Snestormslignende tilstande midt i et forår ved Hopfensee

Vi forlod Landhotel Am Rothenberg i et vejr, der så truende ud, men så snart vi kom ud på A7 klarede det pænt op. Vi skulle i retning mod Hopfensee. Vi passerede gule rapsmarker, som næsten blændede os i solskinnet. Vi havde dog ikke kørt mange kilometer, før det startede med at dryppe lidt.

Det blev aldrig alvor. Det blev bare til periodevis regn og i den lette ende, når jeg tænker på de regnvejr, vi er kommet igennem i Tyskland tidligere, men det var insisterende og massivt. Det flyttede sig ikke en tøddel, mens vi forcerede flere hundrede kilometer sydpå i retning af Füssen og ikke mindst Hopfen am See, hvor Hotel am Hopfensee havde et værelse reserveret til os.

Jeg havde flottet mig med værelse med sø-udsigt, for jeg ville gerne forkæle Kenneth lidt. Stort, lækkert værelse og forudbestilt middag på hotellets velrenommerede restaurant skulle gøre aftenen særlig – og det skal jeg da love for, at den blev, men ikke af de ovennævnte grunde.

Vi ankom sidst på eftermiddagen efter at være kørt det sidste stykke i vedholdende regn og tåge. Der var ikke meget udsigt til de omkringliggende bjerge, men vi kunne ane dem i horisonten og vi kunne sagtens fornemme, hvor dejligt her var, når vi stod på altanen og nød det sø-kig, jeg havde bestilt.

Vi var på det tidspunkt sikre på, at en opklaring var lige om hjørnet. Vi smed skoene og slappede af, mens vi enedes om, at vi i hvert fald skulle ud at spadsere rundt om Hopfensee, når vi havde spist til aften. Det skulle vise sig, at det slet ikke kom til at gå sådan.

Da vi kiggede ud sidst på eftermiddagen, var landskabet pludselig hvidt og da vi sad og spiste i restauranten, gik det for alvor i gang. Vi kunne ikke tro vores egne øjne. Det sneede tæt og det blev ved. Tjenere og gæster stirrede med vantro på et landskab, der for to dage siden havde være forår med 23 grader og alt på nippet til at springe ud og nu forvandledes det til noget, de omtalte som en mindre snestorm.

Det var grotesk. Vi sad indenfor klædt i forårs-gevandter og udenfor væltede sneen ned. Vi mente nu, at det nok bare var et kortvarigt, men intens snefald vi var vidne til. Næste morgen ville det hele være væk.

Vi stod op til dette syn…

 

Vi kunne ikke se til den anden sø-bred. Horisonten var forsvundet og jeg skal indrømme, at jeg begyndte at svede en smule, for vi havde i ugen inden afgang fået skiftet til sommerdæk. Nu lå der sne overalt og vi var ikke engang gået i gang med at forcere Alperne for alvor. Det lå stadig foran os.

Mens vi spiste morgenmad, stoppede det med at sne og vi kunne igen se den anden bred. Det var tø-vejr derude, kunne vi konstatere. Vi håbede – naivt, ganske vist – at plusgraderne holdt hele vejen op gennem Ammergauer Alpen.

Vi skulle ad rute 179 og vi ville passere Zugspitze med ganske få kilometers afstand, så vi var klar over, at vi udfordrede både sommerdæk og os selv, da vi begav os afsted, men vi vidste, at selv de lokale havde skiftet til sommerdæk, så der var sikkert ret stor tålmodighed med de af os, der måtte ende med en udfordring ind imellem i passene.

Vi kunne næsten ikke kende landskabet, vi dagen før var ankommet gennem. Nu lå det foran os og var helt forvandlet. Jeg elsker sne, så jeg havde svært ved for alvor at være ked af vejret. Jeg var sikker på, at der forude ventede en udfordrende, men også smuk dag, så jeg både glædede mig og frygtede for turen gennem bjergpassene.

 

Vejen var fremkommelige og saltbiler var kørt i stilling, så på den måde føltes det overskueligt, men temperaturen faldt jo hurtigt til under frysepunktet og vi var hele tiden på vagt over passet. Vi mødte lastbiler, personbiler og så en bunke autocampere og campingvogne, som også satsede og drog over passet i den tro, at det hele blev meget bedre på den anden side. De som drog nordpå ville få sig en overraskelse, vidste vi. Os på vej sydover vidste endnu ikke, hvad der ventede forude, men Kenneth og jeg var sikre på, at det her ikke kunne fortsætte, så vi nød bare oplevelsen af vinter og sne. Om et øjeblik ville det hele være væk.

Der blev mere og mere grønt efterhånden som vi fik bevæget os nedad mod Innsbruck. Vi fulgtes over lang tid med den røde lastbil. Vi gled gennem små syd-tyrolske landsbyer så idylliske, at jeg med det samme og om og om igen med stor passion proklamerede, at her ville jeg gerne bo – engang altså – måske …

Da vi var passeret byen og drejet ned ad A13 for at forcere dagens sidste pas, Brennerpasset, gjorde vi holdt og tankede benzin. Skyerne hang så lavt, at vi ikke kunne se bjergene. Kun en smule af dem afsløredes ind imellem gennem skyerne, men nu vidste vi, at det mest strabadserende var overstået og vi kunne slappe af og bare glæde os til den sidste del af turen.

Det bliver ikke meget smukkere, hvis du spørger mig.

Sneen svandt efterhånden som vi kom længere ind i Italien. Det lovede godt.

Pludselig var sneen byttet ud med grønne vinmarker og parallelkørsel med Adige. Vi var godt på vej mod Toscana og det var gået godt på trods af den noget overraskende start på turen over Alperne. Snestorm på sommerdæk lader sig også gøre med fornuft og forsigtighed.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.