11

Onsdagsglimt – hverdag med plads til ingenting

Onsdag er startet stille. Onsdag er hverdag med plads til ingenting, men … Vi skulle lige arbejde lidt på at få lidt varme i huset, inden vi for alvor kunne indtage dagen. Vi er i gang med en renovering, der rammer størstedelen af huset, uanset hvordan vi prøver at planlægge os ud af det. Vi har til gengæld tænkt os om. Vi har ventet til et godt stykke ind i foråret, inden vi har fjernet alle varmekilderne i hjertet af huset.

Hvem kunne vide, at vi skulle få grøn vinter i stedet for forår? Ikke os, så vi gik optimistiske i gang og sidder nu i et hus uden varme, hvor vi opholder os mest. Stearinlys gør en forskel og så kører vi på små, mobile el-radiatorer, men vi troede simpelthen slet ikke, at det ville blive nødvendigt med varme på dette tidspunkt af året.

Normalt har vi slukket for alt varme for længe siden. Nu er her så koldt om morgenen, at jeg ikke engang kan strikke. Så er den jo helt gal, siger hende den strikke-besatte ;-)

Onsdag er startet stille. Onsdag er hverdag med plads til ingenting, men ... Vi skulle lige arbejde lidt på at få lidt varme i huset, inden vi for alvor kunne indtage dagen.

Indenfor nogle timer blev her tåleligt og efterfølgende kom solen og den gør bare en kæmpe-stor forskel, når den først når rundt om huset og begynder at skinne ind af vinduerne på havesiden.

Det er ikke længe siden jeg endelig nåede det punkt, hvor jeg havde overskud til at mærke, at jeg egentlig var kaffetørstig. Det har jeg forlængst gjort noget ved, men hvor smager sådan en kop kaffe dog bare godt.

Jeg har genoptaget et stykke strik, som egentlig kom på vente-hylden, fordi det var sådan mest af alt vinter-relateret, men nu er der jo nærmest vinter stadig, så jeg hentede det frem igen og hygger mig helt enormt med det. Garnet jeg strikker med er blødt som smør. Det er et garn, jeg ikke er sikker på, vi nogensinde har haft til salg i Garnudsalg, men det er vidunderlig blødt og falder tungt, som jeg gerne vil have det.

Jeg strikker retriller. Langsomme, ensformige retriller. Ind imellem afløses de af en række med huller. Så genoptager jeg retrillerne. Det passer mig så godt, kan jeg mærke.

Onsdag er god ved mig. Jeg håber, at den er det samme ved dig ♥

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide