1

Jeg har tabt mit hjerte til Urban

Jeg både strikker og tørstrikker. Der er kommet nye, skønne bøger og jeg har tabt mit hjerte til specielt Urban af Susie Haumann. Hun er altid kvinde for at ramme lige ned i min smag og dette opskriftshæfte er ingen undtagelse. Det rummer ti smukke sjaler og tørklæder og jeg kunne stort set vælge at starte fra en ende af og strikke mig gennem bogen, men jeg har valgt en lidt anden taktik. Den der bestemmes af lyst. Jeg er god til lyst og det er befordrende for min evne til at afslutte søsatte projekter, så taktikken skal nok give pote.

URBAN af Susie Haumann

Jeg er færdig med første projekt; RIBE, som er et smukt, smalt og meget anvendeligt sjal. Jeg har strikket denne model til butikken. Jeg har ikke fået taget fotos af det, men det er fint og jeg skal helt sikkert strikke endnu et – og det endda på trods af, at jeg strikker på pind 3 på en stor del af arbejdet, men jeg elsker pind 3. Det er kun hænderne, der plejer at brokke sig, men det er gået fint og derfor håber jeg, at der bliver plads til endnu et i en mørk grå. Det ville passe godt ind i min garderobe.

Nu strikker jeg på Århus. Det er sjovt, underholdende, nemt og lige sådan et stykke strik, som kan håndteres smidigt i sofaen, når aftenen har indfundet sig og jeg sidder og slapper af. Det kunne hænde at blive sådan et tørklæde, som må strikkes i flere og andre farvekombinationer.

Århus fra Susie Haumanns URBAN

Jeg lurer allerede på de næste modeller. Silkeborg strikket op i den smukke gule LinWool. Tversted strikke op i Blackhill Once Baby Camel og Blackhill Silk Kid Mohair. Helsingør i Blackhill Højlandsuld og en tråd Blackhill Superfine Alpaca – bare fordi jeg kan og sådan kunne jeg blive ved …

Du vil sikkert også kunne lide