Traditioner er ikke det, vi er bedst til, men …

Der er traditioner, som holder ved og er vigtige for vores forståelse af hinanden og virkeligheden. Sådan en tradition har vi i vores familie. Den 29. november finder vi julekasserne frem og siden IKEAs gennemsigtige plastik-kasser gjorde deres indtog i vores liv, lokaliserer vi lynhurtigt julekassen med granguirlanderne. Frem af kassen trækker vi to, med årene lidt trætte, kunstige guirlander med indbygget lys.

Sømmene sidder fra året før, så det handler kun om at etablere det gammelkendte samarbejde omkring ophængning af dem. De har faste pladser. Over to bjælker i stue og køkken hænger de. Sømmene er ved at give op, men hvert år enes vi om, at de sikkert holder endnu en december ud. Vi får ret.

Når guirlanderne er placeret, tæller vi ned og tænder synkront for dem. Vi bliver stille i sekunderne efter. Efter noget tid siger en af os med sløret stemme et eller andet, som bryder tavsheden. Det handler altid om Alexander og hans skøre passion for de guirlander, for det er lige i de sekunder, vi husker på hans intense glæde ved julen, lysene og al den hygge, vi altid fandt tid til i december. Så smiler vi og griner lidt. Bagefter bliver vi stille igen.

Så savner vi ham. Vi savner ham skrækkeligt. Vi græder. Det bliver man aldrig færdig med, kan jeg betro dig. Det bliver mindre med tiden, men aldrig anderledes. Tårer løber man aldrig tør for.

I år var det i går præcis ti år siden, Alexander døde. Vi talte lidt om, at det snart er sådan, at Oline har levet længere uden Alexander, end hun levede med. Det var så underligt for Oline, da hun overhalede Alexander indenom. Det år hun var fyldt sytten og vi tændte granguirlanderne, brugte vi tid på at snakke om det. Om nogle år skal vi komme overens med, at hun har levet flere år uden end med. En slags milepæle er det vel, men det er nogen af dem, vi alle tre har det underligt med.

I dag skulle jeg fortælle om Alexander. Det var svært for mig og mine øjne blev fugtige, for man bliver bare aldrig færdig med at sørge, græde og savne. Heller ikke efter ti år.

Ti år. I går. Jeg kan stadig genkalde mig duften af Alexander, når jeg begravede næsen i hans tykke hår. Jeg kan ganske tydeligt huske fornemmelsen af hans læber, når jeg kyssede ham.

Ti år og kun et øjeblik er det siden, vi mistede ham, men hvert år den 29. november tænder vi lysene og husker, at han var et af vores livs store gaver. I går var ingen undtagelse ♥