De taler om sne i de kommende dage. Marts er på ingen måde en garanti for, at vi ikke ser mere sne før langt inde i efteråret. De fleste, jeg kender, forbander sneen langt væk, men jeg elsker den og jeg har hele tiden været indstillet på, at det sidste sne ikke er faldet endnu, så jeg glæder mig bare. Jeg holder meget af snevejr og jeg elsker frostklare dage og ture i skoven med sne dryssende fra en vinter-tung himmel.
Jeg har lige investeret i et par Sorel til vinterbrug. Januarudsalget er godt til den slags investeringer, så i år lykkedes det og jeg har varme, praktiske vinterstøvler de næste mange år. De er endnu ikke brugt, for sneen forsvandt akkurat, som jeg modtog støvlerne. Mon der kommer tilstrækkelige mængder sne til, at jeg får lejlighed til at prøve fodtøjet? Jeg kan jo håbe. Jeg er i hvert fald klar, hvis det er tilfældet.
Hvis sneen for alvor kommer, river jeg et par timer ud af kalenderen og stikker af ud i skoven for at nyde, at vejret er, som jeg elsker det. Hver eneste gang, der falder sne, kan være den sidste. Det skal knuselskes.
Jeg kender ikke mange, som ikke allerede nu er opsat på forårets komme, men som sagt er jeg endnu ikke træt af vinteren. Ikke i år. Jeg elsker årets skiften og jeg prøver at holde af vejret hver eneste dag. Så bliver verden ulig meget nemmere at være i.
Kenneth er sendt på torvet. Han skal handle brød, grønt, frugt og fisk. Måske en porchetta fra den gode slagter. Man kan aldrig vide, hvad der byder sig til inde på Frederiks Torv og det mest fristende bestemmer weekendens menuer.
Jeg skal finde et nyt strikkeprojekt. Jeg har afsluttet to, små projekter. Der er ledige pinde. Det går jo slet ikke, men jeg ved ikke, hvad jeg skal slå op til. Ingen planer trænger sig på, så jeg må i gemmerne for at tage et kig på en af listerne over ønske-strik for 2017. Jeg er helt sikker på, at der nok kan findes noget, jeg har lyst til. Helt sikker.
I aften lader vi Oline og Oskar om at passe hjemmet. Vi skal til en skøn aften i bedste selskab, så vi glæder os. Indtil da, vil jeg drikke lidt te, finde et godt strikketøj og i det hele taget bare nyde stilheden, roen og følelsen af at være lige der, hvor jeg holder allermest af at være.
Rigtig god lørdag til dig og dine.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
20 kommentarer
Donald
6. marts 2017 at 11:02Sikken et smukt billede! Det er smukt og godt at gå en tur i skoven når det sner, – jeg er også én af dem man møder på sådan en tur :) Jeg troede du holdt vejret i spænding for at se hvordan det nu blev, men der stod jo at du holder af vejret (og dets skiften) – samme her.
Liselotte
6. marts 2017 at 16:50Jeg kan lide, at det skifter og jeg prøver at være tilfreds med nu’et. Det betyder også, at jeg prøver at synes om, at det ikke længere sner, men regner heroppe ;-)
Yvonne
5. marts 2017 at 23:26Jeg kommer (næsten) helt i vinterstemning ved at betragte det ualmindeligt smukke vinterfoto. Meget stemningsfyldt. Jeg håber at I får masser af vinter og sne i Nordjylland – og så må foråret gerne præsentere sig fra sin bedste side her i København:-)
Er i øvrigt næsten klar med mit dejlige Århus-tørklæde/sjal, som jeg var oppe hos jer at købe garn til i november. Men mon ikke at jeg må vente til næste vinter med at bruge det – i hvert fald her i øst-Danmark. Jeg håber i hvert fald.
God dag til dig og dine.
Yvonne
Liselotte
6. marts 2017 at 08:16Jeg er helt sikker på, at du sagtens skal nå at få brugt dit Århus, inden foråret for alvor indfinder sig, Yvonne, men det er jo lige om hjørnet ;-)
ingridtunheim
5. marts 2017 at 20:49Har vi ikke fått vinter før mars kan den la være med å komme. Jeg bor helt sydvest ved kysten i Norge og vi har heller ikke hatt snø denne vinteren. God søndagskveld og håper aftenen i går var fin. Beste hilsen Ingrid
Liselotte
6. marts 2017 at 08:15Jeg er vågnet op til sne og hvidt landskab, så jeg er glad, Ingrid ;-)
jette
5. marts 2017 at 13:06Det stykke kunne være skrevet af mig! Jeg synes heller ikke det gør spor med mere sne og jeg får næsten knopper, når folk begynder at skrive om forår, så snart vi når 2. juledag eller deromkring. Jeg glæder mig også til forår, men jeg lææænges ikke efter det – endnu. For vi bor jo i et land, hvor vejret ikke ved, at det er præcis d. 1. marts, at vi mener foråret begynder.
