Pelle Haleløs målrettet på tværs

Måske husker du den lille “Pelle Haleløs”, der travede målrettet tværs over byens torv, da vi sad på café i Villéreal på årets sommerferie. Han havde slet ikke tid til at snakke. Klap og kæl var tilsidesat for noget andet og efter hans mening meget vigtigere, dejligere og absolut uopsætteligt. Det skulle vise sig hvad, da vi vendte tilbage til torvet efter at have besøgt byens smukke og bastante forsvarsværk af en kirke.

Vi gik tilbage gennem en næsten mennesketom by og klokken var ikke mere end syv, men varmen på netop denne dag havde været næste uudholdelig og ikke mange havde endnu lyst til at bevæge sig udenfor.

Vi var også hurtige til at trække op i skyggen under taget på la Halle. Her fra var der fint kig ud over byens største torv og ikke mindst til det fine hus, der lagde plads til byens Maire (borgmester).

Det tog ikke lang tid at beslutte os for, at vi skulle prøve den restaurant, der så ud til at være byens mest populære; Le Moderne. Det var faktisk akkurat her, vi fik forklaringen på hundens lemfældige omgang med menneskets ellers velvillige og kærlige opmærksomhed.

Det giver jo mening nu, tænker du garanteret også…

Han havde sin helt faste plads

Vi fandt forklaringen i en gyde, der støder op til torvet eller Place de la Halle, som det hedder. Her sad den lille “Pelle Haleløs” og ventede tålmodigt på, at gæsterne på Le Moderne skulle få øje på ham og allerbedst forbarme sig og tilkaste ham lidt af alt det gode, de med sikkerhed var ved at indtage. Han var en overmåde tålmodig hund. Han sad der stadig, da vi forlod restauranten nogle timer senere.

Vi bestilte – uden at vide det – verdens største bøf, som kom med påbud om at flytte bord, fordi der ganske enkelt ikke var plads, hvor vi allerede sad. Det gav os lidt at tænke over, for hvad pokker havde vi dog rodet os ud i, men vi var sultne, så vi lagde an til at blive rigtigt mætte. Godt vi ikke havde bestilt dessert endnu. Det holder de fleste restauranter ellers af, at man gør med det samme, men ikke her.

Vi fik nogle af de bedste pommes frites, jeg nogensinde har fået. De ligner ikke noget fantastisk, men det var de. Bøffen var utrolig god, de små saucer velsmagende og salaten skøn, sprød og frisk. Vi spiste ikke op. Det var ganske enkelt umuligt, men sikke det hele smagte dejligt.

Da vi endelig forlod restauranten, efter verdens største bøf, var mørket ved at indfinde sig. Vi gik langsomt ned gennem byens små, smalle gader. Ud gennem de åbne vinduer på Rue Roger Bissière genlød det af stille snak og musik eller nyheder fra tændte tv.

Vi fandt bilen og på vej ud af byen enedes vi om, at det var skønt at opdage, at der lå en perle af en by lige i nabolaget. Det blev ikke i år, vi fik genbesøgt byen i dagtimerne, men vi er så langt fra færdige med dette område af Frankrig, så jeg regner helt sikkert med, at vi vender tilbage næste sommer. Det kan da ikke være anderledes, vel?