Oline og jeg startede dagen med at køre over Limfjorden til Vendsyssel eller nærmere bestemt til Lindholm. Vi havde tid ved frisøren, så inden længe sad vi i stolene og fik purret op i krøllerne, for vi trængte. Det blev – som altid – rigtig flot og vi kørte fra salonen smukkere, end da vi ankom. Det er ikke noget skidt bytte for et par timer i Lindholm med udsigt til verdens dårligste vejr; slagregn og slud med snefnug så store og våde, som en hav-dyppet puddel.
Mit kort var rødglødende, da vi forlod Lindholm …
Vi kørte retur over fjorden til Aalborg-siden, hvor vi hører til. Vi drejede til højre på broen og kørte ud mod Vestbyen. Vi skulle ud forbi færgen til Egholm eller nærmere bestemt ud forbi stedet, hvor den holder til. Efter vores ærinde der, kørte vi ud gennem Mølholm, Gl. Hasseris og op langs Skelagervej, til vi ramte møllen. Den vi alle kender. Altså os fra Aalborg. Møllen på Hobrovej.
Huset ved møllen har længe været til salg. Nu måske ikke længere, for jeg kan ikke finde det nogen steder hos byens mæglere, men virkeligheden er også, at det efterhånden har stået tomt så længe, at det ligner noget, der er ved at falde fra hinanden. Det var engang virkelig velholdt. Det er det ikke længere og det er i grunden synd, men ingenting tåler at stå ubeboet ret længe, før det ligner noget i forfald. Vi passerede huset på vej Over Kæret på vej ned til Gugvej.
Snart var vi hjemme. Vi spiste en sen frokost med Kenneth og efter den fik jeg dagens første kop kaffe.
Jeg er lige blevet færdig med den. Pludselig skinner solen smukt ind ad vinduerne og ned over bordet, hvor en træt buket minder mig om, at jeg gerne vil have lidt forår ind i form af nogle grene og andet grønt. Måske skulle jeg sætte mig ud i bilen og smutte hen til Gug Planteskole. Jeg er sikker på, at de har lige det, jeg drømmer om.
Mon Kenneth gider …
8 kommentarer
ingridtunheim
1. marts 2017 at 23:47Ja, jeg synes du skulle kjøpe deg noen fine grener til på pynte opp i stuen mens vi venter på våren. Den kommer nok snart nå når kalenderen sier mars allerede.
Liselotte
2. marts 2017 at 17:29Det gør den da, men inden er det jo dejligt at have lidt at glæde sig til, så jagten på grene er gået ind, for jeg fandt ingen i går :-)
VenterPaaVinBlog
1. marts 2017 at 21:59Jeg elsker Møllen – der har jeg drukket mange kolde slotsøl i solen bagved (:
– A
Liselotte
2. marts 2017 at 17:17Det kan jeg ikke prale af at have gjort, men jeg er sikker på, at det har været hyggeligt :-)
Anne Holtegård Clausen
1. marts 2017 at 20:27Møllen er navigationspunkt i Aalborg… lige som Vandtårnet er i Århus…. Men jeg foretrækker afgjort at besøge Aalborg ;-)
Liselotte
2. marts 2017 at 16:55Møllen er et fint symbol på at ankomme til Aalborg, for det er vist den vej, mange ankommer :-)
Sandra
1. marts 2017 at 18:53Jeg var også i Ålborg igår og idag. Vi holdt møde ude ved Trekanten igår aftes og kørte forbi et skilt mod Gug. Kom til at tænke på jer og jeres fine butik som jeg stadig har tilgode at se i det rigtige liv og ik kun online. Det må bli næste gang jeg er i Ålborg. For byen er så dejlig!
Liselotte
2. marts 2017 at 11:16Det skal du da, næste gang, du kommer forbi, Sandra :-)