25

Underlig og fuld af ting

Onsdag har været travl og underlig og fuld af ting, jeg ikke havde forudset og sådan er onsdagene bare i nogle uger. De driller mig. De lader mig ikke gennemføre hverken eller og der er ellers altid en liste så lang over ting, jeg gerne vil nå. Jeg har lært lektien. Jeg forventer ikke længere, at jeg krydser af og streger ud, når dagen er gået. Slet ikke. Jeg er bare tilfreds. Det er nemmest sådan.

I dag er ingen undtagelse. Få krydser er sat, men jeg er tilfreds. Det sidste, er det vigtigste.

Jeg har dog nået at ryste puderne, rydde de fleste flader og tænde stearinlysene, inden familien er landet. Jeg kan lide, at jeg har gjort det rart at komme hjem. Det betyder meget for mig, så jeg tænker, at det også har betydning for andre, at de føler sig velkommen og ventet.

Onsdag har været travl og underlig og fuld af ting, jeg ikke havde forudset og sådan er onsdagene bare i nogle uger. De driller mig.

På et fad har jeg anrettet rester fra julen. Uanset hvordan jeg planlægger, så er der altid rester. Også langt ind i januar. Jeg elsker det, men sig det ikke til nogen.

Jeg har forberedt lidt, så det er nemt at lave aftensmad. Vi er kun to hjemme til mad, så vi skal have hakkebøffer og bløde løg. Kenneth laver en killer-sauce til hakkebøffer, så jeg kan næsten ikke vente. Det skal blive godt og bagefter skal min Stonehaven have lidt opmærksomhed. Jeg vil tro, at vi ender med et par afsnit af The Good WifeNetflix, for vi er vilde med serier og slugte på to aftener de nye afsnit af Modern Family, så vi er tilfredse med, at vi har fundet denne marathon af en serie. Vi løber ikke tør lige foreløbig. Det er godt.

Jeg har elsket:

  • The Crown
  • Reign
  • Call the Midwife
  • Grace & Frankie
  • Marco Polo
  • Outlander
  • Land Girls
  • The Tudors
  • Modern Family
  • House of Cards

Jeg har formentlig set et hav mere, men det var lige dem, der faldt mig ind. Der er klart et mønster.  Har du forslag til serier eller film, der foregår i nogen af ovenstående tidsperioder og med nogenlunde samme tilsnit, er jeg liebhaver :-)

Du vil sikkert også kunne lide