-)
Randi Borup Jensen
3. maj 2017 at 11:26Hvor er det dejligt for Oline, at have fået en lejlighed lige midt i byen – håber hun får en fantastisk og lykkelig tid der, sådan som det nu skal være for de unge mennesker.
Og så starter en ny epoke i forældrenes liv – følelserne er ambivalente, når vi står der og ønsket alt det bedste for vores børn, slutter en epoke af vores liv og starter en ny – jeg fik lige en tåre i øjet, da jeg læste dit indlæg, for selv om det snart er 19 år siden, så husker jeg den tomme fornemmelse i huset, da vores to flyttede ud med 4 mdrs mellemrum, hold nu op, der gik måneder, før jeg vænnede mig til kun at købe ind til to og glæden ved den frihed og ro, det gav, kom – det er en ny epoke, og den bliver også god
Om to mdr står jeg der igen, så flytter vores datter og to børnebørn, de har boet her i 3,5 år – vi glæder os alle, vi får alle mere plads omkring os, men der bliver også tomhed.
De flytter heldigvis ikke længere væk, end vi kan ses lige så tit, vi vil.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:25Ja, huset bliver lidt tomt, men Oline boede allerede i egen lejlighed i længen på vores lille gård og derfor er overgangen nok blidere, men det er en stor omvæltning for os alle :-) Hvor er det dejligt for jer, at I stadig kan besøge hinanden :-)
Line Pedersen
3. maj 2017 at 11:20Jeg græder når jeg læser dit fine indlæg. Har 2 piger på hhv. 9 og 12, så der går heldigvis nogle år endnu før jeg skal stå i samme situation. Men husker, akkurat som du, hvordan det var at flytte hjemme fra og til en storby, til sit helt fantastiske eget sted og ved at den dag, hvor det bliver deres tur, vil jeg stå med lige dele vemod og glæde på deres vegne.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:24Det var en stor dag i går for Oline og jeg nød at følge med på sidelinjen :-)
Randi
3. maj 2017 at 11:20Det lyder bare som en skøn lejlighed – hvor er det dejligt for Oline! Jeg husker godt klumpen i halsen fra dengang mine egne børn flyttede hjemmefra. Det er vemodigt – men også fantastisk at se dem flyve fra reden.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:21Det er nemlig både vemodigt og lige så fantastisk og jeg glæder mig sådan på hendes vegne :-)
Mette
3. maj 2017 at 11:16Der bliver lidt stille når de er væk og jeg nyder stadig når min – forlængst fraflyttede – Pode kommer på weekend med al det der følger med. Og så nyder jeg freden når hun tager hjem igen. Men der gik tid før jeg nåede dertil.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:20Ja, der bliver lidt stille, men det bliver også godt med det nye set-up, er jeg sikker på. Vi skal bare lige vænne os :-)
susling
3. maj 2017 at 11:13Man overlever og det gør de også. Fed lejlighed i øvrigt. Enten er de nemme at få fat på i Aalborg eller også er det et forældrekøb. Begge dele er lige legitimt.
Liselotte
4. maj 2017 at 09:19Jeg er helt sikker på, at alle overlever :-) Lejligheden er virkelig fed, men hverken forældrekøb eller nem at få fat på. Den er et resultat af en imponerende tålmodighed :-)
Mette
3. maj 2017 at 11:08Ååh Liselotte – det skal nok blive godt :-) Jeg bliver helt nostalgisk. Min første lejlighed lå i Dalgasgade og dengang var det ikke byens bedste kvarter, men uha som jeg elskede området!
Liselotte
4. maj 2017 at 09:17Jeg husker turene fra Helgolandsgade og ind til Læsehesten for at bytte bøger og blade. Det var også dengang et lidt skummelt kvarter, men ikke mere end der var fest og farver derinde :-)