4

Jeg drømmer om spontane aftenture ud til Vesterhavet

På dage som denne, kan jeg godt længes efter varme, solrige sommerdage. Jeg drømmer om spontane aftenture ud til Vesterhavet. Jeg vil sidde der på stranden med grill, vin og dem, jeg elsker, mens jeg ser solen gå ned.

Lige inden mørket falder på, vil jeg bade i bølgerne og bagefter vil jeg finde en favn at gemme mig i, mens jeg ser lyset forsvinde.

Foråret er i gang. Måske er det ikke særligt synligt endnu, men om et øjeblik springer mirabellen her i haven ud i det smukkeste blomsterflor og efter den følger alt det andet, der gør verden frisk og ny og mig glad og energisk, som en anden springbønne. Håber jeg, for energien er ikke stor efter lange dage på arbejde, men jeg mærker allerede, at det hjælper mig, at lyset er kommet igen. Aftenerne er længere. Det går klar i den rigtige retning.

Jeg drømmer om spontane aftenture ud til Vesterhavet

Oskar har været i gang med et eller andet ådsel, så i nat lukkede jeg ham ud to gange. Ved 5-tiden syntes jeg ærlig talt, at det var Kenneths tur. Jeg følte, at jeg kun lige havde overgivet mig til søvnen, da Oskar igen vækkede mig. Kenneth tog turen. Bagefter gik han i seng og på to sekunder snorkede han lystigt videre, mens jeg lå lysvågen og stirrede op i loftet.

Efter en times tid opgav jeg mere søvn, svor at Oskar måtte bortadopteres i løbet af dagen og stod så op, for at hellige de næste minutter til det daglige bad. Under bruseren vågnede jeg for alvor og arbejdsdagen startede derfor ekstra tidligt i dag. Det passede fint. Der har været nok at tage fat på.

Nu er jeg hjemme. Jeg er landet. Om lidt vil jeg lade sofaen omfavne den ryg, der trænger til lidt kærlig støtte. Det bliver godt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide