Mandag aften var vi sat i stævne helt ude ved Vesterhavet, hvor duften af saltvand bor. På toppen af klitterne og på kanten til havet ligger Svinkløv Badehotel, hvor vi skulle mødes til enspis-sammen i Anne og pigernes skønne selskab.
De var på overnatning og det havde næsten karakter af sidste-nat-med-kliken og så alligevel ikke, men der er noget særligt over at blive bevidst om livets lyst til hele tiden at forandres. Der er en baby på vej i det smukke firkløver. Det vil uvægerligt forandre deres samvær i fremtiden. De fejrede kærligheden til hinanden, livets gang og det, at de er så tæt forbundne. Vi føler, at det er noget ganske særligt, når vi inviteres ind i deres smukke fællesskab.
Vi ankom i eftermiddagens smukke solskin. Vi forlod hotellet mange timer senere, da mørkningen længe havde truet med at farve himlen sort. Det er august. Det mærkes på både temperaturer og dagslængde, men man får ikke smukkere omgivelser eller bedre selskab at nyde de sidste sommertimer i, end dem vi havde mandag.
Vi hyggede først udenfor, til der kaldtes til skafning. Siden fandt vi vej ind i den smukke restaurant med det vidunderlige og gyldne aftenlys, hvor vi hver især skulle beslutte os for aftenens spise. Det blev en blanding af lutter gode sager.
Der er den smukkeste solnedgang på kanten af Vesterhavet
Inden desserten var vi ude at se solen gå ned. Der er smukt på kanten af havet.
Der var desværre ingen sensommer-temperaturer at nyde, så der gik ikke lang tid, før vi alle frøs og trak indenfor til Kenneth, som havde valgt at vente i varmen. Måske ventede han længselsfuldt på alt det ost, han glædede sig til at smage. Vi andre skulle have blåbær og tykmælksfromage og det hele skulle vise sig at smage vidunderligt.
Jeg har længe drømt om en overnatning på hotellet. Nu hører jeg rygter om, at de fra næste sæson vil forlange, at man i højsæsonen (juli – august) skal booke minimum 4 overnatninger for at få et værelse. Så mistede størstedelen af deres danske kundegrundlag muligheden for at nyde deres smukke badehotel, er min umiddelbare tanke.
Svinkløv Badehotel er ikke det billigste sted at være. Det koster for to mennesker i omegnen af 3500,- inklusive forplejning i hotellets restaurant i højsæsonen per døgn. Gang det med fire og så er vi der, hvor det er en meget stor del af den danske befolkning, der ikke har en chance for at nyde hotellets unikke beliggenhed, smukke interiør og skønne mad i de måneder, hvor de med stor sandsynlighed har mest lyst til det.
Det er – efter min mening – et fejlskud og et snobberi, jeg har svært ved at forstå, at satse udelukkende på de gæster, som har råd til at betale – ja regn selv ud – temmelig mange penge for et ophold, som ellers kunne være opnåeligt for en enkelt nat, hvis man ville fejre noget ganske særligt, så jeg håber virkelig ikke, at rygtet taler sandt.
14 kommentarer
Jette
23. august 2016 at 22:40Vil tro badehotellet er en forretning, der skal give overskud, som alle andre forretninger, og hvis ejerne mener, det kan lykkes på denne måde, er det vel i orden. Det er jo heller ikke alle, der har mulighed for at handle hos Birger Christensen eller Mulberry.
Ege
20. august 2016 at 10:19Der er jo altid åben for daggæster som kan få en kop kaffe og deres Valnøddelagkage eller en frokost og det er jo kun to måneder det drejer sig om. Er selv vokset op på egnen og der er ikke ret mange lokale der bruger det, de tager andre steder hen …så er der en lille sluttet skare som er faste gæster fra egnen, men de overnatter jo ikke.
Har først brugt badehotellet som voksen både med overnatning og alm besøg.
Husk at der skal hentes penge hjem på den korte tid de har åben og det er jo et hotel der kræver store beløb for alm. vedligeholdelse.
Liselotte
18. august 2016 at 15:36Jeg håber, at det viser sig ikke at være tilfældet, at man skal booke minimum 4 overnatninger i højsæsonen, men vi må se. Det er i forvejen sådan, at et dobbeltværelse koster 2400,- i de uger og skal man spise i restauranten, koster det hurtigt 1000,- oveni, så det er godt og vel pebret allerede – og ja, det er ikke noget ret mange danskere i forvejen kan finde penge til, så det bliver da kun for de pengestærke og det er rigtig ærgerligt, for smukt og dejligt er der :-)
Eva
18. august 2016 at 05:00Hvor er det dog smukke billeder. Jeg kan godt forstå, at I nød aftenen i det gode selskab.
