Mine øjne nærmer sig små firkanter

Mine øjne nærmer sig små firkanter. Sådan føles det i hvert fald. At sidde i mange timer med næsen i en skærm gør ikke noget godt for min åndelige habitus og heller intet for trangen til at bevæge mig, trække frisk luft eller i det hele taget fritænke, men så er det godt, at jeg kun er små ti timer om at huske, at jeg gerne må tage en pause.

Oskar og jeg har været ude at trave. Det gjorde godt. Jeg har overlevet dagen på en kop kaffe, to dåsecolaer og et smurt rundstykke. Det er ikke sundt, men aftensmaden bliver noget, der kan holde sulten fra døren og samtidig kompensere lidt for den gastronomiske dovenskab onsdagen har båret præg af.

Til gengæld for at være så verdensfjern, er vi nået et pænt stykke videre med web-shoppen. Det er meget værd og der tegner sig nu billedet af en åbning indenfor en uges tid eller to, hvis ellers alt former sig, som vi håber, for benspænd findes jo.

Jeg tror, at jeg vil brygge endnu en kop kaffe, før jeg igen fortaber mig i opdateringer, tekster og andet, der har det med at snigløbe mig, når jeg mindst venter det.

I morgen har Oline fødselsdag. Der er dømt pause fra det her. Pause, så der er god tid til at fejre hende. Lige pludselig er det ikke os, der skal fejre hende længere, så det er med at nyde, at det stadig er os, der får lov til at forkæle lidt endnu. Vi glæder os til at fejre hende. Hun bliver 22 år. Tænk engang. Vi har jo kun kendt hende et øjeblik, hvis du spørger mig.

Jeg genkalder de alderstegnes vending; “Bare vent, til du bliver gammel. Så går tiden stærkt”. Jeg forstår nu. Tiden render af sted. Den går stærkt. Stærkere for hvert år, der går. Jeg blinkede jo bare en enkelt gang, da jeg var seksten, ikke …

God aften derude ♥