Ernesto Neto – Rui Ni / Voices of the Forest

Den dag Christoffer blev indlagt, var Kenneth og jeg taget på Kunsten. Vi havde efterladt jakker og tasken med mobiltelefonen i garderoben, så da vi blev kontaktet, opdagede vi ingenting. Der var stille og tid til fordybelse i blandt andet Ernesto Netos udstilling; Rui Ni / Voices of the Forest.

Det var først bagefter, vi opdagede, at Christoffer var blevet indlagt på intensiv og vi kørte direkte fra KUNSTEN og rundt om hjørnet og ind på Sygehus Syd. Resten af historien kender I, som har læst med herinde og det betød, at vi naturligvis ikke nåede at fordøje udstillingen, som specielt jeg, havde glædet mig til. Sådan måtte det være.

Udstillingen var fantastisk. Måske er det mit indre legebarn, der glæder sig, men i hvert fald brugte jeg lang tid på at træde ind og ud af de forskellige fortællinger, som kræver alle dine sanser.

Udstillingen nåede vi lige på et hængende hår. Vi havde haft mulighede fra april måned, men nåede det altså først på en af de sidste dage. Heldigvis. Jeg lader billederne tale for sig selv.

Jeg har investeret i års-abonnement til KUNSTEN i det håb, at jeg får brugt en af Aalborgs smukkeste bygninger meget mere, end det ellers er tilfældet.

Jeg holder så meget af at komme på KUNSTEN. Jeg kan lide at fortabe mig i den store samling af kunst og der er altid nyt at opleve derude, men der er nu også en særlig glæde ved at gense kunst, man holder af. Sådan har jeg det med mange af de udstillede værker.