Jeg har bestilt dage til produktudvikling hos direktøren og heldigvis er hun mig, så det er bevilget. Også personale- og indkøbschefen har fået bevilget fri, så det betyder faktisk, at der forude venter en lille stak dage, som lokker med plads til drømme og det skal jeg love for, at jeg kan finde ud af. Jeg kan faktisk konstatere, at det ikke er drømme, der er mangel på, men mere evne til at begrænse mig og være realistisk i forhold til, hvad der giver mening.
Gotland står højt på ønskelisten. Faktisk så højt, at jeg allerede nu har booket hotel. Nu er vi så bare kommet i den heldige situation, at Oline måske får mulighed for at tage med. Gider hun Gotland? Måske ikke, men vil hun med, må hun acceptere, at det skal give mening i forhold til det arbejde, vi tager afsted for også at udføre. Til gengæld skal jeg på jagt efter et andet sted at bo, hvis det ender sådan. Jeg holder af den jagt.
Jeg vil gerne op og opleve Visby, den smukke middelalderby, som ligger midt i Østersøen. Jeg vil gå på opdagelse i naturen på Gotland. Jeg vil gerne opleve både hav og indland og jeg vil spise god mad, slappe af og måske strikke og læse en god bog. Jeg vil sidde i Botanisk Have på en bænk og mærke, at foråret er på vej. Jeg vil gøre stop ved en af byens caféer og fika skal ske i det bedste selskab, nemlig Kenneth og Olines.
Jeg vil ud at finde ulden. De gotlandske pelsfår. Garn solgt fra lokale producenter. Måske findes det slet ikke, men jeg håber og drømmer. Måske gemmer der sig her det næste produkt til hylderne hos GARNUDSALG. Det er ikke til at vide, før jeg har været der.
Det eneste, der afholder mig fra at gøre alvor af planerne er, at det er en smule besværligt at komme til Gotland. Det tager lang tid. Tid har vi sjældent meget af, så det er en ressource, vi skal bruge med omtanke. Måske kan jeg snige en eller to ekstra dage ind i tidsbudgettet. Kan jeg det, er jeg slet ikke i tvivl; så vil jeg stemme for Gotland.
Vi kører selv, så vi skal ned gennem Jylland, tværs over Fyn og Sjælland, for at køre ind i og på tværs af Sverige. Fra kysten skal vi sejle i cirka 3½ time, inden vi rammer Gotland. Det er noget af en udflugt, så dagene skal være tilstrækkelige, inden jeg orker den lange rejse, men efter jeg begyndte at se med på Kammebornias podcast, har jeg drømt om selv at komme derop og ved selvsyn konstatere hvor skønt der er.
Jo mere jeg skriver om Gotland, jo mere lyst får jeg til at tage turen derover. Jeg må hellere sætte mig selv en deadline for, hvornår jeg skal have besluttet mig for målet med de fridage. Godt der stadig er god tid.
15 kommentarer
Eva
15. marts 2017 at 04:53Jeg følger også Kammebornia og deres podcast, og det giver virkelig lyst til at besøge øen. Jeg håber, I kommer afsted.
marianne bentzen
14. marts 2017 at 23:07Gotland er et dejligt sted at gæste, så I må se at komme afsted! Turen igennem Sverige synes jeg også er dejlig. Så rigtig god tur. Knus fra Marianne
Liselotte
15. marts 2017 at 13:27Sverige er altid flot at køre i, Marianne. Det er et dejligt land :-)
Jenny
14. marts 2017 at 22:45Spændende! Det er også en af mine drømme at komme til Gotland. Det kommer jeg en dag! Har I overvejet at flyve Aalborg- Stockholm, Stockholm – Visby? Jeg ved at det ikke er det samme som kør-selv, men måske er det tidssparende? Og måske med mulighed for at se lidt af Stockholm…
Liselotte
15. marts 2017 at 13:26Jeg tror, at det ender sådan, Jenny, for det er ganske svært at få andet til at give mening :-)
henriette hald
14. marts 2017 at 20:39Siden jeg begyndte at følge Kammebornia på Instagram er jeg blevet endnu mere forelsket i Gotland, men når man læser/lytter til visse svenske krimier med fornøjelse, ja kender man Gotland som et spændende område der værd at rejse langt efter. Jeg håber I finder tiden til den tur, og at der vil være en masse billeder fra din hånd når I kommer hjem. Så kan jeg rejse dertil i min fantasi :-)
Liselotte
15. marts 2017 at 10:52Jeg håber også, at det lader sig gøre, Henriette, men der skal altså være dage nok at tage af :-)
ingridtunheim
14. marts 2017 at 19:29Ja takk, jeg vil også gjerne besøke Gotland.
Liselotte
15. marts 2017 at 10:51Ja, den ø lokker, synes jeg :-)
Bella
14. marts 2017 at 17:37Glæd dig til Gotland og Visby — vidunderlig ø og by :-)
Liselotte
14. marts 2017 at 18:23Det kan du tro, at jeg allerede gør, Bella :-)
ingegerd
14. marts 2017 at 16:40Det lyder rigtig spændende, jeg håber det bliver til noget, så alle vi ude i kulissen kan få nogle gode billeder og tips :-) Hvorfor tager I ikke en færge til Sverige?
Liselotte
14. marts 2017 at 18:23Vi kunne tage færgen til Göteborg, men det giver ikke så meget mening, Ingegerd. Jeg har været i gang med at undersøge på kryds og tværs, men jeg fortsætter, for tænk om der var noget, jeg havde overset :-)
Liselotte
14. marts 2017 at 16:03Den ø vil jeg også gerne besøge. Har en udpræget svaghed for et par krimiserier, som foregår på Gotland
Liselotte
14. marts 2017 at 16:23Ja, jeg har hørt rygterne om krimier i Visby, men jeg har ikke set nogen af dem selv. Måske jeg skulle få gjort noget ved det, Liselotte :-)