Kvalmen er min trofaste følgesvend i disse dage, ligesom den manglende nattesøvn er det. Jeg falder i søvn og vågner med et sæt med hjertebanken. Jeg mærker angsten og der går lange sekunder, inden jeg finder vej ind i bevidstheden og husker. Inden jeg husker, at Christoffer er væk. Inden jeg mærker, at den største sorg ikke er min.
Sorgen river hul i mit hjerte alligevel. Den fravrister mig enhver form for forsvar og den river alle sår åbne. Jeg græder over tabet af Christoffer og jeg græder for hans familie. Jeg græder, fordi også jeg har mistet. Det er sådan, det er. Alt blandes sammen og jeg famler forvirret efter virkeligheden.
Det er ti år siden om et øjeblik. Ti år siden, vi mistede Alexander. Lige nu mærker jeg, at man aldrig bliver færdig med at sørge. Jeg ved, at man kan leve videre, men jeg ved også, at det er så utrolig vanskeligt at forstå, rumme og finde vej, så jeg vågner om natten fra en forvirret drøm, som blander alt det smerte, jeg har indeni og jeg får lyst til at favne den familie, der lige nu har det så utrolig svært.
Med tiden bliver det til at bære. Lige nu er det bare ikke.
Hvor vi savner de drenge. Der er store, gabende tomme huller i vores familier. Huller som aldrig kan fyldes ud.
Man lærer at leve med huller – i hjerte, sjæl og familie. Jeg ved det. Jeg minder mig selv om det hver nat, når jeg vågner ♥
8 kommentarer
Maria Hoffbeck
25. oktober 2016 at 12:58Jeg føler med både du og Christoffers familie.
Og du har ret, det efterlader store huller og man kommer sig aldrig helt, sådan er det.
Ulykkeligt men en realitet.
Sorgen skal have lov at fylde, den er en naturlig del og uden at lade sorgen fylde, så bliver det svært at heles bare nogenlunde.
Mange knus og mange hilsner herfra :-)
ella
21. oktober 2016 at 10:54so so sad……sometimes life is the cruelest, to give and then snatch away
Signe
21. oktober 2016 at 10:13Kære Liselotte. Jeg kan på ingen måde relatere til eller forstå, hvordan du har det. Men jeg er ikke i tvivl om, det er en barsk omgang. Som så mange andre forældre, mærker jeg nogle gange angsten for at miste. Tænker, at det ville jeg aldrig overleve. Selvom jeg godt ved, at det gør man – måske mest fordi man skal til at begynde med. Så jeg mærker alligevel en snert af fortvivlelsen og tabet og ønsker for jer alle, at I kommer så helskindede igennem, som man nu kan. Jeg håber, at sorgen bliver lettere at bære, når den får den plads, den kræver…
Tove Hoffmann
20. oktober 2016 at 20:59Mine inderligste medfølelse med Christoffers familie, jer og alle, der kendte og elskede Christoffer. Lige nu er alle jeres følelser et stort kaos, og desværre er der ingen lette løsninger på sorgen,fortvivlelsen og vreden. Sorgen og savnet vil for altid være en følgesvend i jeres liv, men vi må også indse, at uden kærlighed er det heller ingen sorg. Christoffer er ikke væk, men han er bare blevet usynlig, og vil leve videre I jer, der elsker ham.
Jeanette Renting
20. oktober 2016 at 20:22Ja, man lærer at bære det ubærlige. Det ved du, og det ved jeg, men man ved det ikke lige når det ubærlige er sket. Jeg kendte ikke Christoffer, og jeg kender ikke hans forældre, men jeg ved en smule om hvordan de har det lige nu, for jeg har selv været der for ni måneder siden. Og jeg sender både dig, Nana, som også skriver her, og dem kærlige tanker.
mormorsweb
20. oktober 2016 at 17:55Ak hvor svært må det være. Du beskriver det ufattelige. Ønsker at lyset vil finde vej til dig og dine.
Nana
20. oktober 2016 at 17:08Ja, man lærer at bære det ubærlige. Det ved du, og det ved jeg, men man ved det ikke lige når det ubærlige er sket. Jeg kendte ikke Christoffer, og jeg kender ikke hans forældre, men jeg ved en smule om hvordan de har det lige nu, for jeg har selv været der for mange år siden. Og jeg sender både dig og dem kærlige tanker <3
Lotte
20. oktober 2016 at 16:58❤️
…… Og samtidig folder jeg også mine hænder og takker for, at jeres udvidede familie har netop jer at være ved siden af i en fuldstændig uforståelig sorg.
Alexanders alt for korte liv giver omsorg i jeres kærlighed ❤️