Jeg er ikke klar til de helt store udfoldelser

Søndag er stille og jeg er ikke klar til de helt store udfoldelser, så det passer fint med et stykke strik, en familie og ingen planer. Faktisk passer det perfekt. Jeg er svært tilpas og nej, jeg sover stadig ikke en hel nat igennem apropos forrige indlæg, men jeg lever faktisk fint med det. Jeg finder vej gennem det. Jeg ser det ikke som et problem, men en overgang og på den måde er jeg sikker på, at også denne lille livs-bakke bliver forceret i stille og roligt tempo.

Jeg øver mig i ikke at stå for tidligt op i weekenden. Jeg giver mig selv den opgave, det er, at blive liggende i vågen tilstand. At nyde kigget ud i haven og lade blikket fæstne sig ved alle de tegn på årstids-forandring, haven bærer med sig, er en af øvelserne. En anden er, at jeg godt må strikke i sengen. Bare sidde og være. Strikke. Lade tiden gå. Det går meget godt og gør det ikke, står jeg bare op.

Jeg er god til at rumme mig. Jeg er et af de mennesker, som meget sjældent har en indre dialog med mig selv, som er skældud, nedgørende eller negativ. Jeg ved jo, at jeg gør mit bedste. At jeg gør mig umage. Jeg er kun et menneske og jeg er fuld af fejl. Det er helt okay.

Jeg kan sagtens ærgre mig og jeg kan sagtens blive ked af, når jeg ikke gør tingene godt nok. Jeg kan blive sorgfuld og ked af, at jeg ikke var lydhør, følsom, empatisk, tålmodig eller noget helt andet, som jeg ved, at jeg mestrer, men ikke fik sat i spil. Oftest er der en god grund til, at jeg i øjeblikket ikke kunne finde de egenskaber frem – og så er jeg god til at huske det. Det er vigtigt, mener jeg.

Jeg vil gerne være god ved mig. Det er et mål. Jeg har været rigtig dårlig til netop at være det. Jeg har glemt det til fordel for at holde øje med alle andre og alt andet. Jeg fortjener egentlig bedre.

En søndag formiddag med familien, kaffe, strikketøj og en glad opringning fra mor, som lige er landet efter en skøn uge på Mallorca og jeg scorer topkarakterer på tilpasheds-barometeret. Ah …