Vi har håndværkere de næste dage

Vi har håndværkere de næste dage. De stakler starter lige præcis den dag, hvor Nordjylland tilsyneladende har besluttet, at det er efterår og derfor lægger ud med blæst og regn. Var det indenfor, de skulle arbejde, var det ligemeget, men det er det altså kun delvist.

Vi skal have sløjfet et vindue og en dør i køkkenet. De skal skiftes ud med et højtsiddende vindue, som igen kan give plads til lidt mere skabs- og bordplads i det lille, men hyggelige køkken, vi har liggende i åben forbindelse med resten af huset. Vinduerne er ankommet. Nu skal de vælte indtil flere vægge, pille gamle trærammer ud, mure op og montere nye vinduer, men det er ikke det hele …

I stedet for døren i køkkenet – som er vores udgang til have og terrasse – skal vi i stedet erstatte to vinduer i stuen med to døre med direkte adgang til terrassen og dermed resten af haven. Tre vinduer og en dør skal altså erstattes af to døre og to små vinduer og alt sammen kræver, at der væltes vægge, mures op på ny og i det hele taget er der et stort stykke arbejde forude, tænker jeg. Håndværkerne er ikke enige. “Vi skal bare bruge to dage”, siger de. De ved vel, hvad de snakker om, tænker jeg, mens jeg krydser fingre for, at det er rigtigt.

I dag vender jeg først hjem, når de forlængst er taget hjem. Jeg starter op med en række aftener, hvor vi skal strikke efter engelske opskrifter. Jeg glæder mig. Det bliver sjovt og jeg elsker at dele ud af mit ind imellem uforståelige overmod, men parret med sund fornuft tager det mig langt, når jeg gerne vil lære nyt. Jeg vil gerne give troen på at kunne videre. At vi kan, for det kan vi!

Jeg kommer hjem til to nye døre fra stuen og ud til terrasse og have. Det ved jeg allerede. Jeg er meget spændt på at se det i morgen, når der er lyst, for i aften er der sort nat, når jeg er hjemme. Det gør ingenting, for jeg skal have det sjovt og hyggeligt.