Nogle kirker bygges ikke kun som kirker. Église Notre-Dame de Villeréal var sådan en kirke, da den blev bygget i 1264.
Bygningen fungerede ikke bare som kirke, men også fæstning, som skulle agere beskyttelse for byens borgere i tilfælde af krig. Kirken var dengang omgivet af en voldgrav og der var kun adgang til den over en vindebro, så det var en virkelig mulighed for beskyttelse man havde, hvis man nåede indenfor bag de tykke mure og fik hejst vindebroen op, så adgangen til kirken blev afskåret.
Jeg synes godt det ses, at det her ikke bare er en almindelig kirke. Det er en massiv kolos, der ligger der midt i byen og troner. Den vækker opsigt, også når man kommer gennem byen ude på hovedvejen og kan se den stå stolt midt mellem byens tage.
På tværs af normerne
Kirken er særlig på mere end en måde. Den bryder med det ellers klassiske layout for disse små, franske fæstningsbyer, som typisk er meget retvinklede og stringente. Église Notre-Dame de Villeréal er placeret lige akkurat skråt på de vinkler, som ellers bestemmer byen.
Kirken ligner de fleste kirker, vi har besøgt i området. De er alle forholdsvist enkle, kølige og med smukke stengulve. Der er altid levende lys og en mulighed for selv at tænde et, hvis man har lyst til det. Der er ofte en enkelt eller to af de lokale indenfor, for at bede en hurtig bøn, inden de haster ud og fortsætter livet i landsbyen.
Et øjebliks stilhed
Vi bruger ofte at sætte os. Ikke lang tid, men sådan lige et øjeblik, hvor vi finder os selv, slapper af og når at falde til ro indeni. Vi holder begge af at træde indenfor i kirkerne. Ingen af os er troende, men vi finder alligevel ro ved at træde ind i de store, stille kirkerum.
Det er sådan jeg bedst kan lide dem. Stille. De maner til eftertanke. De opfordrer med deres størrelse og stilheden til, at jeg bruger tid på at sætte mig og bare være til stede. Det har alle mennesker brug for at dyrke engang imellem og særligt i dag, hvor vi alle er “på” hele tiden og de færreste moderne mennesker nogensinde sidder stille og laver absolut ingenting andet end at stirre ud i luften. Det gør jeg, når jeg besøger alle disse kirker. Jeg kan lide det.
3 kommentarer
Catarina
13. august 2016 at 07:30Vi kan også godt lide kirker og går for det meste ind i den vi møder på vores vej :-D
Randi
7. august 2016 at 10:16Jeg ser også gerne kirker, når vi rejser og sætter mig også gerne og nyder roen og at se på den smukke udsmykning, der er i de fleste af kirkerne, men der er også noget helt specielt ved at træde ind i en lille meget simpel indrettet kirke.
Da vi var i Venedig oplevede vi, at man vil have entre i flere store kirker, så synes jeg det bliver en tand for broget og roen forlader rummet og det er synd og skam, selv om jeg ved, det er deres måde at få indtægt til at vedligeholde kirken, men der fandt vi også en mindre kirke, hvor der var dejlig køligt og vi kunne sidde helt stille og lige få menneskemyldret lidt på afstand, men man måtte ikke fotografere derinde, og sådan synes jeg efterhånden, det er i mange kirker, men så må man jo nyde det og lade det fæstne sig på nethinden, mens man er der :)
Dejlige billeder du har :)
Liselotte
7. august 2016 at 11:29Ja, det med at tage entre ved indgangen til kirken har jeg det også lidt blandet med, for det er kirkens mulighed for at kompensere for det slid besøgende koster, men det bliver alligevel helt forkert i min optik, at man skal betale for at komme i lige netop det hus. Jeg nyder roen, der hersker i de fleste og de kirker, som er så besøgte, at der er mange mennesker og trængsel, kommer jeg slet ikke i :-)