4

Kærlighed på pinde – af Lene Holme Samsøe

Nogen gange ar man bare ventet så længe, at det bliver næsten u-udholdeligt, når tiden nærmer sig. Det gør den nu. En af mine absolutte yndlingsdesignere, når det kommer til strik til babyer og børn, er Lene Holme Samsøe. Hendes tidligere udgivelser er næsten slidt i laser, for det er ofte dem, jeg trækker frem, når jeg skal strikke småt.

Hendes modeller passer godt til hverdagstravle, små poder og så er hendes måde at formulere en opskrift bare helt igennem fin set med min hjerne. Måske ikke med din, men min forstår alt, hun forsøger at formidle og jeg holder af, at der ikke er en masse overflødig snak, men alene det, jeg har brug for, for at komme i mål med modellerne.

Kærlighed på pinde - af Lene Holme Samsøe

Bogen her, Kærlighed på pinde, er længe ventet. Jeg har kendt til den i meget lang tid, så jeg synes jo, at jeg har ventet i evigheder, men når jeg ser de små appetit-vækkere fra bogen, er jeg sikker på, at den er ventetiden værd og jeg glæder mig usigeligt til at få fingre i den.

Kærlighed på pinde - af Lene Holme Samsøe

Andre af Lenes bøger har nærmest status af bibler hjemme hos mig, så jeg er slet ikke i tvivl om, at også denne skal have en plads på hylden, når den udkommer den 16. november.

Af de små kig ind i bogen kan jeg allerede nu se, at der er mange modeller, jeg bliver nødt til at strikke.

Kærlighed på pinde - af Lene Holme Samsøe

Billederne er helt skønne og de små modeller ganske uimodståelige. Jeg skal strikke cardigans, små veste og huer så varme, at ingen ører behøver fryse. Jeg skal strikke bukser, kjoler og smukke tæpper. Jeg skal vist bare starte fra en ende af og så arbejde mig stille og roligt igennem bogen.

Hos Garnudsalg kan du allerede nu forudbestille bogen. Jeg har bestilt min – og jeg glæder mig :-)

Du vil sikkert også kunne lide