4

Kulminationen på mere end et halvt års arbejde

Så skal jeg da lige love for, at dagene fik ben at gå på. Livet render stærkt i disse dage, men det er kulminationen på mere end et halvt års arbejde, vi tager del i, så det er naturligt, at det kræver lidt ekstra tid.

Vi har søsat vores nye web-shop. Den har været længe undervejs, men det har ikke kunnet være anderledes. Vi er skiftet fra en udbyder til en anden og det betyder, at alle varenumre skulle oprettes på ny. Den slags tager tid og jo, det kan sagtens overraske indehaverne af butikken, hvor mange varenumre, der reelt er på hylderne. Sagtens, siger jeg bare! Og overrasket var og er jeg … men vi er ved at nå enden, selvom butikken stadig mangler at få listet varer. Vi fik bare det kærlige spark, vi manglede og desuden chancen for at åbne dørene i sidste uge og det var på tide at gribe den chance og glemme perfektionisten hjemme i skuffen, så sådan blev det.

Vi er så glade nu. Virkelig glade, for butikken er blevet, som vi drømte om. Den skal gerne opleves som brugervenlig og nem at navigere i for vores kunder. Vores ønske er også, at den er fleksibel og nem at betjene og ikke mindst inde i maskinhuset, hvor vi jo tilbringer de fleste timer. Det ser ud til, at vi har fået alle ønsker opfyldt og så passer det perfekt med en debut lige op til julemåneden – og selvfølgelig gør vi noget særligt ud af den.

Julekonkurrencen hos Garnudsalg - Kulminationen på mere end et halvt års arbejde

 

Vi har blandt andet udskrevet en julekonkurrence. Vi gør det, fordi vi synes, at det er en sjov idé og så blev vi både rørte og benovede over alle de mennesker, som sidste år deltog i vores julekonkurrence og på den måde var med til at gøre december helt særlig for os.

Hver eneste morgen samledes vi omkring posten for at åbne breve og pakker med skønne, små grise. Vi nød det og sikke mange gange vi har grinet, er blevet rørte eller bare har ladet os imponere af al den kreativitet, folk lagde for dagen. Vi håber på det samme i år :-)

Arbejdet med den nye web-shop har trukket store veksler på vores sociale liv. Det har kostet mere end én rengøring og jeg skal ærligt indrømme, at jeg oplever en snert af metal-træthed, når jeg tænker på alt det, som stadig mangler, men så skal jeg bare kigge på siden. Jeg er utroligt glad for den og så er åbningen for den ensbetydende med, at vi igen får et slags liv tilbage – og det glæder jeg mig til.

Julen står for døren.

Det er første søndag i advent – for øvrigt også med overraskelser i den nye butik – og jeg skal i gang med at gøre anstalter til den kommende december, for jul skal det nu nok blive og ikke en uden det afspejles lidt herhjemme på Tjørnevang, hvor jeg skal i gang med at finde på løsninger for gårsdagens stress-hjerne, som tog ud for at advents-proviantere og kom hjem uden én eneste ting til dagens advents-fejring.

… eller det passer ikke helt, for der er gran og mos, men jeg mangler adventslys og måske egentlig også idéen, som dog hurtigt kan findes frem, hvis ellers jeg får bragt fire, hvide bloklys og den slags har det faktisk med at ske, hvis jeg bare ønsker højlydt nok, så det prøver jeg lige, mens jeg også husker, at julekasserne er nemt tilgængelige og lige nede i garagen – og sikke en lettelse det er, i stedet for at skulle kravle på loftet og lede.

Det skal nok ende med en smuk 1. søndag i advent og det bliver ikke uden en adventsdekoration af en slags. Det tør jeg godt love.

Rigtig god søndag derude ♥

Du vil sikkert også kunne lide