Døren ud til terrassen har stået åben

Lørdag har været sol og det dejligste forårsvejr. Døren ud til terrassen har stået åben det meste af dagen og jeg skal hilse fra Oskar og sige, at han er umanerlig tilfreds med den drejning vores verden har taget. Han er løbet ind og ud. Hele dagen er han kommet ind kun for at vende og lige fortælle, at han er glad og nu løber ud igen.

Det er ham vel undt. Han har ventet længe på dage som denne og vi får et hyr i morgen, hvor de lover regn og han igen skal vænne sig til, at døren er lukket.

Jeg har hjulpet Oline hele dagen. Hun er i gang med at starte en blog og alt det tekniske tager sin tid. Jeg ved det. Det gør hun ikke, så ind imellem har temperamentet været udfordret for begge parter, men vi er nået til det tidspunkt, hvor hun endelig er i gang med at indrette sig. Jeg troede så, at jeg fik ro til at opdatere herinde, men jeg sidder med et konstant lydtapet i form af hendes kommentarer til ALT hun gør. Godt vi ikke har gruppearbejde sammen, siger jeg bare …

Mirabellen er sprunget ud i dag. Jeg opdagede det i morges, da jeg kiggede ud af vinduet. Pludselig går det stærkt. Som jeg dog har nydt de minutter, livet levnede, til at sidde på kanten af terrassen med udsigt til skovbrynet, som grønnes. En kop kaffe og et strikketøj. Ti minutter. Det gjorde underværker.

Hjernen er brugt og mine hænder trænger til at nyde maske efter maske, så om et øjeblik vil jeg overlade blog-livet til Oline og selv finde vej ind i sofaen. Jeg trænger.

Kenneth og jeg er i gang med Vikings. Vi er serie-slugere. Det er godt at have en serie og Vikings er ikke så lidt underholdende. Brutal. Blodig. Banal. Den passer fint til en aften med strik og sofa. Perfekt faktisk.