0

Vi kørte bag om Gug, ud over Visse, Nøvling, Oppelstrup og ud gennem Gunderup

Søndag var grå. Ikke nogen overraskelse, med tanke på meteorologernes forudsigelser, men at den også var bidende kold, havde jeg overset. Den slags afholder jo ingen fra en tur ud i det blå, så længe det kan foregå i en bil og det kunne det i går. Det var kun ved ud- og indstigning, jeg bemærkede det rå november-vejr. Resten af tiden sad jeg lunt og hyggeligt ved siden af Kenneth, mens vi kørte bag om Gug, ud over Visse, Nøvling, Oppelstrup og ud gennem Gunderup, for at køre ad Hadsund Landevej sydpå.

Vi ville til julemarked. Vi kørte i retning af Krastrupsøgaard Gårdbutik, hvor det årlige julemarked altid ligger på dette tidspunkt. Ikke at vi nogensinde har været der før, men nu skulle det da så være. Vi trængte til at holde fri og orkede ikke lange, forpligtende udflugter, men bare sådan en lille, overskuelig tur ud i det blå. Krastrupsøgaard Gårdbutiks Julemarked passede perfekt ind i den skabelon.

Da vi ankom, kunne vi se, at vi absolut ikke var de eneste med den idé. Markerne foran gården var pakkede med biler. Vi fandt nu sagtens en plads og så gik det ellers i retning af de to, store telte, vi kunne ane inde på gårdspladsen.

Vi kørte bag om Gug, ud over Visse, Nøvling, Oppelstrup og ud gennem Gunderup - Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Der var masser af børn, som havde kronede dage. Der var halmballer at kravle på og bål med pandekagebagning. Der var nok at opleve, mens de voksne tog turen gennem boderne både ude og inde.

Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Julemarked på Krastrupsøgaard Gårdbutik

Vores indkøb var beskedne. Vi købte ikke flere Cox Orange, selvom det var Annette, som vi handlede hos lørdag formiddag på grønttorvet, vi igen mødte her i teltet. Vi købte lidt pesto, salt, sennep og selvfølgelig lidt af den gode sylte, en mager rullepølse og en moden spegepølse. Så var vi vist mættet af julemarked for denne omgang og fortsatte ud i bilen, hvor vi satte kursen mod Rebild.

Vi ville finde et sted at spise frokost, men det var ingen let sag uden forudbestilt bord. Vi endte på Rold Storkro og det er da længe siden, jeg har hygget mig så meget, som vi gjorde i går eftermiddags, da vi sad midt i indtil flere frokost-selskaber i vældig godt og tidligt julehumør.

Rold Storkro

Der var pyntet med juletræer i loftet, små juletræer på bordene og i det hele taget en skøn og ganske særlig stemning, som ramte lige ind i mit center for nydelse. Udenfor var gråt og mørkt og det kunne ses indenfor, hvor det – i stedet for at blive kedeligt – oplevedes som den helt perfekte kulisse for lokalerne, gæsterne, den dæmpede belysning og kigget ud over det smukke landskab.

Det er længe siden, at jeg sidst har nydt en eftermiddag så meget. Vi brugte timer på at nyde maden, hinandens selskab og den gode stemning.

Til sidst måtte vi hjem. Vi kørte i skumringen og så solen gå ned, inden vi ramte gårdspladsen. Bedre bliver en søndag ikke.

Du vil sikkert også kunne lide