Julefred, juleferie & Italienske Fristelser

Vi er på vej mod julefred. Juleferie. Dage med skønne fritimer ligger foran os og vi glæder os. Det giver tid. Strikketid, nævner jeg i flæng.

• Jeg har strikket en hue til Kenneth. En hue i det lækreste Kashmir/Virgin Wool og i den smukkeste blå farve. Den passer perfekt og varmer, som den skal.
• Jeg har strikket den fineste, lille trøje med blomster-blondekrave og i en smuk, lys blå farve.
• Jeg har strikket en lille, smuk barne-kjole i en virkelig smuk rosa farve.
• Jeg har strikket en herlig, stribet sweater i den skønne Linwool. Sort/hvid, som jeg kan lide den.
• Jeg har strikket babysokker og babysko.
• Jeg har strikket baby-bukser i blød, blid alpakka og med den fineste, bløde naturfarve.
• Jeg har strikket smækbukser i gråt uld og jeg er vild med dem.
• Jeg har strikket to skønne tørklæder/sjaler. Et gråt og et meleret i bløde jordfarver.

Jeg strikker. Måske mindre, end jeg plejer, men jeg strikker. Jeg strikker hver dag. Nogle dage ganske lidt, mens andre dage bliver fyldt med strik og masker, der flyttes kontrolleret fra en pind til en anden. Mellem hænderne vokser smukke, sjove og anvendelige stykker strik frem, men intet af det bliver afbilledet, for lyset svigter mig i denne tid og i dagtimerne, hvor jeg er herre over egen tid, er jeg alligevel ikke spor herre over egen tid. Da væltes jeg af overraskelser, som gør, at intet planlagt lykkes gennemført. Altså ingen fotos.

Verden er sort, men smukt oplyst, når jeg lander på Tjørnevang. Op af vejen er der lys på huse, træer og buske og oppe hos Leo, er der flagstangs-juletræ. Det er hyggeligt, synes jeg. Når jeg ligger i min seng om aftenen, kan jeg ane et enkelt ben af træet oppe i hans have og på gårdspladsen har vi forvandler mørke til lys. Omtrent da.

Jeg nyder alt det lys, men det gør intet godt for billeder, hvor man skal prale af strik. Intet. Derfor må det vente og imens det venter, strikker jeg videre. Vi forbereder de sidste ting, inden juleferien. Gaverne er i hus. De fleste indkøb er gjort. Vi mangler kun de sidste madvarer og dem klarer vi på ingen tid, når det er ved at være sidste udkald for den slags.

Oline og jeg bagte i går. Hele dagen. Fra middag til langt ind i aftenen.

Vi bagte blandt andet Italienske Fristelser & Chokoladedrømme. De første lagde jeg dejen til og de andre er Olines fortjeneste. Ud over dem, bagte hun også orange-/chokoladefigurer, som skal glasur-dekoreres senere i dag.

Sidst på aftenen serverede jeg en risotto med svampe. Et meget spændende øjeblik. I vores familie har ingen været overbeviste om det fantastiske ved en risotto, efter vi fik en sådan serveret i Amsterdam for ti år siden. Den ene risotto ødelagde så et årtis muligheder for at nyde den cremede, lækre risotto, for det viste sig, at vi alle tre kunne lide det. Det er ikke sidste gang, der er risotto på menuen på Tjørnevang.

I dag er søndag. Søndag er lys på juletræet, kaffe, stille formiddag og måske en stak vasketøj. Om mindre end en uge lander Annemette, Heidi & Irma. Vi er næsten klar til juleferie og vi når i mål. Det er godt at vide.