Pistoia ligger omkranset af bløde bakker

Pistoia ligger omkranset af bløde bakker og bag hotellet snor en lille, smal vej sig op i bakkerne og lokker med eventyr.

En dag havde vi provianteret i et lille supermarked. Vi havde købt dejlige, nybagte brød fyldt med spinat, ost, skinke og en god stærk pølse. Vi havde sørget for iskolde drikke og til dessert var der købt rigeligt af frisk, sød frugt.

Vi havde været ude det meste af dagen i embeds medfør og da vi slap fri, var vi enige om, at en sen frokost passede rigtigt godt til vores maver – derfor kørte vi indenom supermarkedet og siden hjemad, fordi vi tænkte, at vi sikkert kunne finde en solfyldt plet at spise på oppe i bjergene bag hotellet. Vi tog ikke fejl.

Et stykke oppe af bjerget lå en olivenlund med en vidunderlig udsigt. Foråret er forlængst kommet til Toscana og alt var sprødt og grønt. Fuglene sang omkring os og lidt nede af bjerget kunne vi høre et par mænd snakke, mens de tydeligvis arbejdede med vedligehold i lunden.

Maden smagte vidunderligt. Ganske enkelt. Vi sluttede af med frugten, som smagte af meget mere, end vi er vante med i Danmark på denne årstid.

Efter den sene frokost – som efterhånden kunne forveksles med en tidlig aftensmad – fortsatte vi op ad bjerget. Der skulle angiveligt ligge et lille kapel på toppen og det ville vi gerne se. Vi havde måske forregnet os en smule, for vejen blev smallere… og smallere…

Vi nåede til et sted, hvor vi blev i tvivl om, hvorvidt vi skulle fortsætte. Vi kører ikke i nogen lille bil, så vi ville måske få lidt problemer, men vi er født nysgerrige og er frygteligt optimistiske, så vi fortsatte selvfølgelig. “Bilen har bakgear, så hvad pokker“, tænkte vi og vi blev belønnet med denne skønne udsigt …

Det lovede jo godt og opildnede os til at fortsætte, men vi kom altså til kort, da vejen deltes i to og vi kunne se, at vi ikke kunne være på nogen af dem. Nu havde vi lidt udfordringer, for der var ikke rigtigt nogen vendeplads, men der var dog en smal passage mellem to huse lige bagved os. Der var ganske vist temmelig stejlt, men det måtte briste eller bære. Vi havde ikke andre muligheder. Så meget for vores nysgerrighed parret med troen på, at alting løser sig, eller …

Selvfølgelig lykkedes det og vi blev endda belønnet med en helt fantastisk udsigt ned over Pistoia, da vi trak håndbremsen og gik ud for at gå på opdagelse i den lille samling huse, de kalder en by ved navn Germinaia.

Vi blev vidne til en eksplosion af italiensk temperament, da to biler mødtes lige der, hvor vejen delte sig – altså lige ud for hvor, vi var bakket ned for at vende. En ung pige havde bilen fuld af venner, da hun omtrent blev torpederet af en ældre mand, som tydeligvis var vant til at færdes på vejen. En af dem skulle bakke og den ældre mand mente bestemt, at det måtte den unge kvinde gøre. Hun forsøgte også, men hans aggressive råb gjorde hende så nervøs, at bilen gik ud gang efter gang.

Den ældre mand stod ud af bilen og begyndte at fægte med armene, mens han råbte endnu højere af hende, hvilket i hvert fald ikke hjalp på hendes evne til at navigere hensigtsmæssigt omkring koblingspunktet. Bilen gik ud gang efter gang, indtil den ældre mand indikerede, at hun skulle stå ud, så han kunne flytte hendes bil. Det hjalp! Udsigten til ham i bilen, fik hende til at lykkes med at bakke og øjeblikke senere var begge biler væk og alt åndede igen fred og idyl.

Vi nød udsigten et øjeblik mere og besluttede så, at det var på tide at køre ned til hotellet. Vi skulle samme vej retur. Vejen havde valgt for os.

På vej nedad passerede vi igen den lille, katolske kirke San Niccolò. Den ligger smukt og beboerne fra Germinaia bruger den efter sigende flittigt.

Vi passerede kapellet på vej ned og da vi nåede byens kirkegård et stykke nede af bjerget, gjorde vi holdt og nød endnu en gang udsigten og stilheden.

Et mindesmærke skulle huske byens beboere på, at deres lille sted også havde ofret mænd i både første og anden verdenskrig.

Kirkegården ser anderledes ud, end vi er vant til i Danmark. Alle gravsteder var udstyret med et billede af den afdøde. Det gjorde oplevelsen meget mere personlig, at der ved hver grav var et foto, der mindede om, at her lå et menneske, som var elsket og savnet.

Ved siden af det lille kapel var en slags skab med små hylder. Om det var grave for de, som var kremeret, var svært at se, men i hvert fald blev også de mindet med både billeder og lys, ligesom der på hver eneste af gravene på kirkegården var monteret små lamper, der stod tændt døgnet rundt. De er svære at se i dagslys, men du kan f.eks. se en stjerne på graven til venstre på øverste billede.

Vi forlod kirkegården og fandt bilen. Vi skulle retur til hotellet. På vejen ned nød vi udsigten.

Tilbage på hotellet tog vi lige et par timer på langs, inden vi spiste en udsøgt aftensmad lige over gården på Restaurant Collegigliato og så var det eventyr slut.