16

F R E D A G S L I S T E N

Fredag er her og dermed er det igen tid til F R E D A G S L I S T E N.

Solen skinner. Foråret anes i horisonten og det mærkes allerede på de tidlige morgener, jeg har fået forærende. Jeg vågner med solen året rundt og derfor er vinterhalvåret en plage for mig, fordi jeg skal tvinges op. Det er unaturligt at stå op i mørke, så jeg trives i den grad med, at der nu igen er ved at være tidligt lyst. Jeg er vågen allerede 5.30 og jeg er klar til at stå op, men tvinger ind imellem mig selv til at blive liggende, fordi aftenerne bærer præg af disse tidlige starter. Jeg er træt alt for tidligt, hvis du spørger mig. Jeg elsker sene, stille aftener, men de er en saga blot i sommerhalvåret, fordi jeg altså står op med solen.

I weekenden vender sommertiden tilbage. Jeg begynder at fungere som et rimeligt normalt menneske igen. Det er godt.

Weekenden rummer absolut ingen planer, hvilket passer mig utrolig godt. Jeg ved, at det hurtigt kan skifte. Der kommer sikkert et eller andet forbi, vi får lyst til at udforske og så trænger jeg til at bage lidt godt brød, så det er i hvert fald en af planerne for de næste par dage.

Om alt går vel, vil jeg også drikke en kop kaffe i solen på terrassen. Bare et øjeblik med næsen i solen og fornemmelsen med forår i maven gør en skøn forskel, så sol, du må gerne blive her længe endnu, tak.

Fredag er her og dermed er det igen tid til F R E D A G S L I S T E N.

Planlægger, det er mig. Nogen gange. Andre gange er jeg faktisk meget tilpas med ikke at planlægge noget som helst, men én plan er, at jeg hver fredag opsummerer de ting, der har optaget mig i løbet af den forgangne uge, så her kommer F R E D A G S L I S T E N:

  • Jeg beundrer hyber-realist Helnwein. Det er imponerende arbejder, du kan se på siden. I samme åndedrag vil jeg fremhæve Arinze Stanley, som forstår at bruge en blyant – skal jeg hilse og sige.
  • Hvor gad jeg godt bo i dette smukke, enkle hus. Lyst, let og minimalistisk. Jeg elsker det spartanske, grafiske udtryk. Jeg bor slet ikke på den måde, men jeg kunne sagtens. I min næste bolig, kunne dette være idealet og det, jeg ville stræbe efter. Sikke en oprydning, jeg skal i gang med inden ;-)
  • Jeg strikker farverigt sjal; Find Your Fade og jeg har valgt at strikke det i det skønne og farverige Alegria fra Manos del Uruguay. Det bliver helt igennem fantastisk – både i lækkerhed og glæde ved farver. Et rigtigt forårsstrikketøj!
  • Jeg gad godt få gjort lidt ved alle mine begrænsninger. Det ville passe mig rigtig godt, hvis jeg fik elimineret højdeskrækken, klaustrofobien og utrygheden ved at flyve. Jeg skulle i pariserhjul, elevatorer og fly til USA i en pokkers fart. Måske jeg skulle starte med at øve mig. I det små.
  • Jeg har opdaget, at jeg holder af Woody Allens film. Det troede jeg ikke. Jeg har forsøgt mig. Mere end en gang har jeg set film af og med Woody Allen. Jeg er altid endt med at blive irriteret på ham og har opgivet filmen, men med alderen er jeg tilsyneladende blevet rundere på mere end korpus. Min sjæl er blevet blødere. Jeg tilgiver og rummer, så nu elsker jeg hans irriterende, neurotiske figurer. Der er en lang række eventyr foran mig, når jeg dykker ned i hans omfattende bagkatalog.
  • Jeg vil prøve at lokke Kenneth med til søndagstur på KUNSTEN. Måske gider han og gør han ikke, finder vi sikkert på andet at bruge en skøn fridag på.
  • Jeg fanges af Alexander Petrosyans smukke, brutale og ærlige billeder af et Rusland, som tydeligvis stadig har mange udfordringer, men fortsat livsmod og -glæde. Især hans shortstories er skønne, men und dig selv lidt tid til at gå på opdagelse på hans side.
  • Jeg er spurgt mere end én gang om, hvor jeg finder mine smukke, praktiske og fine projektposer til mit håndarbejde. Det gør jeg primært her på Etsy. Gå på opdagelse. Der er masser af guld og endnu mere skrammel. Sådan er det jo. Der skal kysses en del frøer, ved du ;-)

Rigtig god og forårslys weekend til dig og dine ♥

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide