Jeg er stadig iført Birkenstock og bare tæer

Solen skinner forræderisk udenfor, for varmt er der ikke. Alligevel er jeg stadig iført Birkenstock og bare tæer. I går tog jeg støvler på, men jeg kan altså ikke holde det ud endnu, hvis jeg kan slippe. Jeg er heldig. Jeg er kørende. Jeg klarer mig lidt endnu i bare tæer, for de er allergladest, når de er i fri dressur.

I dag er sådan en af de dage, hvor jeg ikke rigtigt når udenfor, inden sengetid. Jeg har arbejde i imponerende omfattende bunker og efter det venter endnu en kursusaften, så jeg er optaget indtil ved halv elleve-tiden i aften. Jeg tror nu alligevel, at jeg vil tage mig et frikvarter om et øjeblik. Trække lidt frisk luft. Ådalen ligger lige henne om hjørnet og frister.

I aften skal vi strikke efter engelske opskrifter. Vi skal hygge os. Det sidste er meget vigtigt, for vi mødes 5 uger i træk, men vi er nu også gode til det, så jeg er helt sikker på, at jeg har noget at glæde mig til.

Jeg har en enkelt ny teknik på tapetet i aften, men ellers skal jeg sikkert ikke forstyrre, fordi de er optaget af at navigere gennem engelske ord og begreber. Jeg elsker, at alle er så søde til at hjælpe hinanden og ingen føler, at de er bedre end andre. Vi er lige. Vi elsker at strikke. Det kan jeg lide og jeg holder meget af at se, når andre tager livtag med nyt med gå-på-mod og insisteren.

I aften vil jeg sende en kærlig tanke til min farmor. Hun lærte mig at strikke. Jeg elskede hende højt og jeg savner hende stadig – omtrent et helt liv efter, jeg mistede hende. Hun lærte mig at slå masker op. Det er kun et par år siden min mor gjorde mig opmærksom på, at det ikke er helt som de fleste andre, jeg gør det. Det passer vist meget godt på, at jeg er ignorant og bare gør det, som jeg synes, giver mest mening. Jeg ser mig sjældent over skulderen og skeler aldrig til naboen, men gamle hunde kan også lære nye trick, så nu slår jeg op, som flertallet slår op.

Altså når det giver mening …