9

Danmark, Tyskland, Østrig & Italien

Tiden nærmer sig for årets første tur ned gennem Europa og jeg glæder mig. Ruten hedder Danmark, Tyskland, Østrig & Italien. Jeg elsker at rejse langsomt, så ingen fly til mig, når turen går den vej. Vi tager bilen. Vi pakker små, dejlige forfriskninger, blade og lydbøger og så er vi klar.

Vi elsker de lange stræk med tid til snak og stilhed, smukke udsigter og sjove pit-stop på obskure motorvejs-caféer. Vi elsker, at vi kun er os og intet til at forstyrre, for vi får vendt alle de ting, der drukner i en travl hverdag.

Vi planlægger ikke meget. Overnatninger undervejs har vi. Vi gider ikke andet, men vi planlægger ikke hjemmefra, hvor det bliver. Vi finder et sted, når det er tid. Vi har hidtil været heldige og har fundet et sted, når vi trængte, så jeg satser på, at det også lykkes denne gang. Det er forhåbentlig for tidligt til mange skiferie-turister på vejene.

Vi skal ned gennem Tyskland og Østrig, for at lande i Italien. Vi planlægger at være fremme tirsdag. Jeg har booket hotel. Intet nyt denne gang. Vi boede skønt sidste år, så det bliver samme sted. Et skønt, lille hotel i en beskeden, italiensk by i et område, vi føler os hjemme i, fordi vi i 2012 nød en skøn og ufrivilligt spændende sommerferie i Regello.

Her er ingen overraskelser i form af sne. Vejret er i området, som det var sidste år. Forholdsvist lunt (8-10° i dagtimerne), fugtigt og gerne med en del tåge. Det er overraskende klædeligt for Toscana. Bakker bliver ekstra bløde af tåge og gråvejr.

Pistoia, Toscana, Italien

Vi har aftaler med en del af vores leverandører. Vi glæder os til at komme ned og hilse på dem igen. De er skønne, imødekommende mennesker, som gerne vil sikre sig, at vi er tilpas. Det kan man vist ikke tillade sig at klage over. Der er allerede aftalt flere møder. Et er i fare for at blive aflyst på grund af sygdom, men det gør intet. Vi har allerede alternative planer, hvis det sker.

Pistoia, Toscana, Italien

Pistoia, Toscana, Italien

Jeg håber, at der bliver tid til at tage ind til Pistoia, som er et nyt bekendtskab for mig. Jeg syntes om byen, da vi besøgte den sidste år. Livlig og meget italiensk ligger den midt i Regionen Pistoia og for mit vedkommende er den druknet fuldstændigt, som den ligger omgivet af Firenze, Lucca og Siena. Det er en skam, for den har masser af charme og autenticitet, ligesom den byder på en imponerende historie med masser af seværdigheder at nyde.

Det hele kan besøges på gåben, så jeg håber, at vi får plads til en eftermiddag med tid til at se den imponerende, trapezformede bymur med bastioner og fire porte, som blev bygget af familien Medici. Jeg vil gerne stå på Piazza del Duomo og pege i retning af San Zeno, den lokale domkirke. Jeg vil spise frokost på Trattoria dell’Abbondanza og nyde min aftensmad på Rafanelli, hvor vi sidste år fik den mest fantastiske oplevelse i selskab med en af vores lokale leverandører. Jeg glemmer aldrig den aften. Den tåler sagtens gentagelse.

Jeg er bare så klar til den tur og det kommer sikkert som en stor overraskelse, men sådan er det ;-)

Du vil sikkert også kunne lide