Dorthe
17. august 2016 at 22:54Jeg kunne ikke drømme om at bruge så mange penge på et sted som Svinkløv Badehotel
Min onkel arbejdede der i den tid som Badehotelletiden foregår i
Og da var det det bedre borgerskab der kom der.
Mona
17. august 2016 at 20:31Det er et ret unikt sted der oser af hygge og sommerstemning, OG folk der har råd til at betale. Der er ikke mange lokale, men en god chance for at løbe på kendisser. Jeg tror bare de kan sætte deres pris. Hotellet bliver fuldt uanset. Vi skal derop og spise på fredag – og finder os i at skulle bestille på forhånd og vælge helst indenfor max fire retter. Og vi kommer igen år efter år efter år blot for at få fornøjelsen af at sidde i de smukke rum
Mette
17. august 2016 at 19:38Du har så ret Liselotte. Det lyder jo helt vildt hvis det rygte taler sandt. Så kan man vist ikke med større bogstaver skrive at man ikke ønsker, at badehotellet skal være “for alle”.
3500,- er allerede helt vildt for en overnatning. Og SÅ godt sover man nok heller ikke i badehotellets senge.
Topmålet af snobberi og virkelig ikke klædeligt.
Henriette
17. august 2016 at 19:36PS: Hvis nogen nu bliver lidt provokerede af at jeg definerer mig som “arbejderklasse”, så har jeg brugt denne definition: http://klassesamfund.dk/
:-)
Henriette
17. august 2016 at 19:21Det er umådeligt ærgerligt, men en udvikling for badehotellet, som længe har været i gang. Jeg har – for mange, mange år siden – spist der flere gange, jeg er jo vokset op i området, har gået i skole i Fjerritslev, det er en del af “my hood”.
Jeg tror overhovedet ikke denne beslutning bliver badehotellets død. Der findes pengestærke mennesker nok i Europa, som vil rejse langt for oplevelsen. Beslutningen cementerer blot, hvad der allerede er givet – at dette hotel er for eliten og ingen andre. Sådan er det jo i forvejen, en meget stor del af Danmarks befolkning, jeg selv inklusiv, har ikke råd til at betale 3500 kr for en enkelt overnatning og er derfor allerede udelukket. Det er for så vidt også ok, der findes heldigvis stadig gode oplevelser, mest ude i Europa, som passer arbejderklassens pengepung
:-)
Sidsel
17. august 2016 at 18:00Det er et smukt sted. Har spist der et par gange. I menukortet står der ‘du er nu udenfor stresszonen’ så ting tager tid…. Tak, maden lod vente på i evigheder, hvilket var hårdt for mine børn….
Og så er maden altså ikke bedre.
Kommer I til Skagen, så prøv bamsehuset… Ved siden af slagter Munch. Smørrebrød til billige penge. Sidder i en stue. Konen er døv med store bryster… Maden er fra slagter Munch.
Stine
17. august 2016 at 16:37Det vil godt nok være ærgerligt, hvis rygtet taler sandt. Jeg har længe haft ønsket om at besøge det sted, men hvis jeg skal booke 4 overnatninger, bliver der ikke råd til det :-(
Karin Grøn
17. august 2016 at 12:54Suk- jeg ved godt de er overbookede men det bliver deres død på den egn. Så meget bedre er deres mad og værelser altså heller ikke så de kan tillade sig både dyre priser og at sikre sig at folk er der i så lang tid. Ærgerligt at de vil tilbage til klientellet for badehoteller for 100 år siden for det kan betyde at deres kunder ikke kan drømme hvis de bruger restauranten og dermed vælger dem fra.Ærgerligt hvis det er rigtigt.Vi har været der flere gange med familie fra København, der syntes ” det var så morsomt med de lokale der talte underligt og der var levende musik- sådan rigtigt bondemusik!!!!”
A+K/VenterPaaVinBlog
17. august 2016 at 12:16Åh efter DR’s hyggelige serie af badehotel-anmeldelser i det der sommerprogram, har jeg sådan haft lyst til at prøve det. Det ser dejligt ud.
– A
Randi
17. august 2016 at 11:58Smuk solnedgang – næsten alle pengene værd :-)