Jeg sidder for nedrullede persienner

Solen skinner ind af sprækkerne i mine persienner. Jeg sidder for nedrullede af slagsen, for jeg har et hjørnekontor med vinduer på to at væggene og et genskin i min skærm, der kan gøre de fleste skøre på mindre tid end det tager mig at spise et af mors hjemmebagte knækbrød.

Jeg prøver at skabe et rum, der er rart at opholde mig i, for jeg føler jo i lange perioder, at jeg bor her og ikke på Tjørnevang. Det skal være rart og inspirerende at gå på arbejde, så jeg arbejder hele tiden på at forbedre mine omgivelser, men også her sætter tiden sin begrænsning. Jeg skal nok komme i mål. Jeg har kun siddet her et års tid, så der bliver masser af år at tage af, når jeg skal have hængt den lille, skønne hylde på, jeg har haft stående for enden af mit skrivebord i snart lige så lang tid – eller de to magasin-holdere, der skal huse de mest aktuelle af mine opslagsværker. Hylderne har også har stået lænet op af væggen et halvt års tid.

Det handler om tiden til, siger jeg hele tiden forklarende til mig selv, men det er ikke helt sandt. Det handler også om, at jeg glemmer at få boremaskine, rawlplugs og skruer med i håndtasken. Det handler om, at der hele tiden er noget andet, som i virkeligheden trænger mere til min opmærksomhed, men en skønne dag kommer jeg i mål med alle de småting, der skal gøre dette rum personligt – eller mere personligt, for flere vil påstå, at man ikke er i tvivl om, at jeg residerer herinde. Det er nok sandt. Her flyder med små lapper papir med farve-prøver, strik-prøver og farveblyanter. Mit kamera ligger ofte midt på bordet og te-kruset damper, mens stearinlysene blafrer i vinden fra de, der færdes på gangen lige udenfor.

Jeg holder af at tænde stearinlys, når jeg ankommer om morgenen. Jeg kan godt lide det, sådan en gestus gør, for min oplevelse at arbejdsdagen. Jeg kan lide, at der er rart og hyggeligt, hvor jeg skal sidde og arbejde og det er vigtigt for mig, at mine omgivelser emmer af ro. De små lys er med til at forme dagen i den retning.

Som sagt ligger der ofte et strikketøj på mit bord. Det er desværre ikke sådan, at jeg har meget tid til at strikke. Det skulle man vel egentlig tro, for jeg bestemmer da. Sådan er det ikke. Der kommer altid opgaver ind på mit bord, som skal løses i varierende hast, men sjældent med en elastisk og lang deadline. Så skynder jeg mig og arbejder uden at kigge op fra skrivebordet, men jeg er opmærksom på at udnytte alle ledige minutter på dagen til noget, jeg holder af. Når jeg venter på noget print, et svar, en korrekturlæser eller måske bare har brug for fem minutters pause – hvilket er noget, jeg er virkelig dårlig til at huske, men øver mig meget i lige i disse dage – så giver det glæde indeni, at gribe strikketøjet og strikke en pind eller to.

I aften er mit job at agere mentor for en flok seje kvinder, som har et ønske om at komme i gang med at strikke efter engelske opskrifter. De er virkelig inspirerende selskab og jeg har fra starten været imponeret af deres vovemod og eventyrlyst. De efterlever Pippis valgsprog; “det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert”. Jeg glæder mig til at ses med dem allerede om ganske få timer. Det bliver en god aften.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.