Haveliv i september er vidunderligt

Haveliv i september er normalt lidt flere forberedelser til efteråret praktiske opgaver. Blade der skal rives sammen. Buske og træer, der skal beskæres, men ikke i år. Sensommeren har været vidunderlig og endda så varm, at jeg er krøbet i skyggen. Derinde sidder jeg og lytter til de fugle, der stadig kvidrer i min have. Jeg holder øje med løvets skift fra grønt til gyldent. Jeg kan se æbler, der modnes. Ingrid Marie, der venter på en søndag, hvor de skal æres med en plads i en skøn, luftig og lækker kage.

Jeg elsker september og jeg har nydt hvert eneste sekund af denne. Jeg har elsket, at der har været vejr til at lege sommer. At spise ude. At være uden andet end bare arme og solcreme.

Jeg har nydt at sidde på terrassen og strikke. Stille flytte masker fra en pind til en anden. Nyde den ro, det giver. Ingen hastværk, men bare rolig strik, som ikke skal være færdigt på noget bestemt tidspunkt.

Jeg elsker, at jeg kan følge fuglelivet samtidig. Jeg har foderhuse, som er velbesøgte og det giver et fint indblik i arter. Jeg elsker vist bare min have og fuglene i den, ligesom jeg holder af de timer, jeg når at få derude. I år er det alt, alt for få, men sådan har livet altså formet sig og jeg har så nydt de timer endnu mere.

Der er ingen blomstrende buske. Ingen Dahlia. Ingen bærbuske. Ingen køkkenhave eller drivhus, der skal passes, men det kommer. Lidt af det. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal finde tid til et drivhus og det at dyrke både blomster og grøntsager, for jeg holder så meget af det og det er vigtigt at finde tid til at gøre det, der gør glad indeni. Det vil et drivhus, og timerne i det, gøre for mig. Derfor må der et drivhus til.

Som jeg har nævnt før, så holder jeg af en god historie. Jeg har altid læst meget. Som barn var mit andet hjem biblioteket nede på hjørnet af Lindholmsti og Strandvejen i Vestbyen. Her trawlede jeg mig gennem alle Troldepus som det første og fra det tidspunkt var der ingen ende på de gode historier, der kunne hentes ud af bøgerne.

I dag er jeg landet på lydbøgerne, som levner plads til en anden kærlighed, nemlig håndarbejde. Nu kan jeg dyrke to yndlings-discipliner samtidig og det er slet ikke så ringe endda.

Nogle gange lytter jeg via højtalere og lader Kenneth og Oline opdage, at den gode historie griber og fanger. Det virker. De forsvinder ind i historierne sammen med mig og jeg elsker, når det sker. En mand der hedder Ove er et eksempel på en historie, som alle blev grebet af. Andre gange holder jeg det hele for mig selv. Så putter jeg lyden i ørerne. Jeg har brug for den ro, det giver. Jeg er så stress-skadet, at jeg er ekstremt lydfølsom og har brug for selv at kunne styre lydtapetet. Nogle gange skal det bare være lyden af havet, der skal være i mine ører, men andre gange er det den gode historie, der får plads.

Kenneth ved, at jeg har brug for de åndehuller. Han har altid foræret mig lytteudstyr og han (og jeg med) er varm fortaler for Koss Porta Pro, som giver noget af den bedste lyd, jeg har hørt, men de er ikke wireless headphones, så jeg snubler og river ledning ud og sætter ledning i og forfra igen. Det er slut nu. Jeg er blevet trådløs lytter.

Kenneth har foræret mig et par Sack it™ WOOFit og jeg er svært glad for dem. De er støj-reducerende og så er de altså helt uden ledninger af nogen art. Bluetooth er min bedste ven. Og haven og mit strikketøj. Kom bare sol og giv mig en dag eller to mere, hvor jeg kan sidde med kig ud i haven med en god historie i ørerne. Jeg er klar.