Strik i gang og strik, der er færdigt

Jeg arbejder. Sletter spor. Sætter nye. Fotograferer. Funderer. Overvejer. Debatterer og diskuterer. Ind imellem løber jeg bagefter og prøver at indhente. Det sker, at det lykkes.

I dag vasker jeg. Maskine efter maskine fuld af bomuld og uld bliver vasket og siden tømt. Det hele hænges til tørre. Jeg forbereder. Om lidt går turen sydover og der skal helst være tekstiler at pakke. Rene tekstiler.

Jeg har også haft tid til at strikke. I dag fortæller jeg lidt om strik i gang og strik, der er færdigt. Jeg har nemlig begge dele.

På pindene har jeg Stonehaven – og hvorfor nu det, for er den efterhånden ikke færdig, Liselotte?

Jo, det er den. Første eksemplar er færdig. Den endte med at være ALT for stor. Alt, alt for stor. Så stor, så jeg var ved at græde, da jeg prøvede den, men i stedet for at græde, enedes jeg med mig selv om, at den skulle tørretumbles hårdt, så den filtede og på den måde ville den måske ende i en størrelse, jeg kunne passe. Slutresultatet turde jeg ikke spå om, men jeg smed den i maskinen, trak den ud efter endt vask og lagde den direkte op i tørretumbleren, hvor jeg valgte at tørre den på en varmt bomuldsprogram, jeg har.

Jeg regnede med, at ulden og mohairen ville filte trøjen til ukendelighed og i hvert fald havde jeg indstillet mig på, at det fine mønster ville være væk. Sådan gik det ikke. Det er Stonehaven, der ligger forrest i billedet. Den er blevet så tilpas meget mindre, at jeg kan bruge den og den er simpelthen vidunderligt blød, varm og et yndlingskram i form af en trøje. Jeg elsker den.

Hver eneste aften måtte min familie høre på, at jeg brokkede mig over, at jeg frøs, men sådan er det ikke længere. Jeg har det så dejligt, når jeg pakker mig ind i Stonehaven, så nok var den nærmest ubrugelig til en start, men nu er den en af de succeshistorier i mit strikkeliv for 2017, som bliver overordentlig vanskeligt at overgå. Den bliver slidt op.

Jeg har ikke vejet den, så jeg kan ikke give dig en vægt. Den er tung. Som en rar dyne og den er ikke det eneste strik, der er blevet færdig.

Strik der duer. Jeg har strikket de fineste vanter.

Jeg har fundet Mandarine’s Podcast og ad den vej Woodland Tales; et virkelig fint par vanter. Nogle foretrækker handsker, men jeg er nok hende, som ikke helt kan bestemme sig, for jeg bruger både handsker – gerne af læder og smukke, rustikke og solidt strikkede vanter. Jeg skifter mellem dem og jeg bruger selvfølgelig ikke vanter, men læderhandsker, når jeg f.eks. kører bil.

Vanterne er strikket i en cone Uld/Alpakka, som landede i butikken forleden. Den sælges ude i Kenneths Corner, som er det sjoveste sted i vores butik. Det er her, Kenneth sætter sine små guldkorn til salg. Han handler med mange fabrikssalg og leverandører, som ind imellem medsender ganske små partier luksusgarn. Han tager et hurtigt foto og lægger garnet til salg derude for en slik. Du kan gøre rigtigt gode køb der. Jeg tror desværre, at den helt lyse er udsolgt, men der er stadig en smuk grå, en sort og en vidunderlig brun.

Vanterne tog ikke meget garn. Jeg har endnu ikke vejet dem, men der skal kun bruges 125 meter garn til dem, så de vejer nærmest ingenting.

Conen er jeg fortsat med.

Jeg er nemlig gået i gang med endnu en Stonehaven, men denne gang i noget, der gerne skulle blive en lettere udgave. Ikke sådan en, som kan udstå en fimbulvinter, men en cardigan/jakke, som kan bæres også på kølige sommeraftener. Underligt nok finder jeg stadig modellen spændende og sjov at strikke, så jeg fortsætter ufortrødent, for glad for den bliver jeg!

Jeg planlægger at strikke huer og måske et sjal eller to, fordi det er noget, jeg bruger hele tiden. Jeg skal bare lige finde de helt rigtige og så skal der også kigges på cardigans. De små og hverdags-venlige af slagsen. Jeg har allerede øje på et par stykker. Det er skønt at drømme og planlægge. Jeg elsker det.