Tiden løber og jeg kan dårligt følge med, men sådan er det vist bare at vende tilbage efter en månedslang sommerferie og skulle i gang igen med at planlægge hele efteråret og den kommende vinter. Vi snakker kurser, strikkecaféer og andre spændende tiltag i Garnudsalg. Jeg fotograferer flere hundrede kilo garn i denne uge og jeg forbereder nyhedsbrev. Jeg har lange lister med ting, jeg skal huske. Stress er rigtig dårligt for mig, så jeg prøver at hjælpe mig selv. Lister og nye systemer er en del af min hjælp-til-selvhjælp.
Det er nu ikke kun arbejde det hele. I går aftes var vi til kalas på Tejlgaards Plads, hvor PARADISO, der er et af verdens smukkeste spejltelte, dannede rammen om La Soiree. Cabaret, når den er bedst. Sikke et fantastisk show med utroligt dygtige artister, som havde en smittende, glad attitude.
Sikke en stemning og fest, der blev skabt i bygningen på en helt almindelig torsdag aften i Aalborg. Jeg var helt og aldeles vild med det.
De kan regne med mig som gæst til næste år, hvis der bliver mulighed for at opleve La Soiree eller noget lignende igen. Jeg er fan!
Vi nåede ikke at spise, inden vi skulle være til showet, så vi var temmelig sultne, da vi forlod festen ved ti-tiden i går aftes. Hjemme var køleskabet tomt, så vi endte med burgere. Jeg er et af de få mennesker – føler jeg selv, når jeg rammes af undrende og vantro blikke – der ikke bryder mig om burgere. Jeg synes ikke om dem. Mere er der ikke at sige om den sag, men jeg blev nødt til at kapitulere i går. Det var det eneste, der kunne købes uden stor tidsinvestering, så sådan blev det og jeg overlevede ;-)
Jeg får strikket lidt ind imellem alle listerne og planlægningen. Det sidste, jeg har strikket færdig, er en lille, feminin bluse til de små. Jeg kalder den Lille My og Oline har valgt farven, som er skøn og meget i tråd med de farver, der kommer frem til vinteren.
Jeg skal have den gradueret i størrelser og have skrevet en opskrift, for den bliver skøn til vinter over en tynd bomulds-bluse eller en kjole. Tid er altid en faktor, men jeg arbejder mig støt og roligt ned gennem bunkerne og listerne svinder ind. Det er stærkt tilfredsstillende og levner måske snart tid til de sidste punkter på to-do-listen – heriblandt Lille My.
Jeg regner med, at jeg igen har huller i kalenderen, når vi går ind i uge 36. Det har lange udsigter, men udsigter har det da.
I dag arbejder jeg på et nyhedsbrev, der snart skal udsendes. Jeg tager fotos, skriver tekster og opretter varer. Jeg arbejder tæt sammen med Kenneth, som også passer butik sammen med Githa og Winnie i dag, så der jongleres med tiden for hans vedkommende. Hans sko er travle i dag, men han er så sej og ingen af os opdager, hvis han er stresset.
I aften skal vi bare lande stille og roligt i en weekend, der indeholder dejligt besøg af en god ven. Vi skal spise god mad og drikke dejlig vin. Jeg gider så gerne.
9 kommentarer
Pernille
13. september 2016 at 22:18Jeg kan heller ikke lide burgere :)
Kaja
26. august 2016 at 15:15Var forbi Garnudsalget i dag, og stresset ser jeg aldrig i er, – men tænker til tider på, at i bærer travlheden flot. Ønsker jer en rigtig god weekend.
Liselotte
26. august 2016 at 16:00Tak for de dejlige ord, Kaja. Dem tager vi med ind i weekenden :-)
FRØKEN LARSEN I/S
26. august 2016 at 12:32Jeg glædes over, at du og Kenneth arbejder så godt sammen. Det er en gave. Det gjorde min mand og jeg også og jeg savner det.
Og så er jeg vild med lille My. Fire af mine børnebørn er piger – de kan glæde sig…
Kh. Lene.
Liselotte
26. august 2016 at 14:33Nogen gange arbejder vi godt sammen… for det er jo ikke kun sådan. Efter mere end tredive år sammen, forstår vi stadig ikke hinanden, når vi ind imellem taler om f.eks. teknik og den slags, men det handler vel også mest om, at man vil det og for øvrigt er enige på den lange bane. Vi vil samme vej. Det sidste er det vigtigste :-)
Jeanne Bay
26. august 2016 at 11:41Hvor er den vildt flot lille My. Den vil jeg meget gerne strikke til min lille niece My, som er to år, bliver 3 til december, så måske du har opskriften klar inden da? God weekend
Liselotte
26. august 2016 at 14:31Tak, Jeanne. Jeg håber snart at være klar med den :-)
inger johnsen
26. august 2016 at 11:36Håber at du og dine må få en rigtig dejlig weekend
Liselotte
26. august 2016 at 14:30Tak skal du have, Inger. Jeg glæder mig i hvert fald til, at vi træder ind i weekenden :-)