Jeg bor i Nordvestjylland og vi er virkelig blevet snydt for sne i år. Vinteren burde jo være fuld af sne, foråret af sol og piblende planter, sommeren skal bare være sol i dagevis og med en enkelt eller to regnvejrsdage, hvor man er tvunget til at være inde og efteråret skal byde på dage med sol og høj himmel, skiftende med regn og (ikke alt for meget) rusk. Jeg hader blæsevejr, så jeg er flyttet det helt forkerte sted hen. Men sådan er det jo bare sjældent! :-) Men på trods af det, så elsker jeg de skiftende årstider.
Liselotte
5. marts 2017 at 13:15Jeg synes også, at det er ærgerligt, at mange begynder at længes efter foråret, så snart vi træder ind i et nyt år. Det bliver en lang ventetid, hvis man ikke samtidig er klar til at nyde de måneder, der ligger forud for foråret. De må – for min skyld – gerne være fyldt med sne, frost og vinter så det basker, for det er også vidunderligt. At være til stede i nu’et gør bare livet så meget dejligere, så jeg øver mig hver dag :-)
Signe
4. marts 2017 at 20:55Jeg hører dig helt og aldeles, Liselotte :) Jeg sætter pris på alle årstider, og denne vinter brokker jeg mig blot over, vinteren ikke har været mere vinterlig.. du bliver glad for Sorel’erne, når det er koldt! Jeg har sådan et par der, blot i mandemodel – de fandtes ikke til kvinder dengang, og de har nu små 20 år på bagen og ser ud som næsten nye. Jeg er så glad for dem (men det skal være pivkoldt, ellers smelter fødderne :D)
Liselotte
5. marts 2017 at 10:19Jeg glæder mig til, at mine nye støvler kan luftes. Det ville jo betyde, at der er sne og frost og jeg holder altså også af det vejr, så det må gerne drysse i denne uge, hvis det er planen :-)
Annemette
4. marts 2017 at 20:38Åh som jeg savner noget rigtig vinter med masser af sne og frost. De par dage der kommer hvert år er bare ikke nok for mig og hver gang foråret kommer er jeg slet ikke mættet og savner mere vinter.
Her har vi haft flere dage med 16 grader allerede og jeg kan næsten ikke rumme at jeg heller ikke fik vinter i denne sæson ;-)
Liselotte
5. marts 2017 at 10:18Jeg kan sagtens huske turen til jer for en måned siden og jeg NØD simpelthen, at der var vinter og sne med frost, men jeg ved godt, at det ikke er meget vinter, I har haft heller og jeg forstår dit savn :-)
Lene
4. marts 2017 at 18:20Rigtig god aften til jer. Hvis nu sneen falder, skal vi så ikke tage i skoven sammen? :-)
http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com
Liselotte
5. marts 2017 at 10:16Jo, det skal vi, Lene! :-)
Helle
4. marts 2017 at 18:07Altså hvor jeg bor, har vi haft mere end nok af sne og frost, som jeg holder meget af – i december, januar og februar. Nu står der have på programmet, så kan jeg ikke bruge sne og frost til så meget :-) – jeg har også et par Sorels, som virkeligt er meget varme, desværre kan man ikke rigtigt gå meget i dem, fra huset til bilen er ok, men ellers ikke, de trækker sokkerne ned hele tiden, noget jeg hader. Måske er dine bedre.
Liselotte
5. marts 2017 at 10:16Man kan jo sagtens få nok vinter, men i år er det ikke sådan i Danmark. Stort set ingen sne og jeg elsker altså at mærke, at det er vinter, men kommer der ikke så meget, er det også i orden. Som sagt kan jeg lide alle årstiderne :-)
Randi Borup Jensen
4. marts 2017 at 12:00Jeg synes, denne vinter er forsvundet som dug for sol – men det passer mig fint, jeg er mere til forår
Jeg var for første gang i jeres Garnudsalg igår, for at købe garn til en trøje, så nu skal jeg skynde mig at hækle karkludene færdige, som jeg skal bruge til en gave i næste uge, så jeg kan få gang i mit projekt hæklet trøje
I øvrigt ikke sidste gang jeg har besøgt Garnudsalget, lækre sager I har i butikken
Sjovt nok vi skal have porchetta til aften, en jeg havde i fryseren
God weekend
Liselotte
4. marts 2017 at 12:52Jeg elsker alle årstiderne, Randi og jeg synes, at vinteren i år har budt på alt for lidt sne, så jeg er altså klar til et lille ekstra-nummer :-)
Randi
4. marts 2017 at 11:06Jeg er bare så enig – sne er så smukt, og denne vinter har ikke budt på ret meget af det. Så skulle der komme lidt her i marts som en lille bonus, så skal der ikke lyde klager fra mig :-)
Liselotte
4. marts 2017 at 12:50Vi trænger jo, Randi :-) Vi er i sne-underskud ;-)