Der er det, som bliver virkelig vellykket

Det nye strikke-år er allerede godt i gang og jeg har fat i den lange ende og hvad betyder det så? Jo, jeg er kommet godt i gang med at strikke på en del af de projekter, jeg gerne vil nå i 2017 og allerbedst har jeg været i stand til at holde fokus og få færdiggjort projekterne også. Det har været min helt store udfordring at holde interessen fanget i tilstrækkelig lang tid til, at jeg har kunnet få tingene gjort færdigt. Det er lykkedes indtil videre og jeg er meget glad for, at det endelig er sådan igen.

Det er meget frustrerende at have en passion for at strikke og alligevel ikke være i stand til at fastholde fokus. Det handler om en begyndende stress, alt for mange og forvirrede tanker, der ikke ville lade mig i fred og i det hele taget bare alt for meget på den tallerken, der er min. Jeg har luget ud i tingene. Kenneth har hjulpet mig. Det handler dybest set om at finde egne grænser og huske at respektere dem.

Mange års slid har givet mig pergamenthud og overfølsomhed overfor pres og travlhed og jeg ved det egentlig godt, men jeg har stadig ikke givet slip på den anden Liselotte. Hende, der kunne stå på toppen af verden og overskue, uddelegere, klare og sørge for ALT. Hende, der ikke kunne vælte. Hende, der altid havde overskud. Hun er jo ikke sjov at skulle give slip på, vel? Hun er skøn, men hun er også en saga blot. Jeg kommer overens med det, men giv mig tid til at sørge og bær over med mig, for jeg er ikke helt god til at give slip og så slides jeg. Det er i de perioder, at strik gerne skal hjælpe mig og derfor er det blevet til en del sjaler og tørklæder i de forgangne uger. Det er meditativ strik, hvis man – som jeg – vælger forholdsvis enkle projekter.

Der er det, som bliver virkelig vellykket og så er der det, man helst glemmer

Jeg er meget glad for at bære sjaler/tørklæder og jeg har stakkevis af dem. Jeg slider dem flittigt. Nogle mere end andre, men sådan er det jo, når man strikker. Der er det, som bliver virkelig vellykket og derfor slidt op og så er der det, man kan lide og også bruger, men måske ikke så ofte, som det egentlig fortjener. Til sidst er der det, man har strikket, men aldrig kommer til at bruge. Det skal der helt ikke være for meget af, men det sker nok for os alle, at vi ind imellem får strikket noget, vi aldrig får brugt.

Jeg forærer det væk. Jeg gemmer det ikke og ærgrer mig, hver gang jeg ser det. Jeg sender det ud i verden, så det kan bruges, som det fortjener.

Der er noget meget tilfredsstillende ved at strikke sjaler og tørklæder. De kan være af varierende størrelse, sværhedsgrad og tyngde, så der er masser af valg at foretage, inden man går i gang med at strikke et. Det kan betale sig at overveje, hvad man vil bruge det til. Jeg elsker KÆMPESTORE sjaler og jeg elsker små, lette og virkeligt tynde sjaler, men jeg har ikke nogen særlige præferencer, for jeg bruger dem alle – bare på skiftende tidspunkter. Jeg elsker f.eks. også at bruge mine sjaler sommeren igennem. En sommeraften, hvor duggen falder og solvarme skuldre fryser en smule, er et sjal skønt at svøbe sig i og en vintereftermiddag med varm te, strikketøj og kig til dalenede sne udenfor vinduerne, er et stort, varmt sjal en virkelig god ven.

1. Hollows – af Melody fra mandarine’s. Sjalet er allerede færdigt og taget i brug. Jeg har strikket det op i en lækker BFL (Bluefaced Leicester) i råhvid og jeg elsker det simpelthen. Mest af alt på grund af tyngden og blødheden fra den skønne, men temmelig kostbare fiber. Kenneth har taget et parti hjem til mig. Jeg har planer om at få det farvet efter mine specifikationer og anvende det til et sjals-kit, men jeg er stadig på idé-planet, så lad os nu se.
2. Stort Færø Sjal – Johanna Maria – af Elsa Maria Baerentsen. Sjalet er allerede færdigt, taget i brug og højt elsket. Det er strikket i et engangstilbud fra Garnudsalg – et blandingsgarn bestående af alpakka og uld og blødt og let, som en fjer, når det er strikket op på pind 5.
3. Pebble Beach – af Helen Stewart. Jeg er i gang. Jeg strikker det i en tynd, entrådet uld fra gemmerne og det bliver en letvægter på trods af sin størrelse. Jeg kæmper med de lange vrangpinde og det tynde garn, men jeg er stædig og sikker på, at det ender virkelig smukt. Jeg er mere end halvvejs, så det skal nok ende godt.
4. Lemmy K – af Isabell Kraemer. Jeg er generelt vild med hendes designs og dette sjal er ingen undtagelse. Jeg vil strikke det i Blackhill Chunky Højlandsuld, fordi jeg er sikker på, at netop det garn vil give det rustikke udtryk, jeg synes vil komplimentere designet.
5. Match and Move – af Martina Behm. Også dette sjal/tørklæde er allerede færdigt. Jeg tog det i brug i forgårs og jeg er allerede helt vild med det. Det er første gang, jeg har strikket med Blackhill Lama Silke, men det bliver bestemt ikke sidste gang, for den er simpelthen gennemført luksus og så er det et garn, som er som smør at strikke med. Det sidste er med til at give en virkelig skøn strikkeoplevelse og det er jo det, det handler om, når vi sætter os med strikketøjet.

Der skal nok komme flere til i løbet af året. Måske skifter jeg mening og strikker noget helt andet. Måske når jeg i mål med dem alle. Det vil tiden vise, men i hvert fald kan jeg virkelig godt lide at strikke sjaler, så sikke et held, at jeg også holder af at bruge dem.